Pressemeddelelse -
En ny hvalp i huset – del 3: Alene hjemme
Vi er nu nået til det tidspunkt, hvor hvalpen har fundet sig godt til rette og er tryg ved sin nye familie. I den kommende tid skal den lære en masse nye ting, og det betyder blandt andet, at den skal lære at være alene hjemme. Hunden er et socialt flokdyr, og derfor er det helt unaturligt for den at blive forladt af sin flok. I naturen er det den sikre død for en lille hvalp, hvis den bliver overladt til sig selv, og nu er det dig og din familie, som hvalpen betragter som den flok, den hører til og som vil passe på den. Derfor skal den ganske gradvist lære, at det ikke er en katastrofe at være alene, og at I kommer tilbage til den igen.
Mange adfærdsbehandlere bliver konsulteret af ulykkelige hundeejere, som har store problemer med hunde, der ikke kan klare at være alene hjemme. Derfor er det uhyre vigtigt, at hvalpen fra starten lærer, at det ikke er farligt for den, at familien tager i skole og på arbejde.
Personligt synes jeg, det er en god idé at holde nogle ferieuger i forbindelse med, at hvalpen kommer hjem. Så har man mulighed for gradvist at træne hvalpen til at være alene, uden at den på én gang bliver kastet ud i at blive forladt i måske flere timer. Det er dog vigtigt, at man så også bruger ferien til alene-hjemme-træning i stedet for at være omkring hvalpen 24 timer i døgnet, hvorefter man uden træning forlader den en hel arbejdsdag.
Jeg har gode erfaringer med at lære hunden at opholde sig i et bur, når jeg ikke er hjemme, eller hvis jeg ikke har mulighed for at holde øje med den. Denne artikel vil beskrive, hvordan man kan lære hvalpen at være alene hjemme – uanset om den skal være i bur eller ej.
Fordele ved at bruge et bur
Et korrekt anvendt bur har den fordel, at man har fuldstændig styr på hvalpen eller den voksne hund, når den ikke er under opsyn. Den kan for eksempel ikke ved et uheld komme til at bide i livsfarlige elledninger eller andet inventar, som den kan finde på at kaste sig over, når den keder sig. Hunden vil også betragte buret som et fristed, som den selv vil søge hen i, når den ønsker ro. Man kan betragte buret som en hundekurv – blot med loft og sider. Mange hundejere, som tager hunden med på besøg eller til udstillinger og konkurrencer, har ofte et bur med, som hunden betragter som sit hjem.
Hvis du vil lære din hund at være i bur, er det vigtigt at understrege, at man skal bruge buret med omtanke. Det må ALDRIG bruges som en straf for hunden, men derimod som et fristed, hvor den føler sig tryg og kan slappe af. Det er også vigtigt at understrege, at buret skal være så stort, at hunden kan stå oprejst, ligge helt udstrakt og vende sig uden besvær, og det skal naturligvis udstyres med en god madras i bunden.
Glem heller ikke, at hunden skal have adgang til vand i buret. Man kan købe specielle transportable hundebure i både metal og stof, men i indlæringsfasen er metalburene at foretrække, da en hvalp nemt kan ødelægge et stofbur. En anden mulighed er, at man selv bygger et bur til den i for eksempel bryggerset eller et andet sted i huset, hvor man ønsker, at hunden skal være, når den er alene.
Kontroversielt emne
Indrømmet – det er et kontroversielt emne! Jeg bliver ikke sjældent mødt med løftede øjenbryn, når jeg fortæller, at mine hunde opholder sig i specialbyggede bure, når de er alene hjemme. ”Dyremishandler” – ”Burhøns” – ”Tremmekalve” – lyser det ud af folks øjne. Men mine hunde er glade for deres bure. De lukker endda selv døren op ud til gangen, hvor burene står, når de kan mærke, at det er den tid, hvor vi skal på arbejde. Når jeg så kommer derud, sidder de pænt i hvert sit bur og venter forventningsfuldt på den godbid, de ved, er på vej.
