Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Hotel Koldingfjord udvider kapaciteten og giver historiske bygninger nyt liv

To ejendomme, der tidligere har huset Dansk Sygeplejehistorisk Museum, skal nu ombygges til hotellejligheder og -værelser. ’Vi gør det med fuld respekt for stedets historie,’ forsikrer direktør.

De to historiske ejendomme Granly og Fjordglimt beliggende ved Hotel Koldingfjord skal over det kommende år ombygges til 18 hotellejligheder og -værelser. Dermed udvider hotellet kapaciteten til 150 værelser.

Ejendommene, der siden 1999 har dannet rammer for Dansk Sygeplejehistorisk Museum, som lukkede i starten af 2025, vil blive tømt i løbet af året, hvorefter renoveringen og ombygningen til hoteldrift vil blive igangsat.

– De to bygninger er en del af det samlede bygningskompleks, vi befinder os i på Hotel Koldingfjord, og derfor er det naturligt, at vi overtager driften, efter museet lukkede. Vi gør det med fuld respekt for stedets historie og museets mange gode år, og vi vil i indretningen bevare nogle af museets affekter, der fortsat kan være med til at fortælle stedets historie, siger Peder J. Madsen, der er direktør for Hotel Koldingfjord.

Klar til gæster næste sommer

De to bygninger er henholdsvis Fjordglimt, der blev bygget i 1917 som en ekstra pavillon til tuberkuloseramte børn, og Granly bygget i 1933 til samme formål. Sidstnævnte har huset museets magasiner og arkiver, mens Fjordglimt har været det primære museum. Begge steder vil nu være med til at udvide hotellets kapacitet og forventes klar til de første gæster i sensommeren 2026.

– Planen er, at vi går i gang med at renovere i 2026. Vi vil gerne give museet god tid til at lukke ned, inden vi kan tage imod de første gæster i bygningerne i slutningen af sommeren næste år, siger Peder J. Madsen.

Projektet udvikles i samarbejde med PKA-ejendomme og med AART Architects som rådgivere, og det forventes, at der vil blive omtrent 12 hotellejligheder og seks dobbeltværelser.

– Hotellejlighederne vil blive med små køkkener, og flere af dem med separate sydvendte terrasser midt i fredskoven og med direkte udsigt til Kolding Fjord. Det bliver et sted, hvor man virkelig kan få fred og ro til refleksion og fordybelse, lyder det fra Peder J. Madsen.

Indretningen kommer til at lægge sig op ad samme stilmæssige linje med skandinavisk møbeldesign, som Hotel Koldingfjord er kendt for.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


Hotel Koldingfjord har siden åbningen i 1990 været et populært hotel og konferencevenue. Det blev opført som Julemærkesanatoriet i starten af 1900-tallet i renæssanceinspireret arkitektur og står i dag gennemrenoveret til hotel- og konferencedrift i de naturskønne omgivelser. Hotel Koldingfjord har i år kunnet bryste sig af titlen som Danmarks Bedste Venue 2025 for fjerde år i træk. www.hotelkoldingfjord.dk

Kontakt