Pressemeddelelse -
Her er priserne på Mercedes EQA
Den nye Mercedes-Benz EQA er kun netop blevet præsenteret for verdenspressen, men allerede nu er Mercedes-Benz i Danmark klar med priserne på den elektriske kompakt-SUV, som begynder ved 400.000 kr.
Den nye Mercedes-Benz EQA er tredje model i rækken fra Mercedes-EQ og samtidig mærkets første fuldelektriske model i kompaktsegmentet. Og selvom konfettien fra verdenspremieren i januar knapt har nået at lægge sig, er den danske Mercedes-Benz-importør allerede klar med priserne, som begynder ved 400.000 kr.

I første omgang er det muligt at bestille Mercedes-Benz EQA 250, som stiller til start med 190 hestekræfter, forhjulstræk og en officiel rækkevidde på op til 426 kilometer efter WLTP-standarden. Lithium-ion-batteriet på 66,5 kWh kan lades med en effekt på op til 100 kW, og dermed er det muligt at lade batteriet fra 10 til 80% på ned til 30 minutter, mens en opladning i en Wallbox med 11 kW fra 10 til 100% tager ca. seks timer.
Masser af udstyr
Mercedes-Benz er kendt for sit høje udstyrsniveau, men i EQA er niveauet usædvanligt højt. Listen tæller blandt andet LED High Performance forlygter med automatisk fjernlysassistent, parkeringspakke med sensorer og integreret bakkamera, blindvinkelassistent, tyveripakke, elektrisk bagklap og 18” letmetalfælge. I kabinen finder man desuden ambientebelysning i 64 farver, digital instrumentering med to store 10,25” mediadisplays og MBUX Electric Intelligence-navigation.

Derudover følger også flere services med til den nye EQA. Mercedes me App’en giver således 1 års gratis adgang til Mercedes me Charge og IONITY-netværket, som gør det muligt at lade nemt, hurtigt og billigt i hele Europa, ligesom funktioner som forklimatisering af kabinen og overvågning af bilens lokation er gratis de første 3 år og herefter kan tilkøbes i Mercedes me Store.

Ekstraudstyr i overflod
Ekstraudstyrslisten til EQA er særdeles spændende læsning, uanset om det gælder sikkerhed, komfort eller design. Mercedes-Benz' avancerede førerassistentpakke fås for bare 11.900 kr. og byder blandt andet på den adaptive fartpilot DISTRONIC, aktiv vognbaneassistent, aktiv hastighedsassistent og sideairbags ved bagsædet.
Med Premiumpakke PLUS til 40.000 kr. får man blandt andet MBUX teknikpakke med head-up display og MBUX interiørassistent, panorama-elskydetag, Burmester SoundSystem, parkeringspakke med 360 graderskamera og el-justerbare forsæder.
Når det gælder det sportslige udtryk, er der ingen vej uden om AMG-pakken, som fås fra 14.900 kr. og inkluderer komplet AMG-bodystyling, mørktonede ruder, AMG-måtter, sportspedaler, sort indtræk i ARTICO/DINAMICA med røde kontrastsyninger og 18” AMG letmetalfælge.
Det er desuden både muligt at tilvælge dashcam og svingbart træk op til 750 kg, ligesom EQA fås i et væld af lakeringer.
Læs mere om den nye Mercedes-Benz EQA på mercedes-benz.dk
Emner
Kategorier
Mercedes-Benz Danmark A/S er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark, og er en del af den globale bilkoncern Daimler AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland. Salg af nye biler foregår gennem et netværk af autoriserede og selvstændige forhandlere, ligesom vi har et veludbygget netværk af autoriserede serviceværksteder. Vores søsterselskab Mercedes-Benz Finans Danmark tilbyder bilfinansiering og andre bilrelaterede serviceydelser. Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 250 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.