Blandt andet har jeg en tæve, som jeg tog til mig, da hun var et år gammel. På det tidspunkt havde hun udelukkende boet i en stald, og hun var ikke ordentligt socialiseret, for at sige det mildt! I de seneste tre år har hun heldigvis lært, at verden udenfor stalden ikke er farlig, men støvsugeren – den vænner hun sig nok aldrig til! Når den bliver taget frem, lyser panikken stadig ud af hendes øjne. Jeg har forsøgt at lukke hende ud i haven, mens jeg fjerner nullermændene, men det allerbedste, jeg kan gøre for hende, er at lukke døren op til gangen med hendes bur. Så spurter hun fra haven gennem hele huset og ud i sit bur, og der slapper hun af, selvom både buret og døren mellem gangen og stuen står åben. Buret er åbenlyst hendes trygge fristed.
Buret skal være et rart sted
Den indledende burtræning foregår altid, uden at lågen på noget tidspunkt bliver lukket. Hvalpen skal frit kunne forlade buret, når den har lyst. Men mange ting, som hvalpen synes, er dejlige, foregår i buret. For eksempel kan man fodre hunden i buret, nusse og kæle for den, lade den finde godbidder, og man kan lege ligeså stille med den, mens den er derinde. Et kødben og noget af hvalpens legetøj er også en god ting. De fleste hvalpe vil i løbet af relativt kort tid synes, at buret er et dejligt fristed. Det er især vigtigt, at eventuelle børn respekterer, at buret er et sted, hvor hvalpen skal have fred og ro. Når hvalpen falder i søvn – og det gør den ofte, mens den er lille – kan man stille og roligt bære den ind i buret. Hvis man har et transportabelt bur, er det at foretrække, at det i indlæringsfasen står i stuen eller køkkenet, så hvalpen oplever, at den stadig er en central del af familien.
Alene hjemme
Når hvalpen er tryg ved buret, kan man begynde at træne den i at være alene hjemme. Hvalpen skal naturligvis være luftet godt, inden man sætter den ind i buret, og nu skal lågen lukkes. Man kan give den et kødben og strø nogle godbidder i bunden af buret, så hvalpen er beskæftiget, når man forlader den. Det er derimod ikke en god idé at lege stressende lege med den, inden man går fra den. Stresslege får adrenalinet frem, og så er det svært for hvalpen at slappe af. Man kan i stedet lave lidt næsearbejde med den, inden man tager afsted, for det trætter, uden at adrenalinet pumper rundt i kroppen. Vi kommer i en senere artikel nærmere ind på, hvordan man kan lave næsearbejde med sin hvalp.
Bær altså hvalpen ind i buret og luk lågen. Undlad at ynke hunden eller give den lange ”foredrag” om, at ”mor/far skal på arbejde, så nu er du nødt til at være alene”, eller andre ”foredrag”, som først og fremmest skal dulme din egen dårlige samvittighed over, at du nu forlader hvalpen. Du skal i stedet udstråle, at det er den naturligste ting i verden.
De fleste hvalpe vil nu være beskæftiget med at søge efter godbidderne eller hygge sig med kødbenet, men selv om hvalpen måske er ked af det og piver eller gøer, så skal du nu gå målrettet ud af døren og lukke den efter dig. Hvis hvalpen er rolig, venter du et til to minutter, hvorefter du går ind og roser hvalpen og lukker buret op igen. Er hvalpen derimod urolig, er det vigtigt, at du først åbner døren i præcis det øjeblik, hvor den er rolig. Hvis du går tilbage til den, mens den piver eller gøer, lærer den, at den får jackpot i form af, at du kommer tilbage, hvis den ”kalder” på dig. Ynk aldrig en hvalp eller voksen hund, som er bange eller ked af det – det forstærker kun dens utryghed. Lad i stedet som ingenting og tal opmuntrende til den.
