Gå til indhold
Inger Støjberg besvarer kritisk henvendelse fra Forenede Service: ”Vi både kan og bør gøre mere”

Nyhed -

Inger Støjberg besvarer kritisk henvendelse fra Forenede Service: ”Vi både kan og bør gøre mere”

Sikkerheds- og kvalitetschefen i landets næststørste servicevirksomhed Forenede Service har fået udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs reaktion på en kritisk skrivelse om myndighedernes manglende hjælp til virksomhedernes indsats for at integrere personer fra tredjeverdenslande på arbejdsmarkedet.

Myndighederne spænder ben for integration på arbejdsmarkedet.
Sådan lyder overskriften på en skrivelse, som Nils Bjørn Larsen, der er sikkerheds- og kvalitetschef i Forenede Service, i februar sendte til tre ministre og samtlige medlemmer af Beskæftigelsesudvalget i Folketinget. I henvendelsen beretter Nils Bjørn Larsen om nogle af virksomhedernes besværligheder ved at integrere personer fra tredjeverdenslande på arbejdsmarkedet. I hans optik vil mange virksomheder oprigtigt og engageret gerne bidrage til integrationen, men oplever opgaven som umådelig svær at løfte. Og myndighederne hjælper ikke nok. Forenede Service oplever således en daglig frustration og tung administrativ byrde, som er forbundet med emnet, og er desværre ved at komme til den konklusion, at det fremadrettet vil være meget smidigere at ansætte medarbejdere fra et andet EU-land end personer fra tredjeverdenslande. 
Nu har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på foranledning af Beskæftigelsesudvalget besvaret henvendelsen fra sikkerheds- og kvalitetschefen.

Unødvendige stopklodser
Nils Bjørn Larsen skriver blandt andet i sin henvendelse, at virksomhederne løbende pålægges at holde øje med, om en medarbejders arbejds- og opholdstilladelse er gyldig. En tung og besværlig administrationsopgave som samtidig foregår under trussel om bødestraf og fængsel i op til to år fra myndighedernes side. Og hvis en medarbejders arbejds- og opholdstilladelse pludselig bliver inddraget uden virksomhedens viden, modtager virksomheden ikke automatisk information om forholdet. Virksomhederne er pålagt på månedsbasis at skrive og ringe til Styrelsen for International Rekruttering (SIRI) eller Udlændingestyrelsen for at spørge ind til, om en medarbejder stadig oppebærer en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. De procedurer opleves som deciderede og unødvendige stopklodser for virksomhedernes integration af borgere fra tredje verdenslande. 

”Hertil kommer, at såvel Udlændingestyrelsen som SIRI har en meget begrænset telefontid. Der kan ligeledes være optaget på deres telefonnumre, eller vi får ingen svar,” skriver Nils Bjørn Larsen i henvendelsen og oplyser, at for at virksomheden ifølge loven skal handle i god tro, svarer det administrative arbejde i den forbindelse til, at en fuldtidsmedarbejder alle arbejdstimer svarende til to uger hver måned, skal ringe op i de tidsrum, der er til rådighed hos SIRI eller Udlændingestyrelsen.
Nils Bjørn Larsen foreslår også en løsning på problemet:

”Enhver virksomhed i kongeriget Danmark, der har minimum en medarbejder ansat, er nemlig forbundet med Eskat. Den elektroniske mulighed foreligger ved, at myndighederne enten via dette system, meddeler virksomheden, når en given arbejds- og opholdstilladelse inddrages. Eller at SIRI selv sender informationen af sted til os. Styrelserne har informationen og vil smidigt elektronisk kunne overføre oplysningerne til virksomhederne: ”Arbejds- og opholdstilladelse inddraget for NN”. Det er i praksis blot en tabel, som skal oprettes i et givent system og en efterfølgende knap, der skal trykkes på: Send.”

Vi kan og bør gøre mere
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg skitserer i sit svar, at hun ønsker, at det skal være enkelt for arbejdsgiverne at gennemskue om en udlænding har ret til at arbejde her i landet. Hun mener dog også, at udlændingemyndighederne yder en omfattende vejledningsindsats i forhold til virksomhederne, både generelt og konkret.

”Når det er sagt, er jeg enig i, at vi både kan og bør gøre mere for at gøre det så enkelt som muligt for arbejdsgiverne at gennemskue, om en udlænding har ret til at arbejde her i landet. Regeringen vil derfor se på, hvilke yderligere tiltag vi kan implementere for at gøre det lettere for arbejdsgivere at overholde reglerne ved ansættelse af tredjelandsborgere,” skriver hun og henviser til, at der i juni 2014 blev nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der med bidrag fra brancheorganisationerne skal foreslå mulige tiltag, der kan hjælpe arbejdsgivere, så de ikke uforvarende overtræder udlændingeloven, når de ansætter udenlandsk arbejdskraft. Hun oplyser, at arbejdsgruppen forventes at offentliggøre sin rapport med anbefalinger til tiltag dette halvår.

Faktaboks:
Forenede Service
Forenede Service er af landets næststørste Facility Service-virksomhed, der beskæftiger over 3.300 medarbejdere. Virksomheden servicerer dagligt over 2.000 store og små kunder i hele Danmark, og i modsætning til mange andre rengøringsselskaber i branchen er Forenede Service familieejet og dansk baseret.

Note:
Nils Bjørn Larsens henvendelse til ministrene og Beskæftigelsesudvalget i Folketinget er også for nylig blevet optaget i Børsen som en kronik – denne version af teksten er vedhæftet som bilag sammen med ministerens svar.
Billeder i høj opløsning kan downloades nederst på siden. 

Emner

Kategorier

Regions

Vi vil gøre en forskel, for mennesker, for samfundet, for fremtiden.

Forenede Service er Danmarks største privatejede facility service-virksomhed. Vi løser opgaver inden for rengøring, kantine og ejendomsdrift til offentlige og private virksomheder i Danmark.

Forenede Service er en del af Forenede Koncernen som er en familieejet servicekoncern med en omsætning på mere end DKK 2,7 mia. Forenede Koncernen leverer omsorgsydelser og Facility Service gennem virksomhederne Forenede Care og Forenede Service i Danmark og Sverige.