Pressemeddelelse -
Salg af Hyundai i Nærum giver anledning til ombygning
Autohuset Vestergaard i Nærum er startet med salg af Hyundai, og det giver anledning til ombygning. Det nye mærke får to etagers showroom.
En omfattende ombygning er i gang hos Autohuset Vestergaard i Nærum, der laver særskilte afdelinger med egne indgange til alle mærker. I starten af året startede afdelingen i Nærum med salg af Hyundai, der nu fordeles på to etager.
Salgschef for nye biler hos Autohuset Vestergaard i Nærum Jesper Hansen glæder sig over at have fået Hyundai ind i forretningen og ser frem til, at ombygningen i hele huset er på plads.
– Da vi fik det lokale salg af Hyundai, gav det anledning til at omstrukturere lidt. Vi vil gerne sørge for, at hvert bilmærke får sin egen afdeling, så det bliver nemmere for kunderne at orientere sig mod det rette sted i huset, hvor vi jo efterhånden har en del mærker både i nysalg og på servicefronten, fortæller Jesper Hansen.
Autohuset Vestergaard i Nærum forhandler nye biler af mærkerne Hyundai, Volvo og Polestar, der nu alle får hver deres egen afdeling og indgang i huset.
Både salg og service
Med salg og service af Hyundai glæder man sig til at tage imod mange nye kunder indenfor netop det mærke hos Autohuset Vestergaard i Nærum.
– Selvom Hyundai er et nyt mærke for os at forhandle, er det bestemt ikke et ukendt mærke for danskerne. Vi tilbyder ikke kun salg af nye Hyundai-modeller, men også service. Derfor vil vi selvfølgelig tage godt imod en masse nye Hyundai-kunder, når de skal have service eller have deres Hyundai til reparation, siger Jesper Hansen.
Bilhuset tilbyder service på Renault, Dacia, Volvo, Polestar, Ford, Lynk & Co. samt Hyundai.
Ny ejer, men navnet består
Nic. Christiansen Gruppen opkøbte i august 2025 Autohuset Vestergaard, der dog fortsætter under eget navn. Nic. Christiansen Gruppen overtog importen og distributionen af Ford i Danmark i starten af 2025 og står for den danske import af Hyundai.
Efter opkøbet står den nye organisation med over 2000 medarbejdere og bliver dermed landets næststørste virksomhed inden for salg af personvogne, varebiler og lastbiler.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Autohuset Vestergaard har forhandlet biler siden 1983 og findes på Sjælland, Fyn og i Jylland. I alt har Autohuset Vestergaard 11 filialer landet over. Læs mere på autohuset-vestergaard.dk