Tiden øges gradvist
Hvis du ikke ønsker at lære hvalpen at være i bur, følger du samme fremgangsmåde som netop beskrevet, hvor du blot efterlader hvalpen i et rum, hvor du er sikker på, at den ikke kan komme til skade. Pas som tidligere nævnt især på elledninger, som kan være dødelige for hunden eller hvalpen, hvis den bider i dem. Og erfaringen viser desværre, at elledninger er særdeles attraktive for især hvalpe at smage på.
Alene-hjemme-træningen kan gentages adskillige gange i løbet af en dag. Efterhånden som hvalpen finder ud af, at det ikke er en katastrofe, at den bliver forladt, kan du gradvist øge den tid, der går, inden du kommer tilbage. De fleste hvalpe kan lære at være alene hjemme i løbet af en to til tre uger lang ferie.
Aldrig straf
Når hvalpen skal lære at være alene hjemme, er den formentlig endnu ikke renlig. Derfor er der sandsynlighed for, at der er sket et ”uheld”, når du kommer hjem til den. Det er vigtigt, at du ALDRIG skælder hvalpen ud i den situation – hverken verbalt eller med dit kropssprog. For det første aner hvalpen ikke, hvad du skælder ud over. Den oplever kun, at du er vred over et eller andet, den overhovedet ikke forstår. Og for det andet opnår man intet som helst ved at skælde hvalpen ud over, at den har besørget indendørs. Som al anden træning skal renlighedstræning foregå ved positive indlæringsmetoder (som vi beskrev i en tidligere artikel).
Det nytter heller ikke at skælde hvalpen – eller for den sags skyld en voksen hund – ud, hvis du kommer hjem og den har ødelagt sofapuden, gulvtæppet eller bordbenet (endnu en god grund til at hunden er i et bur!). I de ganske få tilfælde, hvor man kan blive nødt til at skælde sin hund ud, skal det ske samtidig med hundens handling og hverken 5 sekunder eller to timer senere. Hunde lever i nuet, og de kan udelukkende forbinde både ros og straf med deres umiddelbare handling.
I senere artikler vil vi fortælle mere om, hvordan man kan lære hvalpen nogle af de mange andre ting, den skal kunne, for at den kan blive et velfungerende medlem af en familie.
Related links
Emner
- Detailhandel
Kategorier
- hvalp
- hvalpe
- træning
- opdragelse
- dyrefoder
- kæledyr
- olivers petfood
- petfood
Foder er et spørgsmål om holdninger!
OLIVER’S er foder i luksus/superpremium kvalitet fremstillet udelukkende af de bedste ingredienser, leveret direkte til dig uden fordyrende mellemled.
OLIVER'S har eksisteret siden 1998. Fokus på kvalitet og uovertruffen service har fra begyndelsen givet os en solid vækst, og vi står i dag som et oplagt valg for kvalitetsbevidste hunde- og katteejere, herunder opdrættere, politi, foreninger m.v.
Vores sortiment dækker alle behov, fra den lille killing til den ældre allergiplagede hund, og vi tilbyder en service, der blandt andet inkluderer gratis levering ved køb for blot 225 kr. og imødekommende og særdeles kompetent telefonrådgivning alle hverdage fra kl. 8-17:30.
Mere end nogensinde er foder et spørgsmål om holdninger. I OLIVER’S taler vi om livskvalitet til hunde og katte. Måltider der både er velsmagende og sammensat med de rigtige ingredienser er uendeligt langt fra betegnelsen hundeæde. Unødvendigt ville nogen sige. Hos OLIVER'S er vores holdning meget klar, vi vil ikke bruge andet end det bedste til vores egne hunde og katte, så hvorfor skal du?
Har du lyst til at opleve, hvor meget OLIVER’S kan betyde for din hund eller kats livskvalitet, så kik videre på olivers.dk.
Det ville glæde os at kunne byde dig velkommen til den efterhånden store familie der bruger OLIVER'S.
Med venlig hilsen
Alle os i OLIVER'S