Gå til indhold
Jesper Bruun Rasmussen sælger Le Corbusiers emaljemaleri for 2,05 mio. kr.
Jesper Bruun Rasmussen sælger Le Corbusiers emaljemaleri for 2,05 mio. kr.

Pressemeddelelse -

Verdensrekord: Corbusier solgt for 2,05 mio. kr.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner i Bredgade fortsætter med at slå nye auktionsrekorder. Her til eftermiddag blev to emaljemalerier af Le Corbusier fra Jørn Utzons private kunstsamling solgt for henholdsvis 2,05 mio. kr. og 1,9 mio. kr., og mesterværket "Nereider og Tritoner” af den danske modernist Edvard Weie blev solgt for 1,3 mio. kr. Sidstnævnte går nu en fremtid imøde på SMK i København.

"Vi er ovenud tilfredse med dagens internationale auktion, der bød på fire imponerende millionhammerslag og flere verdensrekorder, bl.a. på de to emaljemalerier af Le Corbusier og det monumentale maleri af Edvard Weie, der anses for at være et af kunstnerens vigtigste malerier og et mesterværk inden for dansk modernisme. Med i top 5 var også et enestående konceptuelt "Achrome"-værk af den italienske kunstner Piero Manzoni, der blev solgt for 1,3 mio. kr. og et kubistisk "Hønsebillede" af den danske modernist William Scharff, der gik for 750.000 kr., hvilket er en verdensrekord for et værk af denne kunstner,udtaler Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

Edvard Weies monumentale værk af "Neider og Tritoner" fra 1921 blev erhvervet af SMK:

Med erhvervelsen af Edvard Weies store maleri-collage Nereider og Tritoner (Udkast til Poseidon-billedet) fra 1921 er et modernistisk maleri med nærmest mytologisk status blevet en del af SMKs samling. Værket anses for at være kulminationen på Weies tidlige romantiske periode og er enestående i hans produktion ved sin maleriske kompleksitet og eksperimentelle udførelse. For SMK kommer erhvervelsen tilmed på et interessant tidspunkt: Hele næste forår har vi fokus på spørgsmålet om kreative processer og billeders tilblivelse – og intet maleri kan som dette fortælle om hvilket drama, der også kan være forbundet med at få et værk til at lykkes,” udtaler Mikkel Bogh, direktør ved SMK.

Tidlig dansk modernisme hitter

Auktionen viste med al tydelighed, at tidlig dansk modernisme fra årene op mod og under første verdenskrig er ekstremt eftertragtet lige nu. Markante værker af Edvard Weie, William Scharff, Olaf Rude, Jais Nielsen og Vilhelm Lundstrøm solgte rigtig flot. Et virkelig smukt maleri af Jais Nielsen "Dreng med Guldfisk" blev erhvervet af Øregaard Museum. Se alle museumskøb her

Le Corbusiers emaljemalerier

Størst var interessen for Le Corbusiers to emaljemalerier, der er de sidste to værker af kunstneren fra Jørn Utzons private kunstsamling. Det er velkendt, at Utzon nærede en stor respekt for Le Corbusier, og at de to lod sig inspirere af hinanden, mens de udarbejdede et oplæg til udsmykningen af Sydneyoperaen i 1958-60.

Vi har tidligere solgt værker af Le Corbusier fra Utzons private kunstsamling. Det gælder bl.a. de fire andre af i alt seks emaljemalerier af Le Corbusier, som var tiltænkt Operahuset, og en monumental gobelin ”Les dés sont jetés” fra 1960, der blev købt af Operahuset i Sydney i 2015.

Piero Manzonis "Achrome"-værk

Der er ligeledes en veldokumenteret historie bag det solgte værk af Piero Manzoni (1933-63), som udførte flere bemærkelsesværdige værker, mens han var i Danmark i 1960-61. Særligt relationen til skjortefabrikanten Aage Damgaard i Herning fik stor betydning for kunstnerens virke i årene umiddelbart før hans alt for tidlige død i 1963, da Damgaard gav Manzoni fuld frihed til at udfolde sit store kunstneriske talent.

Dagens top 5

Le Corbusier: "Pentecôte" (1959). Hammerslag: 2,05 mio. kr.

Le Corbusier: Komposition, 1954-1958. Hammerslag: 1,9 mio. kr.

Edvard Weie: "Nereider og Tritoner"; Udkast til Poseidon-billedet, 1921. Hammerslag: 1,3 mio. kr.

Piero Manzoni: "Achrome", 1961. Hammerslag: 1,3 mio. kr.

William Scharff: "Hønsebillede", 1917. Hammerslag: 750.000 kr.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.

Bruun Rasmussen deltager i 2017 som ”Business Plus Partner” for Aarhus som europæisk kulturhovedstad. Med afsæt i det overordnede tema "Let’s Rethink" støtter vi Fonden Aarhus 2017 i at gentænke nuværende konventioner for kunst og kultur, og ser frem til at bidrage med en lang række arrangementer henover året.


Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum