Skip to main content

455 procent stigning i elbil-salg på et år

Pressemeddelelse   •   Jun 11, 2019 15:37 CEST

El-bilerne ikke bare kommer: De er her allerede. Og det betyder, at det haster med at opgradere el-nettet.

I maj 2019 blev der solgt 422 elbiler. Til sammenligning blev der året før, maj 2018, solgt 76 elbiler – det er en stigning på 455 procent. Tallene kommer fra De Danske Bilimportører, som også siger, at væksten i elbil-køb forventes at stige endnu mere.

For EWII som energi-koncern betyder det, at det haster med at opgradere det danske el-net, så det kan håndtere de mange nye biler.

”Som det er i dag, er kapaciteten på det danske el-net ikke stor nok til at håndtere den megen nye aktivitet, som ikke bare er på vej, men allerede er her, ” fastslår Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør i EWII Koncernen.

”Danskerne har for alvor taget ideen om bæredygtig transport til sig, og er i fuld gang med at omstille hverdagen. Det er mere end prisværdigt – og det skal vores infrastruktur selvfølgelig kunne håndtere,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Men selvom de fleste partier har udtrykt politisk vilje til en grøn linje i den netop overståede valgkamp, så melder virkeligheden sig her i dagene derpå: Den nødvendige opgradering af el-nettet nemlig er både dyr og omstændelig.

”En komplet opgradering kommer til at koste mange milliarder – men vi kan reducere omkostningerne, hvis vi begynder at tænke i smarte løsninger, og løbende inddrager ny forskning og digitalisering i omstillingen,” siger Bonderup Bjørn, der også er formand for Center Danmark Fonden.

Det sidste er EWII allerede i gang med. I 2018 etablerede koncernen, sammen med en række partnere, det nationale forskningscenter, Center Danmark.

Center Danmarks hovedformål er at etablere rammer for fremme af forskning, udvikling, test og demonstration i forbindelse med omstillingen til et fossilfrit, grønt samfund, samt at understøtte grøn innovation.

Direktør for Center Danmark, Søren Skov Bording, tiltrådte 1. juni, og påbegynder arbejdet med det samme. Og som tallene ovenfor viser, så er det ikke et øjeblik for tidligt.

For yderligere information kontakt venligst:

Lars Bonderup Bjørn, formand for Center Danmark Fonden samt adm. direktør for EWII Koncernen: tlf. 23737118.

EWII Koncernen er med afsæt i Trekantområdet leverandør af el, vand, varme og fiber. Vi sikrer livets selvfølgeligheder med høj forsyningssikkerhed, og vi vægter, at det skal være nemt at være kunde hos os.

Vi sælger el og energirådgivning til kunder over hele landet. Varme, vand og fiber sælger vi i Trekantområdet.

Vi er med til at forme fremtiden for energibranchen, og spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens intelligente løsninger og fleksible energisystemer for at sikre en optimal udnyttelse af de grønne teknologier. Vi bygger fremtidens fibersamfund og udvikler løsninger til fremme heraf. Vi investerer ansvarligt og fremsynet i udviklingen af vores fælles samfund.

EWII er en af Trekantområdets største private arbejdspladser med mere end 450 medarbejdere.

Vedhæftede filer

PDF-dokument