Pressemeddelelse —
Danmarks første asfaltstrækning med netto nul CO₂ anlægges i Herning
Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i september en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandevej, hvor projektets samlede CO₂-regnskab bringes ned på netto nul. Det sker gennem blandt andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner.
Peab Asfalt og Herning Kommune går nu i gang med et udviklingsprojekt, der skal vise, hvor langt klimaaftrykket fra asfaltarbejde kan presses ned. På en 2,9 kilometer lang strækning af Sebbesandevej ved Herning kombineres en række løsninger, så det samlede CO₂-regnskab for projektet bringes ned på netto nul.
Det sker blandt andet gennem en høj andel genbrugsmaterialer, bioolie og naturbitumen som delvis erstatning for traditionelle bindemidler, produktion med certificeret biogas og grøn strøm samt fossilfri eller stærkt reduceret fossil transport og elektriske maskiner ved udlægningen.
– Asfaltbranchen har i mange år arbejdet med at reducere CO₂-udledningen. Her tager vi næste skridt og ser på hele værdikæden fra råvarer og produktion til transport og udlægning. Når løsningerne kombineres, kan vi bringe det samlede CO₂-regnskab for projektet ned på netto nul, siger Lotte Josephsen, laboratoriechef og ansvarlig for bæredygtighed hos Peab Asfalt.
Skal fungere som almindelig asfalt
En afgørende del af projektet er, at det lavere klimaaftryk ikke må ske på bekostning af kvalitet og holdbarhed. Peab Asfalt har derfor gennemført laboratorietest af blandt andet bioolie og naturbitumen med fokus på stivhed, vedhæftning, aldring og bearbejdelighed.
– Det er ikke interessant at reducere CO₂, hvis resultatet er en vej, der holder dårligere. Derfor har vi arbejdet intensivt med at dokumentere, at materialerne har de nødvendige egenskaber. Målet er en løsning, der både reducerer klimaaftrykket og fungerer som en moderne asfaltbelægning skal, siger Lotte Josephsen.
Herning bliver testområde for fremtidens veje
Projektet på Sebbesandevej skal skabe erfaringer, som kan bruges i kommende vejprojekter. For Peab Asfalt er ambitionen, at projektet kan bidrage med konkret viden om, hvor langt klimaaftrykket fra asfaltarbejde kan reduceres, når både materialer, energiforbrug, transport og maskiner tænkes sammen fra begyndelsen.
– Vi har brug for at flytte løsningerne fra laboratoriet og ud på vejene. Samarbejdet med Herning Kommune giver os mulighed for at afprøve hele konceptet i fuld skala og dokumentere, hvordan det fungerer i praksis. Hvis vi skal rykke klimaaftrykket fra vejbyggeri markant, kræver det netop, at offentlige bygherrer og virksomheder tør afprøve nye løsninger sammen, siger Lotte Josephsen.
Arbejdet på Sebbesandevej udføres i september 2026.
Emner
Kategorier
Regions
Peab Asfalt A/S varetager alle opgaver inden for produktion og udlægning af asfalt, vedligeholdelse af veje samt specialopgaver med blandt andet broer og industrigulve. I Danmark beskæftiger virksomheden samlet over 350 medarbejdere. Peab Asfalt i Danmark er en del af Peab koncernen, som er den nordiske samfundsbygger med cirka 13.000 medarbejdere. www.peabasfalt.dk