Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Forenede Service investerer i sol og skov frem mod 2030

Forenede Service investerer i sol og skov frem mod 2030

Danmarks største familieejede facility servicevirksomhed indgår to nye strategiske partnerskaber for at understøtte udbredelsen af vedvarende energi og klimaskov. Med initiativerne ønsker Forenede Service at tage ansvar for sin klimapåvirkning og blive en endnu mere attraktiv leverandør af rengøring, ejendomsdrift og kantineløsninger til danske virksomheder.

Gennem to nye partnerskaber vil Forenede Service reducere sin klimapåvirkning og samtidig balancere virksomhedens restemissioner, som frem mod 2030 ikke kan reduceres yderligere inden for rammer, der sikrer en cirkulær og ansvarlig ressourceanvendelse.

De nye partnerskaber er en del af virksomhedens klima- og energistrategi, hvor Forenede Service ønsker at tage proaktivt ansvar for sin klimapåvirkning og samtidig bidrage positivt til kundernes klimaregnskab.

”Med partnerskaberne bidrager vi til udbygningen af vedvarende energi i Danmark, og vi får matchet vores strømforbrug af solenergi. Ved at investere i nordisk klimaskov balancerer vi over en årrække vores CO2-udledning i 2025, og ved at plante nye træer allerede i 2026 balancerer vi vores restudledning, som vi forventer at have i scope 1 og 2 frem til 2030,” siger Henrik Luxhøj, CEO i Forenede Service.

Han fortsætter:

”De to initiativer er et vidnesbyrd om vores dedikation til at tage ansvar for vores klimapåvirkning og om de ambitioner, vi har for at være en attraktiv leverandør for vores kunder – også når det handler om at nedbringe CO2.”

Planter ny klimaskov på forhånd

I partnerskab med Trefadder, som siden 2019 har etableret ny klimaskov i Norge, planter Forenede Service træer, der over tid optager CO₂ svarende til den mængde, som virksomheden forventer at udlede i scope 1 og 2 i 2025.

Fra nytår indgår Forenede Service et nyt flerårigt partnerskab med Trefadder. Det indebærer, at Forenede Service allerede i 2026 planter det antal træer, som i deres levetid vil optage CO2 svarende til virksomhedens forventede restudledninger i scope 1 og 2 frem til 2030. Aftalen indeholder en buffer, så Forenede Services samlede investering i klimaskov med sikkerhed vil overstige de beregnede udledninger.

Mie Levi Fenger, CEO i Trefadder i Danmark, siger:

”Næste år planter vi skov svarende til den udledning, Forenede Service forventer at udlede fra 2026 - 2030 ifølge deres klimareduktionsplan. Denne proaktive tilgang til CO2-godtgørelse – altså at man planter forud for sin udledning og ikke på bagkant – er ny og beundringsværdig. Det er især vigtigt, da én af de store udfordringer med skovrejsning er tiden. Fra du planter et træ, til det vokser sig stort og absorberer CO2 i større skala, er der en tidsforskydning på 5-10 år.”

Fakta om Forenede Services nye klimapartnerskaber

Klimaskov med Trefadder

Trefadder er et norsk firma stiftet i 2019, som er specialiseret i at rejse ny klimaskov på ordentlige vilkår og med fuld transparens. I år håndplanter Trrefadder træ nr. 1 mio., mens firmaet yderligere har 20 mio. træer på vej finansieret af firmaer, der som Forenede Service ønsker at bidrage til at rejse klimaskov.

Den nyplantede skov opfanger CO₂, som omregnes til CO₂-kreditter, hvor 1 ton CO₂ svarer til én klimakredit.

Mange virksomheder bruger disse klimakreditter til at balancere restemissioner, som i dag ikke kan reduceres af teknologiske eller økonomiske årsager.

Klimakreditter har i mange år været udskældt for manglende kontrol og gennemsigtighed. Trefadder gør det anderledes. Deres model bygger på:

    • Nordisk skovrejsning på marginaljord – uden konkurrence med landbrug
    • Dokumenteret CO₂-fangst med data og droneovervågning
    • 100 - 150-årige skovcyklusser med genplantning efter høst.

    Vedvarende energi med The 0-Mission

    I et partnerskab med den danske startup, The 0-Mission, abonnerer Forenede Service på produktion af strøm fra en danskudviklet solcellepark på Norddjurs.

    I 2025 abonnerer Forenede Service på oprindelsesgarantier (GoO) via The 0-Mission svarende til 303 MWh årligt. GoO’erne stammer fra en solpark på Norddjurs, der er 100 % privatfinansieret.

    Med partnerskabet bliver hele strømforbruget i Forenede Service nu matchet af solenergi. Det medfører en betydelig reduktion i virksomhedens CO₂-udledning.

    Solparken på Norddjurs:

    • Er bygget med genanvendelighed for øje: 95 % af materialerne er genanvendelige
    • Er etableret så den understøtter biodiversitet: Solparken giver plads og ro til hjemmehørende planter og dyr. Der er etableret en billevold og et 4 km langt naturhegn, der over tid vil skjule parken og give levesteder til insekter og bestøvere
    • Er bygget på ordentlige vilkår: Solparken er bygget af medarbejdere ansat på vilkår, der matcher nærmeste overenskomst.

    Fakta om Forenede Services klimaarbejde
    I dag måler og håndterer Forenede Service udledninger i scope 1 og 2.


    Fra 2026 kortlægger virksomheden udledninger i scope 3. Med det fulde billede af Forenede Services samlede klimaaftryk i scope 1, 2 og 3, lægger Forenede Service en klimareduktionsplan med betydning for etableringen af klimaskov i samarbejde med Trefadder.

    For mere information kontakt venligst

    Morten Laasholdt, Rådgiver i Laasholdt & Grønbæk PR & Kommunikation, tlf.: 31 17 71 17

    Emner

    Kategorier

    Regions


    Forenede Service er Danmarks største privatejede facility service-virksomhed. Vi løser opgaver inden for rengøring, kantine og ejendomsdrift til offentlige og private virksomheder i Danmark.

    Forenede Service er en del af Forenede Koncernen som er en familieejet servicekoncern med en omsætning på mere end DKK 2,7 mia. Forenede Koncernen leverer omsorgsydelser og Facility Service gennem virksomhederne Forenede Care og Forenede Service i Danmark og Sverige.

    Kontakt

    • plantning-i-regnvejr-scaled.jpg
      Licens:
      Brug i medier
      Filformat:
      .jpg
      Størrelse:
      1920 x 2560, 1,15 MB
      Download