Gå til indhold
En montenegrinsk orden med fornem proveniens blev solgt til 13 gange sin vurderingspris.
En montenegrinsk orden med fornem proveniens blev solgt til 13 gange sin vurderingspris.

Pressemeddelelse -

Auktion: Numismatiske højdespringere fra Montenegro og Kina

Flere intense budkrige førte til overraskende hammerslag, da Bruun Rasmussen i denne uge satte glimtende mønter og prægtige medaljer under hammeren på en Traditionel Auktion i København.

På auktionen, som løb af stablen den 4. og 5. november, var den store højdespringer den montenegrinske ”Saint Peter of Cetinje”-orden. Med et hammerslag på 270.000 kr. blev den solgt til mere end 13 gange vurderingsprisen, som lød på 20.000 kr.

Det fantastiske hammerslag kan tillægges tre faktorer. Først og fremmest er ordenen af god kvalitet, da der ingen skader er i emaljen. Dertil kommer den fornemme proveniens, i og med at den er indleveret til auktion af efterkommere til storfyrste Peter Nikolajevitj af Rusland. Samtidig er ordenen særdeles sjælden. Denne treenighed af kvalitet, sjældenhed og proveniens er altid efterspurgt på auktion og særligt blandt de internationale samlere,” siger Michael Fornitz, chefnumismatiker hos Bruun Rasmussen.

Også en kinesisk ”2 Mace”-guldmønt overraskede med et hammerslag på 185.000 kr. mod en vurdering på 40.000 kr. Denne type fra cirka 1906 udmærker sig ved at være dekoreret med både kinesiske og tyrkiske tegn, som vidner om militærguvernøren Wang Shu Tans beslutning om at skabe en særlig møntfod i Kina, som var beregnet til betaling inden for militæret.

Museumskøb fra Christiania

Auktionen bød også på et museumskøb i form af en erindringsmedalje fra 1996 fra fristaden Christiania, som har fundet vej til Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet. Medaljen er lavet af gravøren Egon ”Gonzo” Nørgård og portrætterer christianitten Thorkild Weiss Madsen (1941-1996), som i 30 år viede sit liv til aktivisme og skuespil, ligesom han i 1978 blev valgt som repræsentant for Christianalisten til Københavns Borgerrepræsentation.

Medaljen stammer fra en større privatsamling tilhørende den inkarnerede møntsamler Kurt Guldborg, som er en betydningsfuld skikkelse inden for den danske møntverden.

Det er interessant at se, at landets fornemste institution for mønter med dette køb viser, at det ikke er nok at interesse sig for fortiden. Vi skal også interessere os for vores samtid og investere i genstande, som for fremtiden kan vidne om vores historie. Det viser i den grad en fremsynethed fra museets side,” siger Michael Fornitz.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner, de daglige net-auktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Kirstine Dam Frihed

Kirstine Dam Frihed

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum