Gå til indhold
Store mængder skov bliver hvert år ryddet i Chaco-området i Sydamerika for at give plads til sojaproduktion. Foto: Mighty Earth
Store mængder skov bliver hvert år ryddet i Chaco-området i Sydamerika for at give plads til sojaproduktion. Foto: Mighty Earth

Nyhed -

EU vil bruge amerikansk soja som vedvarende energi - men det kan føre til mere skovrydning, mener Verdens Skove

EU har godkendt, at soja fra USA må importeres som biobrændstof i omstillingen til vedvarende energi. Men det er langt fra en bæredygtig strategi, mener Verdens Skove. For skal europæiske biler til at køre på amerikansk soja, må der dyrkes mere soja til dyrefoder i andre lande - og det vil koste skov.

Af Anne Liv Eberlein

EU har i januar indgået en aftale med USA om at øge handlen med visse produkter, herunder soja fra USA til EU.

Handelen mellem USA og EU er mere end fordoblet i 2018 alene, så soja fra USA nu udgør 75 procent af den europæiske sojaimport. Det forventes, at handelen vil stige endnu mere.

Den nye aftale er indgået, fordi EU landene ønsker at bruge endnu mere sojaolie i biobrændsel for at opfylde deres mål for omstilling til vedvarende energi.

For at EU kan indregne sojaen som en vedvarende energikilde, skal den leve op til kriterierne i EU’s nye direktiv for vedvarende energi. Det er nu besluttet, at sojaen fra USA lever op til disse kriterier og dermed kan bruges i den europæiske biobrændsel.

Soja lægger pres på skovene

Men det gør ikke den amerikanske soja til en bæredygtig energikilde, lyder det fra Gry Bossen, politisk koordinator i Verdens Skove.

“Det er en bekymrende udmelding,” fastslår hun og fortsætter: “Det er det dels fordi det er helt uforsvarligt at bruge fødevarer i produktionen af brændstof. Det lægger et unødigt pres på den globale fødevaresikkerhed. Derudover så frygter vi, at produktionen af soja til biobrændsel i USA vil skubbe produktionen af soja til dyrefoder ud til andre lande, hvor dette vil lægge pres på regnskoven.”

Produktion af soja til dyrefoder er vokset eksplosivt i de sidste få årtier og beslaglægger allerede store områder især i Latinamerika. I Argentina, Brasilien og Paraguay fylder sojadyrkning 56 millioner hektar, et område på størrelse med Frankrig, og hvert år udvides produktionen til nye områder.Denne udvikling har været en af de største årsager til skovrydning i Latinamerika, og lægger fortsat stort pres på tropiske skove, forklarer Gry Bossen:

“Store områder af regnskov i Amazonas og savanne-skov i Cerrado- og Chaco-områderne er ødelagt for at give plads til sojaplantager,” fortæller hun.

Det handler om plads

“Det hele handler om, hvor meget plads vi bruger til at producere vores fødevarer. Soja bruges især til dyrefoder for at tilfredsstille verdens store kødforbrug, men det ville optage meget mindre plads, hvis vi i højere grad spiste afgrøderne frem for dyr, som vi fodrer med afgrøderne. Vi fylder simpelthen meget mere end vi behøver, og den plads tager vi fra den vilde natur, der er tilbage,” forklarer Gry Bossen.

“Når vi så oven i købet skal til at bruge store mængder af afgrøder som brændsel, er det klart, at der bliver brug for endnu mere plads samlet set. Det vil i sidste ende gå ud over skovene, viser de sidste årtiers erfaring desværre,” fastslår hun.

Gry Bossen understreger desuden, at USA ikke producerer særligt meget certificeret soja.

Verdens Skove mener, at EU landene skal gøre deres forbrug mere bæredygtigt for at forhindre mere skovrydning i troperne:

“Vi bliver nødt til at mindske det store pres på de tropiske skove, som kommer fra sojaproduktion. Det betyder, at soja ikke skal bruges som energikilde, og at vi skal nedsætte kødforbruget, så vi bedre udnytter den plads, vi bruger til fødevareproduktion. Og endelig så skal den soja, vi bruger, som det mindste være certificeret,” slutter hun.

Læs mere om sojaproduktionens konsekvenser for skovene her.

Emner

Kategorier

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark