Pressemeddelelse —
Trods rekordhøje priser, prioriterer danskerne kaffen i stigende grad
Kaffepriserne brager i vejret igen i 2026, men det afholder ikke danskerne fra det sorte guld. Derimod stiger salget af espressomaskiner, som nu overgår filterkaffemaskinerne hos en af landets største forhandlerkæder.
Kaffen er blevet betydeligt dyrere de seneste to år, men danskerne prioriterer fortsat at få deres gennemsnitligt fire daglige kopper – og flere af dem er gået fra den billigere filterkaffe til espresso.
I februar 2026 er kaffen 19 procent dyrere end samme måned året før, og her var prisen allerede steget 18,5 procent i forhold til februar året inden. Trods de stigende kaffepriser prioriterer danskerne fortsat kaffen, og flere har tilmed investeret i nye kaffemaskiner. Hvor filterkaffemaskinerne tidligere dominerede markedet, er espressomaskinerne nu dem, der sælges flest af hos Skousen, der forhandler hvidevarer og mindre husholdningsapparater.
– Vi ser en tydelig bevægelse fra filterkaffemaskinerne mod semi- eller fuldautomatiske espressomaskiner, som sidste år for første gang overgik filtermaskinerne i salget hos os. Hvor filterkaffemaskinerne tidligere var dem, der blev solgt klart flest af, ser billedet nu omvendt ud, fortæller Shane McTeigue, der er Head of Sales hos Skousen.
Mens filterkaffemaskinerne stod for 61,5 procent af de solgte kaffemaskiner hos Skousen i 2023, var det blot tilfældet for 43 procent sidste år, hvor espressomaskinerne stod for de resterende 57 procent af kaffemaskinesalget.
Kaffen er ikke en luksus
Selvom en del danskere fortsat oplever økonomisk pres, har størstedelen faktisk råd til både det nødvendige og til luksusindkøb, ifølge en undersøgelse fra Landbrug og Fødevarer fra februar 2026. Andelen af danskere, der vurderer at have penge nok til både faste udgifter samt luksus og fornøjelser, er steget fra at ligge på 40 procent i 2023 til 44 procent i januar 2026.
Selvom kaffen for de fleste danskere nok betragtes mere som en nødvendighed end en luksus, er der alligevel flere, der køber espressomaskiner – og de kalder på dyrere kaffebønner. Kiloprisen på de hele bønner er typisk betydeligt højere end på formalet kaffe.
– Danskernes syn på kaffen ser ud til at være tippet over i en form for selvforkælelse. Man vil hellere have færre, men bedre kopper, og så går det ikke ud over budgettet, at bønnerne kan være dyrere. Espressomaskinen er blevet en del af det moderne køkken, hvor teknologi og kvalitet prioriteres i stigende grad. Men vi rådgiver vores kunder om den rette kaffeløsning til hjemmet, uanset om man er til espresso eller filterkaffe, siger Shane McTeigue.
Ifølge Brancheforeningen for Kaffe og Te ligger Danmark på fjerdepladsen over de mest kaffedrikkende nationer i verden – mens vores nordiske naboer Island tager tredjepladsen, Norge andenpladsen og Finland førstepladsen.
Related links
Emner
Kategorier
Skousen er en dansk kæde af hvidevarebutikker med mere end 60 butikker i Danmark. Virksomheden blev grundlagt i 1957 og sælger hvidevarer og køkkenudstyr til både private og erhverv. Skousen er en del af Whiteaway Group, der driver en række online- og detailbutikker i Norden inden for hvidevarer og elektronik. www.skousen.dk