Gå til indhold
Glaskunst fra en dansk læges privatsamling kommer nu under hammeren.
Glaskunst fra en dansk læges privatsamling kommer nu under hammeren.

Pressemeddelelse -

Doktor Glas' imponerende samling på auktion

En enestående dansk privatsamling med glaskunst kommer under hammeren på Bruun Rasmussens internationale auktion den 26. september. Ejeren er den danske læge Torben Sørensen, som gennem et helt liv har samlet de mange værker fra Italien, Finland og Sverige.

September måned står i glaskunstens tegn hos Bruun Rasmussen. Her præsenteres godt 1.000 glasværker, der alle stammer fra én enkelt privatsamling. Det er blevet til 350 katalognumre fordelt på den internationale auktion i september og en efterfølgende netauktion, og vurderingerne spænder fra 2.000 kr. op til 150.000 kr.

I dansk sammenhæng er samlingen enestående af sin art. Den dækker over sjældne og kostbare samlerobjekter til mere almindelige dekorative genstande, og den er resultatet af et menneskes utrættelige søgen efter det næste, perfekte værk til samlingen gennem mere end fire årtier,” udtaler Peter Kjelgaard, afdelingsleder for moderne design hos Bruun Rasmussen.

Personen bag samlingen er den danske læge Torben Sørensen, hvis kærlighed til glaskunst har givet ham kaldenavnet “Doktor Glas”. Han er en ægte samler med en enorm viden om teknikkerne i fremstillingen af glas, og han har i mange år været fast inventar på europæiske auktioner, messer og udstillinger.

Sjældent glas under hammeren

Samlingens højdepunkter stammer fra Italien, Finland og Sverige, der alle var centrale lande i glassets rejse fra det rent funktionelle til også at blive et medie for kunst i perioden 1920’erne til 1960’erne. Her begyndte glasgenstande at få nye former og farver med inspiration hentet fra tidens kunstretninger, og perioden bugner af kreativitet inden for glaskunstens historie, hvilket Torben Sørensens samling til fulde demonstrerer.

Nogle af højdepunkterne fra auktionen er nok det tætteste, vi kommer på at se normalt funktionelle objekter blive behandlet som lærreder for abstrakt, moderne kunst,” udtaler Peter Kjelgaard.

Samlingen er delt op i tre sektioner, som afspejler de tre foregangslande særkender. Glaskunsten fra Venedig har en rigdom af farver og mangfoldige former, mens glaskunsten fra Skandinavien i tråd med nordisk designtradition er mere enkel og mindre farverig med referencer til det skandinaviske klima med sne og is. Fra områderne stammer flere sjældne værker, som alle bliver udbudt på auktionen – herunder en “Pezzato Arlecchinio”-vase af Fulvio Bianconi, en Tyra Lundgren-figur af en fisk og en “Vinter”-vase af Vicke Lindstrand. Nogle af auktionens absolutte højdepunkter udgøres også af en række værker af Archimede Seguso, som er særligt kendt for sin A Merletto-kniplingsteknik.

Fra Italien rummer samlingen fire glasværker, som er formgivet og udført af mesteren Archimede Seguso – herunder en sjælden “A Merletto”-vase, der er vurderet til 100.000 kr. til 150.000 kr. Det er yderst sjældent at finde fire af disse værker samlet på én og samme auktion,” afslutter Peter Kjelgaard.

Eftersyn og auktion

Kig ind forbi eftersynet i Bredgade 33, København, fra den 13.-17. september. Selve auktionen afholdes den 26. september.

Se hele Torben Sørensens glassamling

Se vores ekspert i moderne design, Peter Kjelgaard, præsentere glassamlingen i videoen herunder:

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Camilla Streton

Camilla Streton

Kommunikationschef +45 6035 1071

Relateret materiale

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum