Gå til indhold
Poul Henningsen: "PH-flygel". Sortlakeret træ, forkromet stål og kant beklædt med sort skind.  Hammerslag:  2.450.000 kr.
Poul Henningsen: "PH-flygel". Sortlakeret træ, forkromet stål og kant beklædt med sort skind. Hammerslag: 2.450.000 kr.

Pressemeddelelse -

Musikalsk designperle slår verdensrekord

Hos Bruun Rasmussen sluttede vi vores 70-års jubilæumsauktion af med et brag, da dansk design i topklasse kom under hammeren torsdag aften. Særligt et musikalsk indspark løb med opmærksomheden, da et millionhammerslag rungede i auktionssalen.

Auktionens absolutte højdespringer blev et flygel designet af lysmageren Poul Henningsen. En heftig og 20 minutter lang budkrig mellem to telefonbydere endte her med, at vi slog verdensrekord ved salget af et "PH-flygel" med et hammerslag på 2.450.000 kr.

Det iøjenfaldende instrument er et vidnesbyrd om Henningsens funktionalisme og blev formgivet i 1931 som løsning på pladsmanglen på de små jazzscener. Låget er skabt af plexiglas for at give mulighed for øjenkontakt mellem pianist og bassist, og de svejsede stålben gav plads til, at trommeslagerens stortromme kunne stå tæt på flyglet. Samtidig gjorde skindet på siderne flyglet let at håndtere, når det skulle transporteres fra sted til sted.

Det pågældende eksemplar har stået i restauranten "Belle Terrasse" i Tivoli i perioden 1952-1997 og er blevet benyttet af gæster såvel som musikere såsom Victor Borge, Liberace og Herbert von Karajan.

"Det er en verdensrekord for Poul Henningsen på auktion og det højeste hammerslag for et stykke design her i Danmark. Man kan vist roligt sige, at vi ramte akkorden rigtigt her. Det høje hammerslag skyldes selvfølgelig to passionerede og stædige bydere, men også fænomenet "proveniens", idet mange ikoniske navne i kulturhistorien har været i berøring med netop dette flygel. Hammerslaget viser blot, at det er svært at værdisætte stjernestøv," siger Peter Kjelgaard, leder af afdelingen for moderne design hos Bruun Rasmussen.

En ukendt klassiker

Det internationale auktionsmarked har de seneste år haft øjnene rettet mod moderne dansk møbelkunst, også kaldt "Danish Modern". Det kunne mærkes på torsdagens auktion, hvor det højeste hammerslag på møbelfronten blev en sofa tegnet af møbelarkitekten Flemming Lassen (1902-1984), der gik for 430.000 kr.

Møbler af danske designere var generelt i høj kurs på auktionen - blandt andet et sæt lænestole betrukket med patineret nigerskind med et hammerslag på 250.000 kr. samt en sjælden skrivebordsstol af Cubamahogni, der endte med et hammerslag på 220.000 kr. Disse møbler er formgivet af Kaare Klint (1888-1954).

"220.000 kr. for en skrivebordsstol er en rekord for salget af én enkelt stol af Kaare Klint. Det viser, at hans præcise tilgang til streger, cirkler og linjer har stor interesse blandt de udenlandske samlere," siger Peter Kjelgaard.

Klint er med rette blevet kaldt "dansk møbelkunsts fader". Som møbelformgiver og professor ved kunstakademiets møbelskole har han haft afgørende betydning for dansk designhistorie med sit fokus på at skabe nye og mere tidssvarende møbler, som var tilpasset det moderne menneskes behov.

Sølvstager fra en ikke helt almindelig Jensen

Også det danske kunsthåndværk nød bydernes opmærksomhed på auktionen. Her blev højdepunktet et par sølv-kandelabre fra Georg Jensen, som i høj grad også hører med til fortællingen om "Danish Modern". Mest kendt er brandet for sine genstande med naturreferencer, og det viste sig ligeledes på auktionen, hvor kandelabrene fra sølvsmedens drueklase-serie gik for 380.000 kr.

Hos Bruun Rasmussen takker vi af for denne gang fra vores 70-års jubilæumsauktion med en aften, der atter cementerede dansk designs popularitet på auktionsmarkedet.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Camilla Streton

Camilla Streton

Kommunikationschef +45 6035 1071

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum