Pressemeddelelse -

Unge sætter mental trivsel på den politiske dagsorden

Af Julie Rytter Eriksen, frivilligkoordinator i Det Sociale Netværks initiativ "Unge På Vej"

Unge bliver hele tiden målt og vejet. Vi bliver belønnet for at gøre vores uddannelser færdige, dele vores hverdag på sociale medier, gøre os attraktive på arbejdsmarkedet samtidig med vi skal nå at se vennerne, hjem til familiefødselsdage, og finde en kæreste, som vi har det godt sammen med, mens vi forbliver selvstændige og uafhængige.

Forestil dig, at skulle gøre alle de ting samtidig med du har en depression, har angst, er stresset, har lavt selvværd, er selvskadende eller rigtig ked af det grundet problemer i familien, med venner eller i skolen.

Det er virkeligheden for mange danske unge. Vi har en kultur hvor vi kan vise alt det gode frem, mens det der ikke går så godt bliver gemt væk, fordi det er svært at tale om.

Det første ungepsykiatritopmøde
I denne weekend satte 50 unge fra nordiske NGO’er, der arbejder med mental sundhed, sig sammen hos Det Sociale Netværk for at diskuterer unges udfordringer og ikke mindst for at finde fælles løsninger på en problemstilling, som ikke er Danmarks alene.

Vi hører fra vores nordiske kolleger, at også deres unge mistrives og er ved at vælte under presset af konstant at skulle præstere – samtidig med at vi får tudet ørerne fulde af, at vi har alle muligheder foran os.

Hvis jeg kunne lave noget om, så var det at mine venner og jeg selv havde vidst mere om mental sundhed tidligere, og hvad man skal gøre når man har det svært.

Som koordinator hos Unge på Vej møder jeg ved hvert oplæg om psykisk sårbarhed for børn og unge, taknemmelighed fra både unge og voksne over, at vi taler om det der er svært, men nødvendigt.

Og netop derfor er topmødet om mental trivsel vigtigt, for de unges indsats og anbefalinger kan hjælpe rigtig mange andre unge til en nemmere hverdag og et bedre liv.

Lyt til ungdommen
Unge skal høres når det kommer til forebyggelse af mistrivsel hos unge. Helt konkret skal mental sundhed sættes på skoleskemaet i folkeskolen og på ungdomsuddannelser.

For sundhed er ikke kun fysisk sundhed, det er også mental sundhed. Vi skal turde at tale om det der er svært, og stoppe med at være berøringsangste når det kommer til svære problemer.

For at forebygge at børn og unge mistrives, skal vi lære dem, at det er okay at være ked af det, men at det ikke skal være normalen.

At det er vigtigt at tale om sine problemer, hvor man kan få hjælp henne og hvordan man kan hjælpe sine venner, og det kan vi gøre ved at sætte mental trivsel og sundhed på skoleskemaet, og derigennem skabe en kultur hvor unge har det godt mere af tiden og ikke kun udadtil.

Politiske Visioner
Derudover skal politikkere, organisationer og institutioner være bedre til at bringe relevant viden og erfaring om sårbarhed fra unge i spil for at forhindre sårbarhed og sætte tidligere ind med forebyggelse.

Det var netop nogle af anbefalingerne fra Nordisk Ungepsykiatritopmøde - anbefalinger der mandag blev afleveret og debatteret på Christiansborg.

Unge har forstået vigtigheden af at trives og have det godt, og samtidig ser vi også udfordringer og plads til forbedring for at hjælpe andre unge med ikke at ende i samme situation som os selv.

Ingen fortjener, at lade problemer vokse i tavshed. Nu er vi kommet med vores visioner, og vi håber inderligt, at de nordiske parlamenter tager dem alvorligt. 

Related links

Emner

  • Uddannelse

Det Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er formanden Benedikte Kiær (K), der til dagligt er borgmester i Helsingør.

Foreningen Det Sociale Netværk arbejder for at være en stærk stemme og skabe bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende, og at samfundet i stigende grad fokuserer, inkluderer og accepterer psykisk sårbare.

Det Sociale Netværk står for en lang række projekter, der primært hjælper børn og unge, men fokus er også pårørende og psykisk sårbare. Det Sociale Netværk står bag initiativet headspace, der i dag findes i 16 forskellige byer, og som yder uvildig rådgivning til børn og unge mellem 12-25, der savner nogen at tale med. headspace er båret af frivillige. Her er ingen journaler, du kan være anonym og ingen problemer er for store eller små.

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40

Relateret materiale