Blogindlæg -
Månedens journalist: Rikke Gustavsen - Kristeligt Dagblad
Foto: Paw Gissel
13 hurtige til Rikke Gustavsen.
Jeg er uddannet journalist fra Roskilde Universitet i 2013.
Jeg arbejder på Kristeligt Dagblad og har gjort det siden juli 2014.
Mine primære stofområder er: Jeg er ansat som sundheds- og samfundsreporter på Kristeligt Dagblads indlandsredaktion.
I øjeblikket skriver jeg derfor mest om sundhed. Men jeg laver også mange socialhistorier, bliver altid lykkelig for en kriminalhistorie og dækker også gerne integration og ekstremisme.
Det bedste ved at være journalist er, at en krøllet hjerne er et plus. Man kan få en mærkelig idé i badet, lave et par opkald til potentielle kilder eller case-personer, og så ellers stå hvor som helst samme eftermiddag bevæbnet med blok, papir og nysgerrighed.
En god pressemeddelelse indeholder en kort opsummering og en præcis angivelse af, hvad der er nyt. Hvis der trækkes på en undersøgelse, vil jeg vide i toppen, hvor valid den er. Jeg vil ikke fodres med ordflom og så finde ud af nederst, at pressemeddelelsen baserer sig på en rundspørge blandt 15 personer. Det sker ofte. Hvis jeres undersøgelse ikke holder, så lad være med at tage udgangspunkt i den, så find en anden anledning til at kontakte mig. Men det er sjældent, at jeg transformerer en pressemeddelelse til en avishistorie, for alle de andre medier har sikkert fået den samme pressemeddelelse, og så er der risiko for, at den har ligget på netmedierne et halvt døgn, før jeg kan nå at få den i avisen. Kontakt mig hellere, inden I sender den ud.
Jeg abonnerer på en masse nyhedsbreve, og her er der ofte gode historier at finde, som ikke er
rundsendt til alle de andre medier. Men jeg vil opfordre til, at I ikke sender nyhedsbreve ud
fredag eftermiddag, hvor nyhedsbrevet kan drukne i weekendens mails, blive forældet eller blive
rablet af i en note, fordi weekendbemandingen er minimal.
Det bedste tidspunkt på døgnet at sende pressemeddelelser til mig er morgen og formiddag, fordi så kan jeg måske nå at få den med på redaktionsmødet samme dag.
På en gennemsnitlig arbejdsdag modtager jeg cirka 15-20 pressemeddelelser, 4 henvendelser per telefon og 2-4 via twitter og Facebook.
Når historier skal pitches til mig, foretrækker jeg at blive kontaktet via telefon. Jeg vil gerne have et kort orienterende opkald og en mail bagefter.
Når I ringer, spørger jeg, hvad der er nyt, og om I har kontaktet andre medier. Hvis jeg vurderer, at der ikke er noget nyt, eller I har afsat historien et andet sted, så behøver jeg ikke at bruge mere tid på det, medmindre historien er så god, at vi skal have den, selvom I har pushet den til andre også. Hvis det lyder til, at der er en historie, bliver jeg til gengæld glad for en mail med detaljer.
Den vigtigste egenskab for en journalist anno 2014 er i mine øjne: Det er vigtigt at være kritisk, ikke lade sig besnakke og at gå fair og uimponeret til alle kilder.
Og så skal man kunne fortælle i et sprog og med en nerve, så læseren ikke tjekker ud af teksten efter to minutter for at få sit næste fix på de sociale medier.
Jeg synes, Twitter er et glimrende research-værktøj. Det er ofte her, jeg ser en historie først.
Hvis jeg skulle give ét råd til PR- og kommunikationsmedarbejdere, så skulle det være: Sæt jer ind i, hvem I forsøger at pushe en historie til. Jeg får rigtig mange forslag til historier tilsendt, som rammer helt uden for Kristeligt Dagblads skive.
Bonusspørgsmål: Du skriver bl.a. om emner såsom pædofilianklager og hjemløses
udfordringer. Hvordan påvirker det dig, når du skal fordybe dig i den type historier?
Jeg er altid på ”hej” med forarmede gademusikanter, hjemløse, skilteholdere og tiggere i gaden. Jeg betragter dem ikke som særlige stakler, og de er ofte så fulde af humor og stolthed under det lidt slidte ydre, at de ikke bryder sig om at blive ynket. Så det gør jeg ikke. Jeg ser dem bare. Hilser og smiler. Det er det samme, jeg gør, når jeg skriver. Jeg registrerer dem uden at tage deres værdighed fra dem ved at ynke dem, som sådan påvirker det mig ikke mere at skrive om hjemløse end om politikere. Men det er klart, at der er hjemløse-historier, som er vigtige at fortælle, og det er nok også sådan, jeg har det, når jeg skriver om fædre, der har mistet kontakten til deres børn på grund af grundløse pædofilianklager. Det er først og fremmest vigtigt at få dokumenteret og fortalt historierne.
Næste gang skal spørgsmålene besvares af Anders Kongstad fra SnapKanalen. Vi har arbejdet sammen på Jyllands-Posten, og han har startet et helt nyt medie via Snapchat. Det er godt tænkt.
Links og kontaktoplysninger til Rikke Gustavsen:
