Gå til indhold
36-årige Mona Eriksen bliver den 1. november ny indehaver af KonditorBager i Stenstrup, hvor hun selv blev udlært i 2012. Foto: KonditorBager

Pressemeddelelse -

Mona Eriksen er per 1. november ny indehaver af KonditorBager i Stenstrup

KonditorBager i Stenstrup får ny indehaver, når Mona Eriksen tager over den 1. november. Hun ser frem til at sætte sit eget præg på butikken, hvor hun blev udlært i 2012.

36-årige Mona Eriksen bliver den 1. november ny indehaver af KonditorBager i Stenstrup, hvor hun selv blev udlært i 2012. Hun bor selv i byen sammen med sin mand og to døtre, og vendte i 2024 tilbage til butikken som bagersvend – en titel der nu bliver udskiftet med bagermester. At Mona nu skal overtage bageriet er imidlertid kommet i stand ved lidt af et tilfælde.

– Jeg kiggede forbi bageriet en dag sidste år for at sige hej til indehaverne Michael og Britt, som jeg jo allerede kendte rigtig godt, for at høre hvordan det gik. Det viste sig, at de stod og manglede en bagersvend, og samtidig talte vi om muligheden for, at jeg senere kunne overtage forretningen, siger Mona Eriksen og bemærker:

– Det har længe været en drøm for mig, at få mit eget bageri her i byen, hvor jeg jo kender både bageriet og kunderne rigtig godt.

Mere surdej

Hos KonditorBager i Stenstrup kan kunderne fortsat forvente at finde det klassiske bagværk, de er vant til, men samtidig har den nye bagermester planer om at sætte sit eget præg på butik og sortiment.

– Jeg vil fortsætte med meget af det klassiske danske bagværk, som kunderne i Stenstrup er rigtig glade for, men jeg vil også introducere dem for nogle nye ting, som jeg håber, de kommer til at sætte pris på. Der vil blandt andet komme til at være mere surdejsbrød på hylderne end hidtil, siger Mona Eriksen, der også planlægger at renovere bageriet senere på året.

– Min mand kommer på sidelinjen til at hjælpe mig med mange af de opgaver, der hører med til at drive en bagerforretning. Det er længe siden, butikken sidst er blevet shinet op, og han har heldigvis også indvilget i at hjælpe med at give bageriet en kærlig hånd, fortæller Mona.

Kunderne er i trygge hænder

For den hidtidige bagermester, Michael Nellemann, og hans kone Britt var det perfekt timing, da Mona Eriksen sidste år kom tilbage til bageriet.

– Som lokal har Mona et godt indblik i, hvad kunderne vil have, og hun har store ambitioner og spændende planer for bageriet. Helbredet svigter for både Britt og jeg, og det har været en stor beslutning for os begge, men det er godt, vi fortsat kan have en bager i vores lille by. Nu giver vi faklen videre til Mona, siger Michael Nellemann.

Related links

Emner

Regions


KonditorBager er en landsdækkende kæde af bagerforretninger fordelt over hele landet. Bagerkæden blev startet i 1977, og udvalget har siden fulgt med tiden uden at gå på kompromis med håndværkskvaliteten. Konceptet indebærer bagerbrød og konditorkager i én og samme butik.

Kontakt