Gå til indhold
Byggevarekæde laver praktisk uddannelse, der skal give håndværkererfaring

Pressemeddelelse -

Byggevarekæde laver praktisk uddannelse, der skal give håndværkererfaring

Søger man rådgivning i byggemarkeder risikerer man i stigende grad at blive mødt af manglende praktisk erfaring. XL-BYG etablerer nu nyt certificeret uddannelsesforløb.

Byggevarekæden XL-BYG har sammen med Aarhus Business College Handelsfagskolen udviklet en ny certificeret farvehandleruddannelse for at klæde medarbejderne bedre på til rådgivning om alt fra opsætning af filt til spartling og maling. De seneste ti til femten år er der nemlig forsvundet meget praktisk viden ud af butikkerne. Det mener Jacob Ryberg, der har en baggrund som bygningsmaler og er malerfaglærer og underviser på Aarhus Business College, hvor han har været med til at udvikle den nye farvehandleruddannelse.

– I takt med at flere af de fagspecifikke detailuddannelser er forsvundet, er specialbutikker lukket ned, og produkterne sælges i dag i den bredere detailhandel. Her har en væsentlig del af personalet aldrig selv prøvet at bruge de produkter, de står med, og det giver jo lidt skår i rådgivningen, siger Jacob Ryberg.

– Der ligger et utal af tips til gør-det-selv online, og vi ser masser af amatører folde sig ud med renoveringer af hele huse på tv, men der er ingen kvalitetskontrol. Inden for håndværk findes der rigtig og forkert og gode og dårlige teknikker. Man kan lære meget online, men man kan ikke google sig til erfaring, tilføjer Jacob Ryberg, der har haft første hold gennem modul ét på den nye farvehandleruddannelse og undervist i afrensning af tapet, filtopsætning, slibe og spartle og stryge- og rulleteknikker. En kvalificeret introduktion til hele malerfaget, som underviseren kalder det.

En pind gør hele forskellen

Stine Krebs Nielsen er en af de butiksuddannede, der dagligt møder et stigende antal spørgsmål i forretningen, som hun nu har fået væsentligt nemmere ved at svare på efter at have gennemført første modul på farvehandleruddannelsen.

– Det er dejligt med uvildig undervisning, og så har det givet mig mine egne erfaringer at trække på. Bare det, at jeg har gennembehandlet en fodliste, har lært mig virkelig meget. Den er blevet slebet tre gange, grundet to gange og malet to gange til sidst. Den proces gør en kæmpeforskel for resultatet. Og jeg har faktisk fodlisten liggende i butikken, så jeg kan vise kunderne forskellen, siger Stine Krebs Nielsen, der er ansvarlig for beklædnings- og malerafdelingen i XL-BYG i Hals, hvor hun har brug for stor viden for at kunne rådgive kunderne.

Første hold farvehandlere i næsten ti år

Anden og sidste del af forløbet er netop løbet af stablen, og et helt nyt hold certificerede farvehandleruddannede har forladt skolen og er nu klar til at vejlede ude i detailhandlen. Det er til stor glæde for hele branchen, mener indkøbschef i XL-BYG Doris Larsen, der har været med til at udvikle uddannelsen.

– Med kompetent rådgivning vil vi gerne spare vores kunder for fejlslagne projekter, der både koster penge, tid og materialespild. Det kræver stor faglig viden og praktisk erfaring at rådgive og vejlede danskerne bedst muligt, og det vil vi gerne være helt i front på. Derfor har vi været med til at stifte uddannelsesforløbet. Samtidig er det selvfølgelig også en prioritering af vores medarbejdere, siger Doris Larsen.

Related links

Emner

Kategorier


XL-BYG er med 98 forretninger og en omsætning på godt 9 milliarder kroner én af Danmarks største byggevarekæder med en stor webshop. Kæden henvender sig både til professionelle og private. www.XL-BYG.dk

Kontakt

Doris Larsen

Indkøbschef, XL-BYG (+45) 28988575

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum