Gå til indhold
Jan Stockmarr diamant solitairering på ca. 9.29 ct. fra 2002. Vurdering: 500.000-600.000 kr.
Jan Stockmarr diamant solitairering på ca. 9.29 ct. fra 2002. Vurdering: 500.000-600.000 kr.

Pressemeddelelse -

Diamanter i absolut særklasse

Hvis du drømmer om farvede diamanter, en uimodståelig stor solitairering eller signerede smykker fra nogle af verdens største juvelerer, bør du se nærmere på vores kommende juleauktion.

"På denne auktion har du muligheden for at få de fleste af dine ønsker opfyldt! Et af auktionens absolutte højdepunkter er et uhyre sjældent diamantsmykkesæt af platin bestående af en halskæde med matchende øreringe, der er prydet med unikke naturlige pink, lyseblå og hvide diamanter. De farvede diamanter i dette sæt udmærker sig ved at være meget sjældne, da ædelstenenes attraktive pastelfarver er fremkommet helt naturligt. Med en vurdering på 1-1,2 mio. kr. er smykkesættet det mest kostbare, vi nogensinde har udbudt", udtaler Julie Gram, leder af afdelingen for smykker og armbåndsure hos Bruun Rasmussen.

I samme høje kvalitet udbyder vi en imponerende solitairering med en old European-cut diamant på hele 9.29 ct., der er indfattet af den danske guldsmed Jan Stockmarr. Det er usædvanligt at se en diamant af den størrelse på auktionsmarkedet i Danmark, så her er der en enestående chance for at erhverve sig en ekstremt eksklusiv ring med et helt fantastisk strålende skær. Solitaireringen er vurderet til 500.000-600.000 kr.

Signerede smykker

Fra nogle af de mest anerkendte juvelerer i verden, bl.a. Boucheron, Chopard, Cartier og Van Cleef & Arpels udbyder vi en række tidløse smykker med en håndværksmæssig høj kvalitet og formgivning, der aldrig går af mode. Blandt højdepunkterne er Chopards elegante Casmir-halskæde med 462 brillantslebne diamanter fra 1990’erne, der er vurderet til 250.000 kr. Er du til dekorative brocher med personlighed og charme, er den lille løve ”Lion Ébouriffe” med smaragder og diamanter fra Van Cleef & Arpels eller Boucherons diamantfjer, sandsynligvis noget for dig? Hvis du drømmer om en klassisk smaragd- og diamantring, bør du gå efter den fra Boucheron til en vurdering på 35.000-40.000 kr. 

Art deco-smykker fra 1920-30’erne

Mange af vores kunder efterspørger de historiske art deco-smykker med god grund. Deres tidløse geometriske design passer nemlig til det meste og taler til de stilbevidste kvinder, der holder af at mikse nyt design med de historiske vintagesmykker. Denne gang har vi samlet et varieret udvalg bestående af både brede og smalle diamantarmbånd, diamantbrocher og jadesmykker. Blandt højdepunkterne er et bredt art deco-diamantarmbånd til 250.000 kr.

Art deco er en stilretning inden for smykker, kunstindustri og arkitektur fra perioden 1910-40. Den kulminerede i Europa med den store kunstindustriudstilling i Paris i 1925, Exposition internationale des arts décoratifs et industriels modernes. Stilen er kendetegnet ved kubiske og geometriske former, men er samtidig inspireret af dekorative elementer fra Ægypten, Indien og Fjernøsten, som kommer tydeligt til udtryk i auktionens fine udbud af art deco-smykker.

Armbåndsure til herrerne og damerne

På juleauktionen er der rig mulighed for at forkæle såvel herrerne som damerne i afsnittet med armbåndsure. Vi udbyder mange af de største brands, bl.a. Patek Philippe, Breitling, Cartier, Jaeger-LeCoultre, Urban Jürgensen, Rolex og Omega.

Fra sidstnævnte to mærker udbyder vi bl.a. et Omega Speedmaster Ultraman og et Rolex Sea-Dweller “Double Red”. Et Omega Speedmaster er ikke bare et Omega Speedmaster, når det har en orange sekundviser. Så er der nemlig tale om et Omega Speedmaster Ultraman, der ikke bare er spektakulært, men også meget sjældent. Det blev kun produceret i ganske få år og er opkaldt efter et japansk TV-show i 1960’erne.

Rolex Sea-Dweller med rød skrift, deraf kælenavnet Double Red, er et af de meget eftertragtede vintage Rolex-ure. Dette eksemplar fra 1967 er i exceptionelt flot stand og er netop blevet serviceret. Desuden er det første gang det tilbydes på auktion og stammer fra efterkommere af den oprindelige ejer. 

Eftersyn & auktion

Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Bredgade 33, København

Eftersyn: 24.-28. november
Auktion: 1. december kl. 16

Se alle smykkerne

Se alle armbåndsurene

Related links

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum