Debat: Stof frikendt af EU – men virksomheder hænger på gammel lovgivning

EU’s kemikalieagentur har trukket sin vurdering af titandioxid som kræftfremkaldende tilbage. Alligevel hænger virksomhederne stadig på reglerne – og det svækker tilliden til, at systemet er fagligt og fair.

Af Jens Haugaard, CEO i Mediator.

Titandioxid er et hvidt pigment, som langt de fleste af os er i kontakt med dagligt – uden at tænke over det. Det bruges i alt fra solcreme og tandpasta til vægmaling, plastemballage, papir og kosmetik. Stoffet spiller en nøglerolle i brancher som byggeri, emballage, plastindustri, personlig pleje og medicinalsektoren, hvor det bidrager med farve, UV-beskyttelse og høj dækkeevne. I 2020 blev titandioxid klassificeret som kræftfremkaldende ved indånding, hvilket førte til nye mærkningskrav og skærpede regler i hele EU. Men nu har ECHA – EU’s eget kemikalieagentur – trukket vurderingen tilbage efter kritik af det videnskabelige grundlag.

Problemet er bare, at reglerne stadig står ved magt. Lovgivningen er ikke blevet ændret, og det efterlader både producenter, importører og forhandlere i et regulatorisk ingenmandsland, hvor ansvar og pligter er uklare.

Efterladt i krydsfeltet

Problematikken er et skoleeksempel på, hvordan virksomheder bliver efterladt i krydsfeltet mellem faglige vurderinger og politisk handlekraft. Når EU’s kemikalieagentur vælger at trække sin klassificering tilbage, bør det naturligvis føre til en tilsvarende justering af lovgivningen. Men det er ikke sket. I stedet hænger virksomhederne på en lovgivning, der bygger på et grundlag, som ikke længere står ved magt. Det skaber usikkerhed, stiller urimelige krav til compliancearbejdet og underminerer tilliden til hele det regulatoriske system.

Det store spørgsmål er derfor nu, hvordan virksomheder skal forholde sig? Der er ingen officiel vejledning, ingen overgangsordning og ingen tydelig signalgivning fra myndighedernes side.

Unødige omkostninger rammer virksomhederne

I praksis betyder situationen, at mange – især små og mellemstore virksomheder – fortsat føler sig tvunget til at følge den nu tilbagetrukne klassificering, alene for at undgå risikoen for bøder, importstop eller kontrolproblemer. Resultatet er overimplementering, unødige omkostninger og endnu mere kompleksitet i en tid, hvor regelmængden i forvejen er stærkt stigende.

I vores rådgivning møder vi næsten dagligt virksomheder, der i praksis føler sig stavnsbundet til en mærkning, som ikke længere er fagligt begrundet. Selvom ECHA har trukket vurderingen af titandioxid som kræftfremkaldende tilbage, tør mange ikke fjerne advarselsmærkningen fra deres produkter. Ikke fordi de tvivler på stoffets sikkerhed, men fordi lovgivningen stadig kræver det – og fordi risikoen for at blive mødt med bøder, kontrolsager eller importstop fortsat er reel.

For mange virksomheder er det ganske enkelt for risikabelt at agere på baggrund af faglig logik, når juraen ikke er fulgt med. Det er ikke rimeligt, og det hæmmer både innovation, konkurrenceevne og tillid til systemet.

Problemet skal anerkendes

Der er brug for, at myndighederne – både danske og europæiske – anerkender problemet og handler på det. Når et stof som titandioxid får ændret sin klassificering, skal det ikke tage år at tilpasse den lovgivning, virksomhederne måles og vejes på. Der skal skabes sammenhæng mellem faglig vurdering, politisk regulering og praktisk vejledning.

Et første skridt kunne være, at danske myndigheder tydeligt melder ud, hvordan virksomheder bør forholde sig – indtil reglerne er opdaterede. Det skylder vi både erhvervslivet og forbrugerne – ikke mindst i en tid, hvor tillid og gennemsigtighed bør være grundstenene i enhver grøn og ansvarlig omstilling.