Gå til indhold
Dansk auktionsrekord: Cindy Shermans værk solgt for 220.000 kr.
Dansk auktionsrekord: Cindy Shermans værk solgt for 220.000 kr.

Pressemeddelelse -

International fotokunst når nye højder på auktion

På årets første internationale auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade er der netop slået en ny rekord for fotokunst i Danmark, da et værk af den amerikanske kunstner Cindy Sherman blev solgt for 220.000 kr. Der var i det hele taget godt gang i samtidskunsten på dagens auktion.

"Vi oplever lige nu en stor interesse for international samtidskunst og fotokunst på vores auktioner. Cindy Sherman er en verdensstjerne, så forventningerne til netop hendes værk var store, men de blev til fulde indfriet, da vi nu har solgt det kostbareste fotoværk nogensinde i husets historie. Flere internationale samtidskunstnere overraskede positivt, bl.a. værker af de to schweiziske kunstnere Olaf Breuning og Not Vital, der kom fra en privat dansk samling" udtaler Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

Det var første gang nogensinde, at Bruun Rasmussen udbød et originalt værk af Cindy Sherman, der hører til blandt de mest indflydelsesrige og kontroversielle fotografer i nyere tid. I det netop solgte værk "Untitled # 312" fra 1994 skildrer hun tre deformerede dukker i en opstilling med stærke seksuelle overtoner og sender en kritisk tanke til fx surrealisten Hans Bellmers kunstneriske fetichdyrkelse. Værket blev udstillet sammen med 14 andre værker, der alle har klart makabre og seksuelle overtoner, på Shermans galleri Metro Pictures i New York i 1995 – vrangbilleder af den slags man ikke lige ryster af sig.

Udvalgte hammerslag

Tang Zhigang: "Children in meeting". Sign. Tang 2001. Hammerslag: 360.000 kr.

Olaf Breuning: "The Humans", 2007. Hammerslag: 350.000 kr.

Cindy Sherman: "Untitled # 312", 1994. Hammerslag: 220.000 kr.

Not Vital: Femten tunger, ca. 1997. Hammerslag: 170.000 kr.

Günther Förg: Uden titel, 2001. Hammerslag: 130.000 kr.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum