Gå til indhold
Rhineland Tower K1 © Bernd Pieroth
Rhineland Tower K1 © Bernd Pieroth

Nyhed -

Gode udsigter i Tyskland på vej

I Tyskland er arbejdet med at opføre vredens højeste udsigtstårn i træ begyndt i byen Kerpen. Det færdige udsigtstårn får en højde på 170 meter og bliver dermed højere en den berømte domkirke i Köln. Også i Harzen er der gang i tårnbyggeriet, hvor et nyt spektakulært observationstårn på 65 meter er under opførelse.

Der er gang i de tyske kraner for tiden!

Både i Nordrhein-Westfalen og i Harzen er der påbegyndt byggeriet af udsigtstårne, der både får status af lokale vartegn og turistattraktioner.

I Kerpen jagter man intet mindre end verdensrekorden, for byen, der ligger i Nordrhein-Westfalen, er ved at opføre verdens højeste udsigtstårn i træ. Tårnet har fået navnet Rhineland Tower K1, og med den planlagte højde på 170 meter, bliver byens nye vartegn 13 meter højere en domkirken i Köln.

Rhineland Tower K1 © Bernd Pieroth

”Om tårnet også vil opnå højere besøgstal end den berømte domkirke må tiden vise, men ambitionerne fra investoren og iværksætter Bernd Pieroth og byrådet i Kerpen er skyhøje. Alle sejl er sat for at skabe et helt enestående bygningsværk til glæde for de lokale og for områdets turister,” siger Bo Schou Lauridsen, turistchef i Tysk Turist.

Rhineland Tower K1 skal opføres ved motorvejskrydset i Kerpen, hvor motorvej A 4 og A 61 mødes. Den gigantiske trækonstruktion bliver udstyret med en svimlende skywalk uden gelænder til folk uden højdeskræk! Mere forsigtige typer kan nyde udsigten fra de tre udsigtsplatforme eller fra glaselevatoren. Tårnet får også verdens højeste tunnel-rutsjebane, og er der stadig mere adrenalin tilbage, kan erfarne klatre også få lov at bestige tårnet, mens børnene kan glæde sig til en klatrepark.

Tårnet får indgang fra industriparken Kerpen-Sindorf, som ligger tæt på Michael Schumachers gokartbane, og ambitionen er, at entreen ikke skal koste mere end en biografbillet. Planen er, at Rhineland Tower K1 skal stå klar til indvielse i 2024.

Højt til vejrs i Harzen

Også i Harzen vil man højt til vejrs. I Torfhaus er byggeriet af Harzen-tårnet netop begyndt. Tårnet skal have en højde på 65 meter, og når det står færdigt i foråret 2022, vil det være højere end det pt. Højeste tårn Himmelsglück-tårn i det nordlige Schwarzwald i Baden-Wüttemberg, som pt har status af at være Tysklands højeste observationstårn med 50 m.

”Det nye observationstårn i Harzen bliver et spektakulært bygningsværk med skywalk i glas og en fabelagtig udsigt over Bloksbjerg. Ingen tvivl om, at det bliver et nyt vartegn for Harzen og vil tiltrække mange turister,” siger Bo Schou Lauridsen.

Bloksbjerg i Harzen © DZT/Francesco Carovillano

Besøgende kan komme til den store udsigtsplatform fra en trappen inde i tårnet eller via en elevator. Herfra er der en 360-graders udsigt over det storslåede bjergområde. Lider man ikke af højdeskræk, kan man vove sig ud på den svimlende skywalk med glasgulv, der stikker ud fra toppen af tårnet.

Endelig kan børn og barnlige sjæle glæde sig til at tage den 110 meter lange rutsjebane i rustfrit stål fra toppen af tårnet. Tårnet får også en café og en souvenirbutik.

Harzen-tårnet er tegnet af den østrigske arkitekt Dietmar Kaden. Han har ladet sig inspirere af en grankogle til at lave den spiralformede trækonstruktion, der leder tankerne hen på en snoet træstamme, så tårnet passer ind i skovlandskabet i Ober Harzen.

Tårnet kommer til at knejse stolt på Torfhaus, der er det højeste punkt i Niedersachsen på 802 meter.

Emner

Tags

Pressekontakt

Lotte Voigt Arnsted

Pressekontakt Pressechef

Relateret materiale

Relaterede nyheder

Tyskland - Blandt venner

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Tysk Turist Information
Amaliegade 13
1256 København K
Danmark