Gå til indhold
Flere vil på festival i år – Vestjysk festival er allerede foran på billetsalget

Pressemeddelelse -

Flere vil på festival i år – Vestjysk festival er allerede foran på billetsalget

En ny analyse viser, at 58 procent af danskerne vil besøge landets festivaler til sommer – og det mærker man på Bork Festival i Vestjylland, der allerede nu er 15 procent foran på deres billetsalg.

Danskerne kommer til at flokkes om sommerens festivaler i 2025. Det spår en prognose fra interesseorganisationen Dansk Live, der viser at 58 procent af danskerne vil besøge en eller flere festivaler i løbet af 2025.

På Bork Festival i Vestjylland mærker man tendensen. Her er billetsalget allerede per april 15 procent foran sidste års salg på samme tidspunkt. I 2024 steg festivalens omsætning med 28 procent, så forventningerne til sommeren er høje.

– Sidste år vækstede vi kraftigt, og omsætningen steg fra 14 millioner kroner i 2023 til 18 millioner i 2024. Vi har oplevet en kæmpe interesse de senere år, og det er især det fællesskab, man mærker på festival, der har fået en større betydning for vores gæster. Musikken er stadig vigtig og derfor også noget, vi prioriterer højt, men fællesskab er næsten lige så vigtigt i dag,fortæller Arne Enggaard Poulsen, der er marketingansvarlig for Bork Festival.

Antallet af festivaler i Danmark har generelt været stigende, og fra 2018 til 2023 er 40 nye danske musikfestivaler kommet til, hvilket bragte det samlede antal af musikfestivaler op på 150, ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Musikken bliver dyrere

Den stigende interesse for at tage på festival giver dog ikke nødvendigvis flere penge i kassen hos alle arrangørerne. Produktionsomkostninger og almindelige driftsomkostninger og honorarer er nemlig også steget i takt med den almindelige prisudvikling, ifølge analysen fra Dansk Live. Det skærper også konkurrencen festivalerne imellem, mener Arne Enggaard Poulsen.

– Vi har hævet budgettet til musikprogrammet fra 2023 til 2024 med en million kroner, og vi hæver det igen i år. Vi har også har været ude at investere i en betydeligt større scene. Det er nødvendigt i dag, hvis vi skal kunne konkurrere med de andre mindre festivaler og få de store danske navne ud at spille, siger Arne Enggaard Poulsen.

Bork Festival har indtil videre store danske navne som Nik & Jay, Medina og D:A:D på plakaten. Overskuddet af omsætningen går til velgørende arbejde i samarbejde med andre foreninger i Vestjylland, og festivalen er drevet næsten udelukkende af frivillige ildsjæle og har sidste år uddelt 800.000 kroner til foreningslivet i lokalområdet.

Related links

Emner

Kategorier


Bork Festival er en musikfestival, der afholdes på Bork Havn i Vestjylland og strækker sig over fire dage med musik for alle. Bork Festival drives af 1.300 frivillige ildsjæle, og alt overskud går til velgørende arbejde i lokalområdet. Læs mere på www.borkfestival.dk

Kontakt