Pressemeddelelse -
Den nye Porsche Cayenne: Udviklet virtuelt, bekræftet i virkeligheden
Under udviklingen af den kommende fuldt elektriske Cayenne har Porsche i højere grad end nogensinde gjort brug af digitale testprocesser. Alligevel forbliver mennesket en uundværlig del af processen.
Med skabelsen af den nye Cayenne Electric demonstrerer Porsche, hvordan digital transformation og ingeniørekspertise kan arbejde hånd i hånd. Den traditionelle testfase med individuelt håndbyggede prototyper har ikke i samme omfang været nødvendig, da de omkring 120 prototyper, som udviklingen af den nye SUV tidligere ville have krævet, i vid udstrækning er blevet erstattet af digitale udgaver. I stedet for at teste fysiske biler har ingeniørerne allerede i designfasen anvendt digitale prototyper i virtuelle testkørsler.
“Dette projekt er det første, hvor vi er gået direkte fra digitale tests til at producere fysiske præproduktionsbiler, som er tættere på de færdige udgaver, end fortidens prototyper,” forklarer Michael Steiner, vicebestyrelsesformand hos Porsche AG og medlem af direktionen for Research & Development.
Udviklingen af Cayenne Electric viser, at simulation og kunstig intelligens radikalt har ændret – og forkortet – test af prototyper. Arbejdet har hvilet på tre søjler: digitaliserede testruter fra Nürburgring til hverdagstrafik, Weissach-ingeniørernes årtiers erfaring fra fysiske testkørsler samt den markant øgede regnekraft i moderne simulationssystemer. Disse elementer har gjort det muligt ikke blot at visualisere den nye Cayenne virtuelt, men også at testkøre bilen i et digitalt miljø.
Banebrydende testteknologi
I udviklingsfasen, hvor komponenterne kun eksisterer digitalt og derfor let kan justeres, benyttede ingeniørerne virtuel virkelighed (VR) til at udføre de første testkørsler af den nye SUV. Resultaterne af disse digitale tests blev senere bekræftet på en fysisk testbænk med rigtige komponenter.
Til dette formål udviklede Porsche en helt ny testbænk, som gør det muligt at afprøve drivlinje, batteri, energistyring og ladesystemer samlet under realistiske forhold. Testbænkens fire kraftfulde synkromotorer kan programmeres til præcist at simulere forskellige underlag, accelerationsmodstand og de kræfter, der opstår under rekuperation og nedbremsning.
“Denne testbænk er så avanceret, at vi kan simulere selv små detaljer som forskellige typer asfalt eller hjulspind. Et spektakulært eksempel er en omgang på Nürburgring Nordschleife, hvor der køres helt til grænsen. Inputtet leveres af den virtuelle prototype, og alle simulerede impulser sendes i realtid ind i testbænken. Under alle forhold skal bilen altid levere fuld effekt i det øjeblik, føreren kræver det,” forklarer Marcus Junige, ingeniør hos Porsche AG.
På hvert punkt af Nürburgring-omgangen sammenlignes de målte værdier på testbænken med data fra den digitale tvilling. At der stort set ikke er afvigelser, som kræver korrektion efter de fysiske tests, bekræfter simulationens høje præcision.
Menneskelig erfaring sætter stadig standarden
Men lige så præcis som simulationen er, lige så afgørende er den menneskelige faktor.
“I sidste ende er det kun mennesker, der kan lægge den sidste hånd på værket. Testkørernes erfaring og føling er afgørende for at opnå den perfekte balance i køredynamikken – især på racerbanen. Uanset om det gælder kørsel i byen, på motorvejen eller offroad, er det mennesket, som har det sidste ord,” forklarer Sascha Niesen, Team Leader Overall Vehicle Testing ved Porsches udviklingscenter i Weissach.
Testkørsler under ekstreme klimaforhold er fortsat en ufravigelig disciplin hos Porsche. I områder som Mellemøsten og Death Valley i USA måtte blandt andet klimaanlæg og det termiske system for batteri og drivlinje gennemgå krævende tests ved temperaturer helt op til 50 grader. I det nordligste Skandinavien, hvor temperaturen kan nå minus 35 grader, omfattede testprogrammet koldstarter, vejgreb, bremseadfærd og køreprogrammernes effektivitet.
Og naturligvis har også opladning været i fokus: Uanset hvordan Cayenne Electric er blevet kørt inden et ladestop, og uanset klimaet, skal den altid være klar til lynopladning.
Præcision og effektivitet i næste gear
Disse tests simulerer et helt bilejerskab under forhold, så barske at kun få kunder vil opleve dem – og de fleste aldrig. Under typiske testforhold tilbagelægger præproduktionsbilerne over 150.000 kilometer på blot få måneder – i bytrafik, på landeveje, motorveje og i terræn.
Fra crash-laboratorier og udholdenhedstests til afprøvning under ekstreme forhold: Kombinationen af digital udvikling og virkelige tests viser sin styrke på alle områder. Den gør udviklingsprocessen mere præcis og effektiv. Sammenlignet med en traditionel udviklingsstrategi er tidsplanen for Cayenne Electric desuden reduceret med 20 procent. Og endelig er virtuelle tests mere ressourceeffektive takket være et lavere materialeforbrug.
Emner
Kategorier
Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).