Gå til indhold
Helge Vestergaard Jensen: Meget sjælden, skulpturel lænestol med stel af teak. Sæde, ryg samt armlæn udspændt med nylonsnor. Vurdering: 60.000-75.000 kr. Hammerslag: 280.000 kr.
Helge Vestergaard Jensen: Meget sjælden, skulpturel lænestol med stel af teak. Sæde, ryg samt armlæn udspændt med nylonsnor. Vurdering: 60.000-75.000 kr. Hammerslag: 280.000 kr.

Pressemeddelelse -

Verdensrekord på lænestol af Helge Vestergaard Jensen!

På dagens designauktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade var det de sjældne designikoner af navne som Flemming Lassen og Finn Juhl, der løb med toppriserne. Men aftenens store overraskelse blev imidlertid Helge Vestergaard Jensens skulpturelle lænestol, som gik til fire gange vurderingen og endte på 280.000 kr.

Det var ”Stockholm vs. Tokyo” og resten af verden med, da der i dag blev budt på danske designikoner i Bredgade. ”Bydelysten er stor her til aften, både fra publikum i salen og fra de mange bydere rundt omkring i verden. Klassikerne holder priserne, og særligt resultaterne på mange af Finn Juhls møbler viser, at markedet langt fra er mættet, når det gælder dansk design,” udtaler Peter Kjelgaard, leder af afdeling for design fra det 20. århundrede hos Bruun Rasmussen.

Aftenens højdespringer blev den meget sjældne lænestol af Helge Vestergaard Jensen, der blev solgt for en verdensrekord på 280.000 kr., hvilket var fire gange vurderingen på 60.000-75.000 kr. Om stolen udtaler Peter Kjeldgaard: ”Den ligger sig i tråd med Vestergaard Jensens mest karakteristiske møbler, der ofte er lavet med netop nylonsnor. Det gør dem meget minimalistiske i deres udtryk, hvor det primære ved dem, er det, der ikke er. Alle Vestergaard Jensens møbler er sjældne, og det gælder også denne skulpturelle lænestol. Prisen på 280.000 kr. viser, hvor meget møbelkunst er værd, når designet sættes sammen på den rigtige måde.”

Dette bekræftes af et af auktionens andre resultater, hvor en bøjle af Peder Moos muligvis opnåede at blive Danmarks dyreste med en pris på 85.000 kr.

Resten af auktionen spændte over et stort udbud af sjældne designikoner, som f.eks. en Flemming Lassen-sofa udført i 1942 og samme designers lænestol “Husaren” fra 1935, der gik for henholdsvis 400.000 kr. og 200.000 kr.

Det var dog især Finn Juhls kendte møbelklassikere, der over en brede kam var populære blandt byderne. Flere af Finn Juhls møbler var med i opløbet omkring de høje priser på auktionen, bl.a. gik to ”FJ 45”-lænestole til 360.000 kr., et ”FJ 53”-sæt til 210.000 kr. og en udgave af ”Judasbordet” til 170.000 kr. Aftenens højeste hammerslag på 440.000 kr. blev også opnået af Finn Juhl med en “Høvdingestol” formgivet i 1949. Den elegante stol betragtes som flagskibet i Juhls oeuvre og er udført hos den faste samarbejdspartner Niels Vodder. Formen på stolen er inspireret af brugsgenstande og våben fra Afrika og Oceanien, mens navnet opstod efter, at Kong Frederik IX sad i stolen på Snedkerlaugets udstilling i 1949. Da Juhl blev spurgt af en journalist, om stolen nu skulle hedde "Kongestolen", svarede Juhl: "Kald den hellere en høvdingestol."

Bruun Rasmussen takker af for denne gang fra de internationale auktioner i Bredgade med en aften, der både viste bredden og dybden i dansk designs popularitet på auktionsmarkedet.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Camilla Streton

Camilla Streton

Kommunikationschef +45 6035 1071

Relateret materiale

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum