Gå til indhold
David Hockney-litografi sætter rekord hos Bruun Rasmussen

Pressemeddelelse -

David Hockney-litografi sætter rekord hos Bruun Rasmussen

David Hockney er utvivlsomt en af det 20. århundredes mest betydningsfulde kunstnere. På en Traditionel Auktion i København satte Bruun Rasmussen tirsdag eftermiddag en ny prisrekord for kunstneren.

Værket, et litografi fra 1978-80, blev solgt for 560.000 kr. og er dermed det dyreste Hockney-værk, der nogensinde er blevet solgt på auktion i Danmark. Motivet er en af de karakteristiske pool-skildringer, som har været med til at gøre den britiske kunstner verdensberømt.

Det er et utroligt flot hammerslag, som lægger sig i et internationalt prisniveau. Det viser blot, at alt kan ske, når man har at gøre med et eftertragtet motiv af en eftertragtet kunstner,"  siger Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

Fascinationen af vand

Hockneys oeuvre spænder vidt, fra set-designs til operascener over fotocollager til engelske landskaber. Han er dog nok mest kendt for sine sanselige studier af netop vand og swimmingpools.

Interessen for swimmingpools opstod i starten af 1960’erne, da Hockney første gang besøgte Californien; både som udtryk for frihed og ’det gode liv’, men også ud fra et ønske om rent sansemæssigt at indfange vandets essens og væsen. Han beskæftigede sig intenst med motivet gennem flere forskellige medier, og det er derfor meget centralt for hans virke – noget, der naturligvis også påvirker prisen på det solgte værk,” siger Niels Raben.

Selv har David Hockney i 1978 udtalt om sin fascination af vand:

Vand i swimmingpools ændrer udseende mere end nogen anden form ... dets farve kan være menneskeskabt, og dets dansende rytmer afspejler ikke kun himlen, men, på grund af dets gennemsigtighed, også vandets dybde. Hvis vandoverfladen næsten er stille, og der er en stærk sol, så dukker der dansende linjer med spektrets farver op overalt.

Svimlende rekordhammerslag

David Hockney har opnået stor international anerkendelse, og hans værker har været udstillet verden over – fx i London, Paris, New York, Melbourne og Tokyo. Værkerne er ligeledes utroligt populære på auktionsmarkedet, og den store efterspørgsel kulminerede i en svimlende pris på 90 mio. dollars for værket ”Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)” i 2018 – et hammerslag, som dermed gjorde maleriet til det dyreste kunstværk af en nulevende kunstner solgt på auktion. Hockney holdt rekorden indtil maj 2019, hvor Jeff Koons’ ”Rabbit” blev solgt for 91,1 mio. dollars.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første Netauktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de Traditionelle Auktioner, de daglige Netauktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum