Gå til indhold
Over halvdelen af danske forældre opdrager deres børn til at genbruge

Pressemeddelelse -

Over halvdelen af danske forældre opdrager deres børn til at genbruge


Ni ud af ti børnefamilier har købt brugt inden for det seneste år, og 60 procent tænker genbrug ind i børneopdragelsen. Genbrug er ved at blive normen.

Tonerne af velkendte børnesange fylder lokalet til babyrytmik, men på adressen finder man hverken et kulturhus eller en musikskole, derimod et genbrugsmarked, hvor familietid og genbrug smelter sammen – en tendens, der er ved at blive normen. Ni ud af ti danske børnefamilier har handlet genbrug det seneste år, og 59 procent mener, at det er vigtigt, at deres børn bliver vant til at købe og sælge genbrug. Det viser tal fra DBA’s Genbrugsindeks 2023.

– Forældrene vil gerne inddrage børnene i hele processen omkring genbrug, og børnene vil gerne være med. For mange handler det om at få den cirkulære tankegang ind allerede fra barndommen – at børnene for eksempel kan få nyt legetøj, hvis de sælger deres gamle. På den måde bliver de inddraget, og de synes ofte, at det er rigtig sjovt, siger Johanna Kiel, der er er medejer af og en af idékvinderne bag Børneloppen med tolv forretninger landet over, der alle drives på franchisebasis af selvstændige børnefamilier, der laver arrangementer i forretningerne i form af babyrytmik, børnefotografering, håndaftryk og meget andet.

Et nyt statussymbol

Forældrenes øgede fokus på genbrug i opdragelsen har ifølge professor i sociologi Bente Halkier flere årsager.

– Der er altid et socialt lag i al forbrug, hvor det handler om, hvem du identificerer dig med, hvem der indgår i at bruge det, der forbruges, og om man gør det sammen. Derfor kan genbrug også sagtens begynde at være et nyt udtryk for status. Hvor genbrug tidligere måske mere har handlet om at spare penge, og nogle grupper derfor genbrugte ’af nød’, så er der sandsynligvis nu nogle grupper som genbruger, fordi det giver dem høj status som miljøbevidste, siger Bente Halkier og uddyber:

– Der er en normændring undervejs, hvor folk gerne vil signalere til omverdenen, at de handler brugt. I 2022 var der dog også inflationskrise, hvor mange gerne ville spare penge. Så det handler ikke kun om klima.

Genbrug er også forbrug

Hos Børneloppen glæder man sig over udviklingen, men mener også, at det er nødvendigt for forældrene at tage de kommende generationer med i genbrugets cyklus.

– Når børnene kommer i butikken, er de godt klar over, at det er noget andet end en almindelig forretning, men de skal tages i hånden og hjælpes gennem processen. Fordi genbrug er så meget billigere, skal vi jo også passe på, at vi ikke begynder at overforbruge. Her ser vi heldigvis mange forældre, der er vildt gode til at lære børnene, at genbrug er sådan et lille evighedssystem, hvis bare vi sørger for også at sælge tingene igen, når vi ikke skal bruge dem mere, siger Johanna Kiel, der selv er mor til to efterhånden store børn, der også har været med på genbrugsrejsen fra de var helt små og medvirkende til, at forretningerne har lavet legerum og aktiviteter for børnene i alle afdelinger.

– Vi er jo en forretning, der handler med børnetøj og ting, så det giver jo god mening, at vi har noget for børnene at lave, mens forældrene shopper. Men vi ser klar flere, der hiver børnene med over til standen, både når der skal sættes op til salg eller købes nye brugte sager, siger Johanna Kiel.

Related links

Emner

Kategorier


Børneloppen er landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk

Kontakt

Johanna Kiel Nielsen

Johanna Kiel Nielsen

Medejer, Børneloppen 51707077

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum