Gå til indhold
Danskerne vil have sund mad i sportshaller

Pressemeddelelse -

Danskerne vil have sund mad i sportshaller

Grillmad, pommes frites og is ryger i stor stil over disken i de danske sportshallers cafeteriaer, og den usunde mad er især udbredt blandt børn. Knap en tredjedel af forældrene køber is eller slik til børnene, når de skal have noget at spise i sports- eller svømmehallen. Det viser en ny undersøgelse, der samtidig peger på, at knap seks ud af ti danskere efterspørger sundere tilvalg på menuen. En målrettet indsats fra Arla i samarbejde med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund skal nu give et venligt puf i den rigtige retning.

Sundhed og velvære er som oftest målet, når danskerne dyrker motion. Men paradoksalt nok går junkfood og sport hånd i hånd i rigtig mange danske sportshaller, viser en ny befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Arla. Grillmad og slik/is er på top tre over de mest købte madvarer i sportshallernes cafeteriaer. Og især når det gælder børn, stiger junkfoodbarometeret. På spørgsmålet om, hvad forældre køber til deres børn – eller hvad børnene selv køber – i sportshallen, svarer 30 pct., at de køber is eller slik, mens 28 pct. køber sodavand, og 27 pct. køber pommes frites.

Målrettet samarbejde med sportshallerne selv

Men nu får sportscaféerne lidt hjælp på vejen. Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) kunne i denne måned præsentere Arla som ny national olympisk partner, og et centralt element i partnerskabet er, at Team Danmark, DIF og Arla i fællesskab har igangsat en målrettet indsats for at få flere sunde fødevarer ind i de danske sportshaller. Arla sørger blandt andet for at få opstillet kølere og automater med mejeriprodukter ude i landets sportshaller i samarbejde med de danske halsinspektører.

”Vi synes, vi kan gøre det lidt bedre, når de mest købte madvarer til børn i sportshaller er slik, is, sodavand og pommes frites. Vi er Danmarks største fødevarevirksomhed og vil gerne tage et medansvar for befolkningens sundhed, så derfor er vi som del af vores olympiske partnerrolle nu med til at udbrede flere sunde mejeriprodukter i sports- og svømmehaller. Der skal være flere gode alternativer til både voksne og børn,” siger Tomas Pietrangeli, direktør for Arla i Danmark.

Interessen for at få et større udvalg af sunde fødevarer er til at føle på. Ifølge Arlas undersøgelse ser 59 pct. af danskerne gerne flere sundere alternativer på sportshallernes menukort.

Sundere madvaner, når der dyrkes motion uden for hallerne

Selvom viljen er der, kan det godt være svært at vælge det næringsrige alternativ til, hvis udvalget af de usunde fødevarer er størst. Arlas undersøgelse viser nemlig også, at danskerne er meget mere tilbøjelige til at vælge den usunde mad, når de dyrker sport i en sportshal frem for andre steder som fx udendørs eller i et fitnesscenter.

16 pct. vælger pommes frites, når de køber mad efter at have dyrket motion i sportshallen, mens kun 3 pct. af dem, der spiser noget efter at have dyrker motion andre steder, går om bord i de friturestegte kartoffelstave. Og mens 20 pct. af de motionslystne danskere køber toast eller pølser i sportshallen, sætter kun 5 pct. tænderne i grillmad, når de har dyrket sport andre steder end i en hal. Ser man på de sunde madvarer, er mønstret det samme blot med omvendt fortegn. 14 pct. vælger frugt, når de køber mad eller drikke i en sportshal efter at have dyrket motion, mens 31 pct. spiser et stykke frugt, efter de dyrker motion andre steder end i en hal.

”Det er vigtigt, at de sunde alternativer ikke drukner i en skov af fristelser fra grillmaden. Og vi oplever en stor interesse fra flere sportshaller, som enten er i gang med eller er motiverede til at begynde at omlægge menuerne. I samarbejde kan vi indfri danskernes ønsker og samtidig give dem et velment skub i den rigtige retning ved at gøre sunde produkter mere tilgængelige og lettere at gå til,” siger Tomas Pietrangeli.

Arla har allerede installeret kølere og mejeriprodukter som drikkeskyr og yoghurtbægre i godt 30 sportshaller i landet. Ambitionen er, der skal laves aftaler med 150-200 sportshaller om at installere kølere og automater i løbet af 2015, og at 500 haller tilbyder mejerivarer.

Fakta om danskernes madvaner i forbindelse med sport og motion:

Top fem fødevarer i sportshaller

Hvad for noget mad/drikke køber du, når du er i en sportshal, idrætshal eller svømmehal? Angiv gerne flere svar:

  • 29 pct. sandwich
  • 20 pct. grillmad
  • 17 pct. slik/is
  • 16 pct. pommes frites
  • 14 pct. frugt

Spørgsmålet er kun stillet til personer, der har været i en hal de seneste 12 måneder. Resultaterne er kun for danskere, de danskere, der dyrkede sport i hallen og som købte mad eller drikke, imens de var der.

Top fem fødevarer uden for sportshallerne

Spiser eller drikker du nogle af følgende produkter, efter du har dyrket motion andre steder end i en sportshal, idrætshal eller svømmehal (f.eks. udenfor eller i et fitnesscenter)? Angiv gerne flere svar

  • 31 pct. frugt
  • 13 pct. proteinbar/pulver/drik
  • 11 pct. sandwich
  • 10 pct. salat
  • 8 pct. yoghurtprodukter

Spørgsmålet er kun stillet til personer, der dyrker motion, der ikke foregår i en hal. Resultaterne er for de danskere, der spiser eller dirkker noget efter træning.

Top fem mad/drikke til børn i sportshaller

Hvad køber du til dit barn/dine børn, eller hvad køber de selv, når de er i en sportshal, idrætshal eller svømmehal? Angiv gerne flere svar

  • 30 pct. slik/is
  • 28 pct. sodavand/saftevand
  • 27 pct. pommes frites
  • 21 pct. kildevand/mineralvand
  • 19 pct. grillmad

Spørgsmålet er kun stillet til personer, der har børn, som har været i en hal inden for de seneste 12 måneder.

Andre resultater fra undersøgelsen:

  • 20 pct. af dem, der køber mad eller drikke efter at have dyrket sport i en hal, vælger øl
  • 25 pct. af dem, der indtager mad eller drikke efter at have dyrket motion uden for en sportshal, drikker kaffe efter træningen
  • 4 pct. af danskerne, som opholder sig i en sportshal uden at dyrke motion, vælger proteinbar/pulver/drik, hvis de køber mad eller drikke i hallen
  • På spørgsmålet om, hvad forældre køber til deres børn – eller hvad børnene selv køber – i sportshallen, svarer 1 pct. yoghurtprodukter, 2 pct. salat og 11 pct. juice.

Befolkningsanalysen er foretaget gennem Epinions befolkningspanel på vegne af Arla blandt 1.006 respondenter i perioden 10.-18. december 2014.

Emner

Kategorier


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 13.500 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum