Gå til indhold
Arla klimakompenserer 90 millioner liter økomælk

Pressemeddelelse -

Arla klimakompenserer 90 millioner liter økomælk

Arla er i fuld gang med at reducere sin klimapåvirkning gennem en lang række initiativer hele vejen fra gård til forbruger. Og nu bliver Arla ØKO CO2e-neutral ved hjælp af klimakompensation. Det betyder i praksis, at udledningen fra 90 millioner liter mælk udlignes gennem investeringer i skovprojekter.

Arla har en klar ambition om at producere mælk helt uden klimapåvirkning, og udledningen bliver hele tiden mindre. Men det er en proces, der tager tid. For det handler i høj grad om biologiske processer, når køerne fx bøvser metan ud i atmosfæren. Mens Arla arbejder på at løse det, tager andelsmejeriet hele tiden små og store skridt for at holde maksimal fart på klimarejsen.

Et af de skridt, Arla nu tager, er at klimakompensere aftrykket fra de 90 millioner liter økologisk mælk, som hvert år bruges til at producere Arla ØKO mælk, yoghurt og smør. Hele Arla ØKO-serien bliver derfor CO2e-neutral ved hjælp af investering i klimakreditter. Det betyder, at hele udledningen fra Arla ØKO fremover udlignes gennem investeringer i klimaprojekter, der binder lige så meget CO2e, som Arla udleder i produktionen. Hele vejen fra koen til køleskabet.

”Hver eneste dag arbejder Arla og vores landmænd benhårdt på at reducere klimapåvirkningen fra enhver Arla-gård og enhver liter Arla-mælk. Klimakompensation er et mindre, men oplagt skridt. Ved at klimakompensere kan vi fra i dag give danskerne mulighed for at vælge CO2e-neutrale produkter. Og det er vi rigtigt glade for. For vi ved, at rigtigt mange efterspørger det,” siger Hanne Søndergaard, koncerndirektør for global marketing og innovation i Arla.

En helt ny undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Arla viser, at 46 procent af danskerne vil have flere klimakompenserede produkter og services.

Danskerne må ikke være i tvivl

Forbrugerne skal vide, hvad der står i køledisken. Derfor kalder andelsmejeriet ØKO-produkterne præcist det, de er, nemlig ”CO2e-neutral – kompenseret med klimakreditter”. Arla forklarer også på emballagen, hvad klimakompensation handler om, og hvordan Arla klimakompenserer.

”Det er vigtigt for os, at forbrugerne får klar besked. De må ikke være i tvivl om, at der er udledt CO2e under produktionen, og at vi gennem klimakompensation udligner al udledning fra ko til forbruger. Derfor har vi gjort os umage med at forklare, hvad produkterne er – og ikke er,” siger Hanne Søndergaard.

Arla har valgt klimaprojekter fra øverste hylde

I praksis sker udligningen ved skovprojekter i Østafrika og i Indonesien og Amazonas i Brasilien. Arla har valgt disse projekter, fordi de lever op til de højeste krav til klimakompensation; Verified Carbon Standard. Det er Arlas garanti for, at CO2e-udligningen reelt finder sted og gør en forskel for klimaet her og nu. Derudover har det været vigtigt for Arla at vælge projekter, som lokalbefolkningen også vinder på ved fx at blive uddannet i skovbrug og biodiversitet.

Arla sælger hvert år 90 mio. liter mælk i Arla ØKO-serien, der bliver til drikkemælk, yoghurt og smør. Det svarer til en samlet udledning på 123.000 tons CO2e, som Arla nu kompenserer for.

”Vi tester klimakompensation af på netop Arla ØKO på grund af både stor volumen og for at leve op til de økologiske forbrugeres forventninger. På dén måde bidrager initiativet også til at udvikle og fremtidssikre økologien til gavn for Danmarks økologiske førertrøje, vores landmænd og Arla,” slutter Hanne Søndergaard.

Arla sætter turbo på CO2e-reduktion

Arlas udledning bliver hele tiden mindre gennem grønne tiltag i alle led af virksomheden. Arlas økologiske mælk og yoghurt samt Arla24-mælk og A38 hældes alle på grøn karton. Arla bruger udelukkende grøn strøm og biogas på friskmælksmejerierne til at dække elforbruget, og hele ni ud af ti af Arlas landmænd er tilmeldt klimatjek, som betyder, at Arla kan accelerere reduktionen af CO2e på gårdene.

Som et ekstra initiativ har Arlas økologiske landmænd netop besluttet at reducere deres udledning med 30 procent i 2028 – to år før Arlas samlede målsætning.

Fakta om Arla CO2e-neutral – kompenseret med klimakreditter

  • Arla ØKO mælk, yoghurt og smør bliver nu klimaneutral under navnet CO2e-neutral – udlignet med køb af klimakreditter. Det er muligt, fordi Arla klimakompenserer for 100 procent af den CO2e, der udledes i produktionen af produkterne.
  • Arla sælger hvert år 90 mio. liter mælk i Arla ØKO-serien, der bliver til drikkemælk, yoghurt og smør. Det svarer til en samlet udledning på 123.000 tons CO2e i produktionen, som Arla nu kompenserer for.
  • Arla klimakompenserer ved at investere i tre skovprojekter i Østafrika, Amazonas i Brasilien samt i Indonesien.
  • Arla har valgt projekter, der er certificerede med Verified Carbon Standard, som er en globalt anerkendt standard inden for klimakompensation. Det betyder, at de tre projekter lever op til de højeste krav til klimakompensation på markedet.
  • På mejerierne kompenserer Arla energiforbruget ved køb af grønne oprindelsescertifikater fra vind- og biogasprojekter.
  • Arla fjerner plastikskruelåget fra den økologiske mælk. Hvert låg udleder 10 gram CO2e, og det giver derfor en årlig CO2e-reduktion på ca. 740 tons CO2e at fjerne låget.
  • Klimakompensation er ikke tænkt som en løsning på Arlas CO2e-udledning i mælkeproduktionen. Det er udelukkende et supplement til Arlas ambitiøse klimaindsats, der lige nu arbejdes på i hele værdikæden.
  • Arla har et mål om at reducere CO2e-udledningen med 30 pct. inden 2030 og blive 100 pct. klimaneutrale inden 2050. Arla er allerede på vej. Virksomheden har reduceret udledningen med 23 pct. pr. kg. mælk siden 1990.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 9.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Bjarke Munk Kamstrup

Bjarke Munk Kamstrup

Pressekontakt Pressechef +45 2452 6956
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +45 9131 1260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods

Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum