Pressemeddelelse -

“Det gælder om at komme kreativitet ind de rigtige steder”

Portræt: Kasper Sierslev har været ansvarlig for at bygge in-house marketing-løsninger for både Maersk, Saxo Bank og Georg Jensen. I dag bruger han sin brede erfaring til at drive in-house bureauer hos ZUPA ZITE. Hans seneste projekt er en uddannelse, der skal styrke dem, der arbejder med indhold in-house

Ifølge Kasper Sierslev er én ting helt sikkert: Man kan ikke lære at blive god til at arbejde med content af et 4-dages kursus. Det kræver mere end det. 

“Jeg står lidt for ofte og mangler et sted at sende mine medarbejdere fra in-house-afdelinger hen. Og så må man jo tage et ansvar,” fortæller den 46-årige Kasper Sierslev, der har arbejdet med marketing og kommunikation i mere end 25 år. Nu har han været med til at opstarte Contentlinjen - en uddannelse til de, der arbejder med indhold in-house. 

Ifølge Kasper Sierslev bliver man ofte låst fast, når man arbejder in-house. Contentlinjen skal som uddannelse give indsigt i og værktøjer til at finde inspiration og blive ved med at arbejde kreativt. 

“Kreativitet er musikalitet. Og faktum er, at man laver bedre content, når man er kreativ. Men det gælder om, at komme kreativitet ind de rigtige steder, og på det rigtige tidspunkt. Det går stærkt derude i “marketingland”, og hvis man ikke kender sin besøgstid, ender man let med at bruge tid og kræfter forkert,” konstaterer Kasper Sierslev, der har oplevet et skift i marketingsbranchen. 

Han vurderer, at det i dag er nemmest at lykkes effektivt og 100 procent, hvis man selv har styring af markedsføringsarbejdet og ikke overlader det til et eksternt bureau: 
“Men vi ser, at de interne bureauer kan kæmpe med at finde tid til kreativ udvikling, nytænkning og udefra-ind-løsninger i daglige rutiner og møder.”

Hvad betyder det egentlig at være kreativ?
Kreativitet har gennemsyret hele Kasper Sierslevs arbejdsliv, men betydningen af begrebet har forandret sig:
“I gamle dage handlede det om at lave en god reklame eller godt indhold. Det gør det stadig, og det kan stadig krible i fingrene på mig, når jeg arbejder med den proces. Men for mig er kreativitet også blevet det at sammensætte det rigtige hold af mennesker og få dem til at arbejde godt sammen. Og det er også en enormt givende proces at få lov til at udvikle folk og se dem blomstre.” 

Kasper Sierslev har arbejdet på stort set alle sider af bordet - og på alle dets leder og kanter. Kasper Sierslev kan skrive både chef i reklamebureau og flere startups såvel som konsulent, forfatter, foredragsholder, bestyrelsesmedlem og senest Chief Operating Officer hos bureauet ZUPA ZITE på CV’et. 

Kasper Sierslevs rolle i ZUPA ZITE er foruden at skabe et stærkt netværk mellem in-house bureauerne også at coache ZUPA ZITEs kreative “rejsehold”, der gæster de forskellige in-house bureauer og bidrager til den kreative proces. 

Kasper Sierslevs egen spidskompetence er det kreative. Selv når han har fri, stopper han ikke med at være kreativ. Så skal der både tegnes, skrives og spilles musik.

“Sidste sommer skrev jeg en guidebog over København. Det var egentlig en overspringshandling, fordi jeg var i gang med at skrive en bog om in-housing,” fortæller Kasper Sierslev og fortsætter i et grin: ”Men det er vel verdens mest produktive overspringshandling.”

Kærlighed ved første debat
Kasper Sierslev stødte første gang på ZUPA ZITE, da han skulle debattere mod Peer Brændholt. På det tidspunkt var Peer Brændholt allerede CEO i virksomheden, som siden 2018 har etableret og drevet in-house-bureauer hos danske virksomheder. Hvad der egentlig skulle have været en faglig debat mellem Kasper Sierslev og Peer Brændholt endte med et tæt partnerskab.

"Vi endte jo med at være ret enige,” indrømmer Kasper Sierslev og fortsætter:
“Selvom jeg arbejdede med in-house løsninger, så jeg allerede dengang en klar ulempe ved in-house. Man har ikke et blik udefra, så man går meget hurtigt rundt i sin egen lille osteklokke med ét bureau og én kunde.”

Selvom de på papiret skulle være modsætninger, fandt de to erfarne marketingsmænd hurtigt ud af, at de i virkeligheden var mere ens. 

“Derfor har ZUPA ZITE taget reklamebureau-tilgangen med den gode metodik og kreative proces og kombineret den med fordelene ved in-house arbejdet, hvor man er tættere på virksomheden, hvor kreativiteten også kan vokse,” vurderer Kasper Sierslev.

Dengang havde han allerede oplevet, hvad kreativitet i in-house bureauer kan skabe af resultater. I 2019 vandt hans inhouse-team i Georg Jensen sølv til Danish Digital Award i 2019 med “Ringsizer”-casen:
“Selve ideen bag appen kunne lige så godt være udviklet eksternt. Men fordi vi var så tæt på dataen og processen i huset, kunne vi hurtigt se, at den opgave, vi var blevet stillet, bundede i et helt andet problem. Mændene undlod ikke at købe noget på hjemmesiden på grund af farven på købsknappen. De undlod at købe noget, fordi de ikke kendte deres kæresters ringstørrelse,” beretter Kasper Sierslev og tilføjer:
“Og det understreger jo også bare, at det ikke er reklamebureauerne, der har patent på den gode ide. Alle kan få den, hvis bare de ved, hvordan de gør det.”

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • kasper sierslev
  • contentlinjen
  • marketing
  • in-house
  • content
  • kreativitet

Vi er et in-house marketingbureau med alle fordelene ved et traditionelt reklame- og digitalt bureau. Stærk kreativitet, effektive processer, tekniske kompetencer og resultater af høj kvalitet. Fleksible, hurtige og pålidelig.

Kontakt

Kasper Sierslev

Pressekontakt Chief Operating Officer +45 3124 1899

Relateret materiale