Gå til indhold
Russisk Fabergé safir- og diamantbroche, ca. 1900. Vurdering: 250.000 kr.
Russisk Fabergé safir- og diamantbroche, ca. 1900. Vurdering: 250.000 kr.

Pressemeddelelse -

Russiske kunstskatte under hammeren

Gaver fra Kejserinde Dagmar, kunstgenstande fra Fabergé og malerier af det russiske folkeliv – årets sidste internationale auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade byder på en række spændende kunstskatte fra Rusland.

Auktionen indeholder flere interessante kunstgenstande fra verdensberømte Fabergé. Siden grundlæggelsen i Sankt Petersborg i 1842 har Fabergé begejstret med unikke kreationer og enestående håndværk, der har sikret juvelerhusets navn for eftertiden. Udvalget ved denne auktion understreger, at Fabergé spænder bredt i sin produktion af flotte samlerobjekter, hvor vi udbyder en udsøgt russisk safir- og diamantbroche, en oval ramme af mørkerødt fløjl og forgyldt sølv, en bordklokke af sølv og en kovsh af forgyldt sølv med cloisonné emalje” udtaler Martin Hans Borg, vurderingsekspert i russisk kunst og antikviteter.

Kejserindens gaver

Fabergé er også at finde blandt en række genstande relateret til Kejserinde Dagmar. Det gælder bl.a. en samling af påskeæg, som Kejserinden gav til sin danske nevø, Prins Harald af Danmark, over en årrække, når hun besøgte ham i hjemlandet. Sidenhen er æggene samlet i et armbånd af guld. En anden gave fra Kejserinden i form af et par manchetknapper med den russiske dobbeltørn, blev givet til daværende danske politimester i Hellerup, Rudolph Georg Nielsen, som tak for godt samarbejde og tro tjeneste. Sidst, men ikke mindst, har vi et stort kamingarniture af forgyldt og patineret bronze, som gik i arv fra Kejserinden til dennes nevø, Prins Georg af Grækenland.

Socialrealisme og folkeromantik i russisk malerkunst

Den russiske maler Vladimir Ergorovich Makovsky kom fra en hel familie af kunstnere, hvor hans to brødre, Konstantin og Nikolay, samt søsteren, Alexandra, også valgte malerkunsten som levevej. Vladimir stak en anelse ud fra sine søskende, idet han foretrak mere socialrealistiske motiver i sine billeder. Med på auktionen har vi maleriet ”Shurka,” hvor en russisk dreng ses siddende med viltert, lyst hår og et noget alvorstungt udtryk i øjnene. Drengen Shurka har været model i flere af Makovskys malerier igennem tiden og illustrerer kunstnerens fokus på det nære portræt af det russiske folk.

Folkefærdet går også igen i flere af de andre russiske kunstneres bidrag ved denne auktion, dog i mere romantiske udgaver, herunder en smilende russisk pige af Feodor Sychkov og et livligt billede af en dansescene i en russisk landsby af Michail Boskin. Endelig zoomer vi lidt længere væk i Semion Platanovs smukke motiv med fiskere på et spejlblankt hav en tidlig morgenstund.

Eftersyn, foredrag & auktion

Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Bredgade 33 i København

Eftersyn: 24.-28. november

Foredrag: 28. november kl. 15: ”Rusland – et overflødighedshorn af kunst og antikviteter” ved Martin Hans Borg, vurderingsekspert i russisk kunst og antikviteter.

Auktion: 2. december kl. 14 (russisk kunst og antikviteter)

Se hele den russiske auktion

Related links

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

Kontakt

Martin Hans Borg

Martin Hans Borg

Chefekspert Kongelige Samlerobjekter +45 8818 1128

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum