Pressemeddelelse -
Tidligere Gouda-direktør vil løse flaskehals mellem sundhed og forsikring
Et fragmenteret sundhedsmarked gør det svært for forsikrings- og pensionsselskaber at tilbyde effektive sundhedsydelser. Tidligere direktør i Gouda Rejseforsikring Dan Kjølhede Laursen påpeger behov for flere skalerbare løsninger og står nu i spidsen for sin egen.
Efter over 20 år i forsikringsbranchen – senest som administrerende direktør i Gouda Rejseforsikring og tidligere i ledende roller hos Europæiske ERV – har Dan Kjølhede Laursen skiftet perspektiv. Som ny direktør i Sundhedsgruppen Danmark vil han adressere udfordringen med at forbinde sundhedsydelser og forsikring i praksis.
Sundhedsgruppen Danmark er et nyt netværk af fem store fysioterapikæder – BeneFiT, EmCare, Fit&Sund, ProTreatment og MM Fysioterapi – med over 100 klinikker og mål om 150 inden årets udgang. Netværket giver forsikrings- og pensionsbranchen én samlet adgang til sundhedsydelserne med fælles kvalitetsstandarder og kontaktflade.
– Jeg kender forsikringsselskabernes udfordring fra førstehånd. De ønsker at tilbyde sundhedsydelser, og kunderne forventer det i stigende grad. Men markedets fragmentering gør det vanskeligt at sikre kvalitet og effektiv opfølgning, når samarbejdet skal foregå med et væld af klinikker med forskellige systemer. Det koster massive ressourcer, siger Dan Kjølhede Laursen og tilføjer:
– Sundhedsgruppen Danmark er et forsøg på at løse det – med en skalerbar og praksisnær model, der tager afsæt i fysioterapi, men som skal inspirere til løsninger på andre sundhedsområder. Vi oplever allerede stor interesse fra etablerede selskaber, som klinikkerne tidligere ikke har haft adgang til.
Behov for skalerbare modeller
Klinikkerne i Sundhedsgruppen Danmark bevarer deres lokale identitet, men er samlet i ét netværk med fælles struktur og dataplatform. Den digitale understøttelse er ifølge direktøren essentiel.
– En robust teknologisk infrastruktur er en væsentlig nøgle til at levere ensartede og målbare sundhedsydelser på tværs af et stort netværk – for eksempel med en patient-app og datadrevet monitorering af effekt og kundetilfredshed. Det er en fordel, at løsningen kan skræddersys til behovene hos forsikrings- og pensionsselskaber, siger Dan Kjølhede Laursen.
Forebyggelse som overset potentiale
For Dan Kjølhede Laursen er ambitionen ikke kun at effektivisere samarbejdet mellem klinikker og forsikringsselskaber, men også at udnytte det større strategiske potentiale i sundhedsydelser.
– Mange forsikringsmodeller er i dag reaktive – de dækker først, når skaden er sket. Men der ligger store muligheder i at tænke forebyggelse ind i værdikæden. Det kræver partnere, der kan levere skalerbare løsninger med dokumenteret effekt – og det kræver, at man kan handle hurtigt og bredt, siger han.
Fysioterapi er ét eksempel, hvor tidlig indsats og struktureret egen-træning kan reducere både behandlingsbehov og sygemeldinger. Men princippet gælder bredere – fra mental sundhed og arbejdsmiljø til digital og teknologisk monitorering.
– Der er et kæmpe uudnyttet potentiale i at gøre sundhedsydelser til en mere integreret del af forsikringsproduktet. Ikke bare som en omkostning, men som et aktiv, der kan skabe værdi – både for selskaberne og for de mennesker, de dækker, slutter Dan Kjølhede Laursen.
Related links
Emner
Kategorier
Sundhedsgruppen Danmark er et landsdækkende netværk af over 100 fysioterapiklinikker, etableret af fysioterapikæderne BeneFiT, EmCare, Fit&Sund, ProTreatment og MM Fysioterapi. Netværket tilbyder forsikrings- og pensionsselskaber en samlet indgang til fysioterapi med fokus på ensartet kvalitet, effektiv administration og digital understøttelse. Læs mere på www.sundhedsgruppen.dk