Gå til indhold
Danskerne vil støtte restaurationsbranchen: Fire ud af 10 vil spise ude mindst hver anden uge efter genåbningen

Pressemeddelelse -

Danskerne vil støtte restaurationsbranchen: Fire ud af 10 vil spise ude mindst hver anden uge efter genåbningen

I dag åbner de danske restauranter og caféer endelig op for både udendørs- og indendørsservering. Og de får travlt. Det viser en befolkningsundersøgelse fra Arla Pro. I undersøgelsen svarer 38 procent af danskerne, at de forventer at spise ude mindst hver anden uge efter genåbningen. Det skyldes i høj grad ønsket om at støtte restaurationsbranchen.

Restauranterne og caféerne rundt om i Danmark har været lukkede længe, men de stille køkkener kan snart blive afløst af buldrende travle serveringer. Den nye aftale om at fremskynde dele af genåbningsplanen der netop er forhandlet på plads betyder, at restauranter og caféer ikke skal vente indtil d. 6. maj med at åbne dørene op for indendørsservering. I stedet vil både indendørs- og udendørsservering være muligt allerede i dag.

Og køkkenerne kan godt forberede sig på et højt tempo fra starten. For hver femte dansker forventer at skrue op for husholdningsbudgettet og spise mere ude i de første måneder efter genåbningen sammenlignet med før corona. Det viser en ny befolkningsundersøgelse lavet på vegne af Arla Pro.

I undersøgelsen svarer 4 ud af 10 danskere desuden, at de forventer at spise ude minimum hver anden uge, når køkkenerne åbner.

Arla Pro er landets største leverandør af mejeriprodukter til de professionelle køkkener, herunder caféer og restauranter, og de er af mange grunde glade for at høre, at danskerne er klar til at sætte skub i bestillingerne.

”Nedlukningen har haft betydning for utroligt mange mennesker i branchen. Både restauratører, kokke, tjenere og leverandører som os selv, har mærket konsekvenserne af de tomme stole. Derfor er det ekstraordinært dejligt at se, at danskerne er mere end parate til at komme ud at spise og drikke og bidrage til, at branchen kommer tilbage på benene,” siger Jesper Vanghøj, marketingsansvarlig hos Arla Pro.

Danskerne er klar til at bruge flere penge for at støtte branchen

Udover at 1 ud af 5 danskere generelt er klar til at gå mere ud at spise, end de gjorde før corona, viser undersøgelsen også, at danskerne er klar til at bruge flere penge, når de er afsted. 20 procent af danskerne svarer i undersøgelsen, at de forventer at bruge flere penge på restaurant- og cafébesøg i de første tre måneder af genåbningen, end de gjorde før corona. Og det er der blandt andet én vigtig årsag til.

Det er nemlig ikke gået danskernes næse forbi, at branchen har haft et udfordrende år – tværtimod.

De danskere, som forventer at bruge ekstra penge på restauranter og caféer de næste måneder, vil i høj grad gøre det, fordi de ønsker at støtte restaurationsbranchen. Det har 49 procent svaret.

Til sammenligning siger 69 procent af de adspurgte, at de vil bruge flere penge på at spise ude, fordi de har savnet det, mens 40 procent gerne vil opleve stemningen af at være ude at spise.

”Det er virkelig fantastisk, at danskerne bakker sådan op om branchen. Jeg er overbevist om, at alle led i restaurationsbranchen er mere end klar til at byde genåbnings-glade danskere velkomne,” siger Jesper Vanghøj fra Arla Pro.

Og det skal der nok blive rig mulighed for. Arla Pros undersøgelse viser nemlig, at genåbningen af restauranter og caféer er det, danskerne har glædet sig allermest til ved genåbningen af samfundet.

Om undersøgelsen:

Eniro har spurgt 2.000 danskere i alderen 18-65 år om deres forventninger til genåbningen, deres holdning til restaurantbesøg og kantineordninger. Data er indsamlet i perioden 5. marts -19. marts 2021 via Epinions online Danmarks panel. Undersøgelsens resultater er repræsentative for den danske befolkning i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.

Tal fra undersøgelsen:

  • 18 procent af danskerne forventer at spise mere ude på restaurant eller café de første tre måneder efter genåbningen, sammenlignet med før corona.
  • 5 procent af danskerne forventer at spise ude flere gange om ugen i de første tre måneder efter genåbningen end før.
  • 13 procent forventer at spise ude én gang om ugen, 20 procent forventer at spise ude én gang hver anden uge, 29 procent én gang om måneden, 18 procent sjældnere end én gang om måneden, og 7 procent forventer slet ikke at spise ude de første tre måneder efter genåbningen.
  • 20 procent af danskerne forventer at bruge flere penge på restaurant- og cafébesøg de første tre måneder efter genåbningen sammenlignet med før corona.
  • 69 procent af de, der forventer at bruge flere penge på restaurant- og cafébesøg gør det fordi, de har savnet at spise ude. 49 procent gør det, fordi de gerne vil støtte restaurationsbranchen. 40 procent vil gerne opleve den gode stemning, 37 procent vil gerne bruge tid med familie og venner, 33 procent vil gerne have en gastronomisk oplevelse.
  • Det, som 55 procent af danskerne glæder sig allermest til ved genåbningen af samfundet, er at komme på restaurant og café. Herefter følger at besøge venner og familie med 51 procent og at tage ud at rejse med 44 procent.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 9.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum