Pressemeddelelse -
Den næste danske kandidat til verdens mest prestigefyldte kokkekonkurrence er fundet
Fredag den 16. maj blev det afgjort, hvem der skal repræsentere Danmark ved det næste Bocuse d’Or – verdens mest prestigefyldte kokkekonkurrence. Efter 5,5 intense timer i køkkenet på Madens Folkemøde kunne Christian Wellendorf fra Babette lade sig hylde som den næste danske kandidat og tage det næste skridt mod en af de ypperste konkurrencer indenfor gastronomien.
Torvet i Nykøbing Falster summede af koncentration, da de tre talentfulde kokke – Christian Wellendorf, Jens Vincent og Kristoffer Madsen – kæmpede om sejren og titlen som den næste danske Bocuse d’Or-kandidat foran et dommerpanel bestående af Danmarks mest anerkendte kokke.
Efter en intens dag, hvor hver kandidat i samarbejde med deres køkkenassistent, eller som det fint hedder, commis, skulle præsentere to serveringer. var det til sidst Christian Wellendorf fra Babette, der nu kan se frem til at skulle repræsentere Danmark ved – i første omgang – Bocuse d’Or Europe i 2026, hvor der også er en kvalificering til det uofficielle mesterskab i Lyon i 2027 på spil. Forude venter mange timer i træningskøkkenet, hvor teknik, elementer og samarbejde skal forfines yderligere, så det danske hold står helt skarpt til den første konkurrence.
Arla Unika er stolt sponsor af den danske Bocuse d’Or-udtagelse og var med ved konkurrencen, der fandt sted til Madens Folkemøde på Falster. Frederic Viking, Head of Marketing and Innovation i Arla Unika siger:
“At komme så tæt på nogle af Danmarks bedste kokke er en stor inspiration. Mange af vores osteidéer er opstået i dialog over en ret eller idé. Vi er stolte over at være med på denne rejse og bakke op om kokkenes visioner, og vi glæder os til at følge Christian på rejsen mod Europamesterskabet i 2026 og forhåbentligt også ved verdensmesterskabet i Lyon i 2027.”
Nye indtryk skaber nye idéer
I Arla Unika er ambitionen at tage mejeri til nye højder. Det betyder at udfordre sig selv, sætte spørgsmålstegn ved dogmerne og turde gøre tingene anderledes. Denne tankegang er en, Arla Unika deler med de geniale hoveder, der er med til at drive topgastronomien i dag, og som dystede i konkurrencen om at repræsentere Danmark ved Bocuse d’Or.
Henrik Lilballe, direktør for Arla Danmark, siger:
“Det er inspirerende at se så dygtige kokke konkurrere på allerhøjeste niveau. Bocuse d’Or er en konkurrence, der virkelig sætter standarden for gastronomisk innovation, og vi er stolte af at støtte denne udvikling.”
Med Bocuse d’Or-udtagelsen på Madens Folkemøde har Danmark vist, at vores det gastronomiske niveau er tårnhøjt og at vi endnu engang er klar til at konkurrere på internationalt topniveau.
Emner
_______________________________________________________________________________
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 7600 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.