Nyhed -
Aon Insight: Endelig aftale i industrien – fokus på pension, sundhed og øget gennemsigtighed i markedet
Forliget på industriens område er stemt igennem og trådte i kraft den 1. marts 2025.
Aftalen indeholder en række ændringer, som virksomheder bør være opmærksomme på – herunder højere arbejdsgiverbetalt pension, nye krav ved skift af pensionsleverandør og forhøjelse af Fritvalgs Lønkontoen.
Selvom jeres virksomhed ikke er direkte omfattet af Industriens Overenskomst, fungerer den ofte som pejlemærke for kommende aftaler på tværs af brancher. Det gør det relevant allerede nu at forholde sig til de nye vilkår og vurdere, om de kan få betydning for jeres pensionsaftale og personalepolitik.
1. Højere arbejdsgiverbetalt pension
En af de væsentligste ændringer i forliget er en forhøjelse af pensionsindbetalingen fra arbejdsgiver:
Pr. 1. maj 2025 stiger arbejdsgiverens pensionsbidrag fra 10 % til 11 %
Medarbejderens eget pensionsbidrag er uændret på 2 %
Dette betyder øget pensionsopsparing for medarbejderne uden ekstra omkostning for dem selv, mens arbejdsgiverens samlede pensionsomkostninger stiger.
2. Præcisering af regler ved skift af pensionsleverandør
Forliget tydeliggør en række eksisterende regler i forbindelse med leverandørskifte. Det gælder blandt andet:
Større gennemsigtighed: Medarbejdere skal modtage økonomiske oplysninger om den nye pensionsordning i forbindelse med skift af leverandør
Administrative lettelser: Varslet for leverandørskifte er forkortet, og processen omkring indsendelse af dokumentation er forenklet – herunder indhentning og formidling af de nødvendige oplysninger
Sikkerhed for medarbejdere: Det nye pensionsselskab er forpligtet til at overtage alle medarbejdere – også dem i fleksjob – uden krav om helbredsoplysninger eller arbejdsdygtighedserklæring
Uændrede vilkår: Medarbejdere, som modtager ydelser ved nedsat erhvervsevne eller er i karensperiode, forbliver i den hidtidige ordning hos den tidligere leverandør. Deres forsikringsdækning og omkostninger må ikke forringes i denne periode
Det er den afgivende leverandørs ansvar at kontakte den nye leverandør, så medarbejdere kan overgå, når hindringerne for flytning ikke længere er til stede.
3. Stigning i Fritvalgskonto
Medarbejdernes Fritvalgskonto forhøjes i to trin:
1. marts 2026: Kontoen forhøjes med 1 procentpoint
1. marts 2027: Kontoen forhøjes med yderligere 1 procentpoint
Det betyder, at kontoen samlet set stiger med 2 procentpoint over to år.
Fritvalgskontoen giver medarbejderne større fleksibilitet i, hvordan de ønsker at bruge deres midler – enten som ekstra pension, lønudbetaling eller frihed.
Hvad betyder det for jeres virksomhed?
De nye tiltag i forliget kan få betydning for jeres samlede pensionsomkostninger, fleksibiliteten i jeres pensionsordning og håndteringen af pensionsleverandørskifte.
Nyt råd med fokus på gennemsigtighed
Det nye Pensionsudbudsråd er etableret i et samarbejde mellem Forsikring & Pension og Forsikringsmæglerforeningen (FMF). Rådet er en del af en ny åbenhedsaftale og har til formål at styrke gennemsigtigheden på firmapensionsområdet – både for virksomheder og medarbejdere.
Rådet skal blandt andet:
Følge og analysere markedsudviklingen på firmapensionsområdet
Bidrage til, at udbud af firmapensioner foregår på et oplyst og sammenligneligt grundlag
Sikre bedre og mere ensartet information gennem fx nøgleoplysningsskemaer og standardiserede prisoplysninger
Baggrunden for rådet er et ønske om at skabe mere transparens i markedet og sikre, at virksomheder og medarbejdere lettere kan vurdere forskelle i pris, dækning og kvalitet ved valg af pensionsleverandør.
Som medlem af FMF ser Aon positivt på etableringen af rådet og bakker op om formålet om at skabe et mere åbent og gennemskueligt firmapensionsmarked.
Aon følger udviklingen tæt og bistår virksomheder med at håndtere de nye krav i praksis – blandt andet i forbindelse med leverandørskifte, medarbejderinformation og vurdering af eksisterende aftaler.
Nyt fra Aon: Udviklingen på pensions- og sundhedsområdet
2024 har været præget af stor bevågenhed omkring sundhedsforsikringer, markedsudvikling og fremtidige pensionsvilkår. Debatten fortsætter i 2025, hvor flere aktører og ændringer er på vej.
I maj 2024 afholdt Aon et seminar med deltagelse af blandt andet indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde samt repræsentanter fra PFA og Danica. Her blev der sat fokus på den stigende efterspørgsel på sundhedsforsikringer og deres rolle i det danske sundhedssystem.
Pensionsmarkedet: Balance og markedsudvikling
2024 har været præget af øget konkurrence i pensionsmarkedet. Alle mæglerhuse melder om øget aktivitet, og virksomheder har konkurrenceudsat deres pensionsordning. Flere virksomheder har skiftet pensionsleverandør for at opnå bedre vilkår, priser eller større rabatter.
Tendensen er fortsat ind i 2025, hvor flere virksomheder fortsat ser på deres ordninger med et strategisk blik og efterspørger gennemsigtighed og fleksibilitet.
Debatten om den automatiske stigning i folkepensionsalderen fortsætter, ligesom også ATPs rolle og afkast har været til debat i medierne.
Sundhedsforsikringer: Nye spillere og øget efterspørgsel
Sundhedsmarkedet har udviklet sig hurtigt i 2024, og vi har set nye aktører melde sig på banen:
One Health International tilbyder en ’top-up’ sundhedsforsikring med global dækning
GodSundhed lancerer en prisvenlig sundhedsforsikring, dog med begrænset dækning
Velliv planlægger at introducere deres egen sundhedsforsikring i 2025
Ønsker I en gennemgang af, hvordan de nye overenskomstaftaler eller markedsændringer kan påvirke jeres pensionsaftale, er I velkomne til at kontakte os.