Gå til indhold
Strøget i København før (1925) og nu (2017)
Strøget i København før (1925) og nu (2017)

Pressemeddelelse -

En hyldest til Paul Fischers København

På efterårets store auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade markerer vi Københavns 850 år med en række værker af Paul Fischer – københavnermaleren over dem alle. Han forstod som ingen anden at skildre hovedstadens pulserende liv omkring år 1900.

"Ingen har skildret byens gader, bygninger og folkeliv så eminent som Paul Fischer, og hans stemningsfulde malerier fortæller om en tid omkring år 1900, hvor byen var sluppet af med sine omkransende volde og udviklede sig til en moderne storby med nye transportmidler, menneskemylder og heftig byggeaktivitet," udtaler Julie Arendse Voss, leder af afdelingen for ældre kunst hos Bruun Rasmussen. "Topografien er let genkendelig, og som kulisse for sine skildringer anvendte Fischer særligt gaderne og torvene i den gamle bydel mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. I det festlige værk ”Vagtparaden” fra 1925 marcherer Den Kongelige Livgarde i gallauniform langs Strøget i anledning af Christian X's fødselsdag". 

På auktionen møder vi også andre repræsentanter fra Fischers faste persongalleri, som fx fiskerkonerne på Gammel Strand, mænd der skovler sne ved Vor Frue Kirke og borgerskabets velklædte fruer på Rådhuspladsen.

Kvinden i hestedroschen

Men vi tager også en tur væk fra byens kerne med et af Paul Fischers helt særlige værker. Her sidder en ung kvinde ved navn Jenny Bröchner i en hestedrosche på vej over Dronning Louises Bro med kurs mod Nørrebrogade. Hun er elegant klædt i mørk kjole og fjerprydet hat, og med sit gådefulde blik ser hun fjernt frem for sig, mens storbylivet og menneskemylderet pulserer bag hende. Fischer bevæger sig her lidt udenfor sin geografiske komfortzone, og spørgsmålet lyder: Hvor er den yndige kvinde på vej hen? Med inspiration hentet fra fransk kunst har han beskåret motivet, så hun kommer forbavsende tæt på beskueren. I det hele taget er der en udpræget parisisk stemning over maleriet, der blev til i 1902. Det blev købt direkte af kunstneren af den nuværende ejers oldefar og har indtil nu været i samme families eje i mere end 100 år.

København som moderne storby

På Paul Fischers tid udviklede byen sig fra at være en stillestående lukket fæstningsby tæt omkranset af volde, voldgrave og byporte til en åben moderne storby. I anden halvdel af 1800-tallet rasede industrialiseringen, og folk flyttede i hobetal fra et kriseramt landbrug for at søge lykken i hovedstaden. Pladsen var trang, og København kunne ikke længere rumme sine indbyggere. I 1880’erne var nedrivningen af Christian IV’s gamle fæstningsværk afsluttet, og dermed var vejen banet for byens ekspansion. Det medførte massiv byggeaktivitet og anlæggelsen af brede boulevarder, pladser og grønne parker, fx H.C. Andersens Boulevard fra 1890, Rådhuspladsen fra 1905 og Ørsted Parken, Østre Anlæg og Botanisk Have fra 1870’erne.

Den nye storbymentalitet

Nu kunne man frit bevæge sig ud og ind ad byen, men københavnerne måtte samtidig sløjfe deres indre volde for at vænne sig til forandringerne. Udviklingen satte dybe spor i mentaliteten hos indbyggerne, og den nye storbyerfaring fandt hurtigt vej til kunstlivet. Malerne hentede ikke alene nye motiver i den pulserende storby – de forsøgte også ved hjælp af et helt nyt formsprog at indfange de flygte øjebliksbilleder fra byen. Med inspiration hentet fra fransk kunst var det i Danmark maleren Paul Fischer der med størst konsekvens satte spot på storbyen og dens forandringer. Man har i dag kendskab til omkring 500 af hans værker.

Auktion: 19. september kl. 16 i Bredgade 33 i København

Eftersyn: 14.-18. september på samme adresse

Vores to kunsteksperter Birte Stokholm og Julie Arendse Voss fortæller om Paul Fischers kunst på eftersynet i Bredgade fredag den 15. september kl. 14.

Se alle udbudte Paul Fischer-værker

.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.

Bruun Rasmussen deltager i 2017 som ”Business Plus Partner” for Aarhus som europæisk kulturhovedstad. Med afsæt i det overordnede tema "Let’s Rethink" støtter vi Fonden Aarhus 2017 i at gentænke nuværende konventioner for kunst og kultur, og ser frem til at bidrage med en lang række arrangementer henover året.


Kontakt

Julie Arendse Voss

Julie Arendse Voss

Afdelingsleder Ældre kunst +45 8818 1123

Relateret materiale

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum