Hellere brænde tøjet af end bruge 40 procent genbrugsmaterialer

Modebranchen skal spørge sig selv, hvad bæredygtighed er, før den kaster sig ud i projekter, der kan efterlade et klimamæssigt langt værre aftryk, end hvis vi bare smed tøjet på bålet, når det var slidt ned.

Af Bjarke Lauge Christensen, direktør og stifter af Marc Lauge Holding

Under modeugen i august forpligtede flere store danske modevirksomheder, der blandt andre tæller Ganni og Bestseller, sig til at genbruge mere i produktionen af nyt tøj. I et samarbejde med Miljøstyrelsen, Dansk Mode & Textil Wear, Dansk Erhverv, Lifestyle & Design Cluster og flere store danske virksomheder lyder det blandt andet, at alle tekstiler fra virksomhederne inden 2030 skal bestå af 40 procent recycled - eller på godt dansk ’genanvendt’ materiale. På papiret lyder det rigtigt og bæredygtigt. Bare ordet recycled smager af ren samvittighed og gode intentioner, men ved nærmere eftertanke er det svært at finde på noget, der er mindre bæredygtigt end at begyndte at optrevle gamle metervarer for at producere nye.

Endeløs fragtcyklus er ikke bæredygtig

I en branche, der sviner som få andre, burde det være indlysende, at genanvendelse bør handle om at bruge tøjet mere end de otte gange, et stykke tøj i gennemsnit bliver brugt, før det ryger i skraldespanden eller til genbrug. Men det giver ikke mening at påbegynde en produktion af nye metervarer ud af de allerede eksisterende. Det sætter gang i en urimeligt lang cyklus med transport, håndtering, rensning, produktion og endnu mere transport. Vel at mærke med varer, der allerede har været produceret og transporteret tidligere.

Først skal tøjet samles ind i store containere og fragtes til en central vask, hvorefter det skal transporteres til en fabrik og trevles op for at kunne blive vævet sammen til nye metervarer et tredje sted. Så skal metervaren igen fragtes til et fjerde sted for at blive syet om til tøj, der skal transporteres ud til forbrugerne, som typisk sender varen retur et par gange, før den rette størrelse havner hos den rette køber. Og så starter ringen forfra igen. Tøjet ryger bagest i skabet efter at være blevet brugt få gange. Fanget i et limbo, der gentager sig selv i uendelighed.

Vi skal stadig producere nyt tøj

Før i tiden brugte mange tekstilproduktioner 150 liter vand på at lave bare et enkelt par jeans. De helt nye fabrikker bruger, hvad der svarer til tre glas vand, og dermed er transporten blevet den store miljøsynder, vi skal fokusere på.

Vi skal stadig producere nyt tøj, og det skal være af god kvalitet, så det kan holde længe og blive brugt mere, og så skal vi tænke over, hvordan vi kan producere det på en bæredygtig måde, der tager højde for netop fragten.

Bomuldet skal produceres på den mark, der er på den anden side af gaden fra fabrikken, hvor den skal væves og syes, og derfra skal det helst kun fragtes til forretningen eller køberen en gang. Når det så en skønne dag har været brugt og givet videre, er blevet solgt og købt i de lokale genbrugsbutikker til et punkt, hvor det næsten har optrevlet sig selv, kan det debatteres, om ikke det ville være mest bæredygtigt at smide det på bålet, fremfor at starte den CO2-tunge fragtcyklus forfra bare for at kunne tilføje endnu et bæredygtighedsmærkat.