Nyhed -

Et frirum til børn af alkoholikere

De små Skuldre er et fristed for børn og unge fra hjem med misbrugsproblemer. Takket være midler fra Socialstyrelsen kan Behandlingscenter Tjele tilbyde gratis hjælp til børn, teenagere og unge voksne i alderen 8 til 24 år.

De små Skuldres psykolog og projektleder, Radha Vijayarankan, fortæller her om, hvordan det er at vokse op i et hjem med alkoholproblemer, og hvad der kan gøres for at hjælpe.

Det er skamfuldt for børnene, hvis mor eller far drikker

Alkoholisme kan ramme alle hjem. Størstedelen af vores klienter kommer fra hjem, der udadtil er velfungerende. I familier med alkoholproblemer er der en høj grad af uforudsigelighed. Der er vendt op og ned på rollefordelingen imellem barn og voksen, så børnene føler et voksenansvar. Disse børn kan i deres hverdag have tendens til at bekymre sig meget, have svært ved at koncentrere sig i undervisningen, føle sig usikre i sociale relationer og have tendens til at gå med tingene selv. Tit er de rigtig gode til at passe på andre, men dårlige til at passe på sig selv.

For mange børn og unge er problemerne med alkohol i hjemmet forbundet med stor skam. De er tyngede af de mange fordomme, der findes om alkoholikere; at alkoholikere er samfundets udskud, at det er dem der sover på bænken nede i parken osv. For dem gælder det samtidigt, at deres familie ikke er åbne om problemet. Disse børn oplever at der bliver sat en prop i dem – de føler hverken, at de kan tale om det i skolen eller derhjemme. Det er et ensomt sted at være.

Vi taler åbent om tabuet

I De små Skuldre addresserer vi tabuet. Ved at møde andre børn, der kender til det samme, skabes der et miljø, hvor de kan føle sig normale. Forløbene tjener som  frirum, hvor børnene eller de unge kan fortælle ærligt om deres oplevelser derhjemme uden at føle sig illoyale overfor deres familie. Igennem et individuelt, -gruppe eller weekendforløb med afsæt i en række relevante temaer søger vi at skærpe børnenes og de unges indsigt i, hvordan man påvirkes af at være pårørende til en alkoholiker. Det hjælper blandt andet deltagerne til at se, at deres egne reaktioner ikke er forkerte.

Du er ikke alene med de svære følelser

Vejen hertil er imidlertid ikke altid let. Når vores klienter starter op i et forløb, kan det føles grænseoverskridende at skulle åbne op om noget, som de har været vant til at gå med selv. Dette vælger vi at italesætte overfor barnet eller den unge, ligesom vi overfor dem understreger vigtigheden i at lade forløbet foregå i deres eget tempo. Typisk sker der en opblomstring under et forløb. Vi ser, at deltagerne åbner mere op i takt med, at de føler sig trygge sammen med behandleren og de andre i gruppen.

Udvekslingen af oplevelser børnene og de unge imellem giver dem et sprog for det at være pårørende til en, der drikker for meget. Nogle begynder at åbne op for deres venner og familie, som de ikke  følte de kunne tale med før om det svære emne. Andre bliver bedre til at tage fat i en voksen, når de har det svært. Og endelig giver mødet med andre ligesindede de fleste en følelse af, at være lidt mindre alene i verden.

En af vores klienter udtrykte det så fint, da hun sagde, at det at tale højt om problemerne derhjemme føltes som en byrde, der blev taget af hendes små skuldre.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • dansk misbrugsbehandling
  • rådgivning om misbrug og behandling
  • behandlingcenter tjele
  • hjælp til børn fra misbrugsfamilier
  • mor drikker
  • far drikker
  • barn af alkoholiker
  • de små skuldre
  • du er ikke alene

Regions

  • Midtjylland

Kontakt

Jan Meincke

Pressekontakt Centerleder Tjele-Dansk Misbrugsbehandling 70204080

Relateret materiale