Pressemeddelelse -

NorthSide fejrer Skovens Dag

På Skovens Dag tager danskerne traditionelt i skoven for at nyde den danske natur. Men i år vil festivalen NorthSide og Verdens Skove i samarbejde fejre dagen ved at samle danskerne i kampen for at bevare regnskoven. Derfor lancerer NorthSide i denne uge en indsamling til fordel for regnskoven i Nicaragua. Målet er at samle penge ind til at redde et regnskovsområde på 30.000 m2, hvilket er størrelsen på NorthSides festivalplads.

Indsamlingen kører fra i dag 2. maj og frem til 16. juni. I den periode vil NorthSides gæster blive opfordret til at oprette deres egen indsamling og samle ind til formålet under en stor paraplyindsamling, og den, der indsamler flest penge, vil blive offentliggjort på storskærmene under festivalen søndag 16. juni og blive belønnet med 2 partout-billetter til NorthSide 2014.

”NorthSide er med deres indsamling ikke kun med til at bevare et regnskovsområde i et af de lande i verden, hvor den største afskovning finder sted. Det, at de involverer deres netværk i indsamlingen, er også med til at sætte regnskoven på dagsordenen i Danmark, og det er en uvurderlig hjælp i vores arbejde”, siger Nanna Brendholdt Thomsen, forkvinde i Verdens Skove om betydningen af samarbejdet.

Hvorfor regnskoven?

I 1980’erne og 90’erne var 200.000 danskere med til at bevare regnskov i Costa Rica og Ecuador, der står frodig og grøn den dag i dag. NorthSide og Verdens Skove vil nu samle danskerne for at hjælpe lokale bønder i Nicaragua i deres arbejde for at bevare den regnskov, der står på deres jord.

Bevarelsen af et regnskovsområde på størrelse med festivalpladsen er en naturlig forlængelse af NorthSides ønske om at have en grøn-profil, og om samarbejdet med Verdens Skove siger talsmand for NorthSide, John Fogde:

”Det er ikke nogen hemmelighed, at man skal bruge enorme mængder træ for at opbygge en festival som NorthSide, og det er vi meget bevidste om. Derfor er vi rigtig glade for at kunne sætte gang i et samarbejde med Verdens Skove, hvor vi ikke bare kan være med til at bevare en del af regnskoven, men også være med til at sætte fokus på regnskovens bevarelse. Det gør vi ikke kun gennem en indsamling, men også ved at omdanne Caminoen, der går fra Aarhus midtby til festivalpladsen, til en oplevelsestur med fokus på regnskoven, hvor man vil kunne opleve alt fra sommerfugle i stenpapir over jungleskuespil til fotoudstilling af regnskovsområder i verden og motorsavskunst”.

Indsamling: NorthSide for regnskoven

For uddybende information:
Tim Whyte, kommunikationschef i Verdens Skove, tw@verdensskove.org, 6130 9120
John Fogde, talsmand hos NorthSide, john.fogde@northside.dk, 86 120 121


Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • aarhus
  • bæredygtighed
  • festival
  • northside
  • northside festival

NorthSide 2013 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 14.-16. juni. Billetter kan købes via Billetlugen.dk.

Besøg NorthSide.dk eller facebook.com/northsidefestival for mere info om NorthSide 2013.

Kontakt

Relateret materiale

  • NorthSide lancerer dokumentarserie

    I denne uge kan man genopleve NorthSide 2012 i en dokumentarserie i fem afsnit, der har premiere på Northside.dk og Politiken TV

  • NorthSide tager ansvar

    Bæredygtighed er i fokus i forbindelse med NorthSide 2013, hvor festivalen gennem kampagnen Lead the Way vil både informere og aktivere publikum og samarbejdspartnere til at tage ansvar.