Pressemeddelelse -
Grækenland fik eneret på feta
Torsdag i sidste uge blev EU-kommissionens forslag om beskyttelse af feta som en græsk oprindelsesbetegnelse som ventet vedtaget i EU's ministerråd.
Det betyder, at danskproduceret feta ikke længere vil kunne sælges under navnet feta inden for EU. Der vil dog være en overgangsperiode på fem år, inden beskyttelsen træder i kraft.
Afgørelsen er meget principiel for beskyttelsen af ostenavne, da både Holland og Frankrig har lignende ansøgninger om ophavsret liggende på henholdsvis gouda, edam, brie og camembert.
I første omgang gælder navnebeskyttelsen kun inden for EU, som aftager godt 40 pct. af den danske eksport. EU-kommissionen arbejder imidlertid på at løfte reglerne om oprindelses- og geografiske betegnelser over i WTO-regi. Det vil betyde, at danske mejerier heller ikke vil kunne anvende feta-navnet uden for EU.
Mejeriforeningen har tidligere meddelt, at man, hvis forslaget blev vedtaget, ville anlægge sag mod EU-kommissionen på vegne af de feta-producerende danske mejerier. Ligeledes har den danske fødevareminister Mariann Fischer Boel sagt, at hun overvejer, om den danske stat skal anlægge en lignende sag.
Danmarks eksport af feta var sidste år på ca. 25.000 tons.
Læs også...
Gode råd om feta
Feta det hvide krydderi
Ti tips med feta i madlavningen