Gå til indhold
Innovativt samarbejde mellem Madservice Aalborg og Arla Pro reducerer plastik med 75 procent

Pressemeddelelse -

Innovativt samarbejde mellem Madservice Aalborg og Arla Pro reducerer plastik med 75 procent

Hvert år sender Arla Pro 380.000 styks 10 liters dunke med mælk og fløde ud til de danske storkøkkener. Men nu bytter Arla Pro de klassiske plastdunke ud med en ny ‘bag in a box’-løsning, der mindsker brugen af plastik med 75 procent og reducerer emballageproduktionens CO2-udledningen med 50 procent. Emballagen er udviklet i et unikt samarbejde mellem Arla Pro og kunder som fx Madservice Aalborg.

”Skulle vi ikke se, om vi kunne fjerne noget plastik fra de store 10-liters dunke?”

Nogenlunde sådan lød begyndelsen på et innovativt og utraditionelt samarbejde mellem kunder og leverandør, da Madservice Aalborg havde en idé og tog kontakt til Arla Pro.

Fra og med i dag er det derfor slut med at køre de klassiske 10-liters plastikdunke med mælk og fløde fra Arlas mejerier og ud til de danske storkøkkener. I stedet for at få leveret mælk og fløde i plastikdunke, vil Arla Pros kunder, der tæller alt fra kantiner og sygehuse til restauranter, nemlig modtage mejeriprodukterne i en ny og mere klimavenlig emballage.

Den nye emballage er udviklet som en innovativ ’bag in box’-løsning, der består af en plastpose med mælk eller fløde i en solid papboks lavet af 50 procent genanvendeligt materiale.

Denne nye emballage reducerer mængden af plastik med 75 procent og mindsker CO2-udledningen i produktionen af dunkene med 50 procent sammenlignet med de oprindelige dunke.

”Det kræver både tid og innovative løsninger at reducere brugen af plastik og CO2 i vores emballage, men hvert eneste skridt tæller i vores samlede arbejde mod mere klimavenlig emballage. Derfor er jeg stolt af, at vi nu er i mål med en ny emballage, som også giver mening ude i køkkenerne,” siger Jesper Vanghøj, som er marketingansvarlig i Arla Pro.

Madservice Aalborg-samarbejde sikrer forbrugernes behov

Processen med at udskifte emballagen på Arla Pros 10-liters dunke startede tilbage i 2019, blandt andet på baggrund af en opfordring fra Madservice Aalborg, som er madleverandør i Aalborg Kommune. De ønskede at mindske mængden af plastik blandt kommunens storkøkkener, og da Arla Pro i forvejen gik med de samme tanker, blev de og andre Arla Pro-kunder hurtigt en del af udviklingen af den nye emballage.

”Det er meget positivt, at vi som forbrugere har haft mulighed for at blive hørt og inddraget i processen, da vi kan belyse nogle af de udfordringer, der kan opstå i den daglige håndtering af produktet helt fra varemodtagelsen til det ender i gryderne,” siger Hanne Juul, som er leder af Madservice Aalborg.

”Det er næsten uundgåeligt, at ny emballage kræver nye arbejdsgange i køkkenerne, men det er kun et spørgsmål om tid, før de er blevet implementeret. Det vigtigste er uden tvivl det klimamæssige aspekt, og vi er meget stolte af at have været en del af udviklingen,” siger Hanne Juul.

Madservice Aalborg leverer dagligt mad til 2.500 ældre i Aalborg Kommune, og ifølge Jesper Vanghøj har indsigter fra Madservice Aalborg om netop arbejdsgangene været meget brugbare i produktionsprocessen.

”Vores mål var at udvikle en emballage, der både bidrager til den grønne omstilling, og som samtidig gør det nemmere for slutbrugerne at skille sig af med dunkene igen. Det er vi lykkedes med i samarbejde med blandt andre Madservice Aalborg,” siger Jesper Vanghøj.

De nye 10-liters dunke lanceres mandag i uge 35, og de bidrager til Arlas samlede målsætning om at reducere sin CO2-udledning i produktion, logistik og energiforbrug med 63 procent inden 2030 samt at skifte til 100 procent genanvendelig emballage på egne brands inden 2025.

Fakta:

  • Besparelser i ny bag-in-box løsning sammenlignet med oprindelige dunke fra før august 2022: 50 procent CO2 besparelse i produktionen
  • 75 procent plastreduktion (fra 268,8G plast til 62,4G plast)
  • 50 procent brug af genanvendeligt pap
  • Lanceringen af de nye ’bag-in-box’ 10-liters mælk og fløde sker i dag, mandag i uge 35
  • Den nye emballage bliver implementeret i otte versioner af 10-liters dunke med mælk og fløde, både økologisk og konventionelt.
  • For at imødekomme køkkenernes høje krav til fødevaresikkerhed har Teknologisk Institut udarbejdet en risikofaktoranalyse, som har vurderet den nye emballages mikrobiologisk, kemiske og fysiske risikofaktorer og sikret ekstern validering af alt fra proces til levering og håndtering hos slutbrugerne
  • Arlas 2030-målsætning: 63 procent reduktion i udledningen af drivhusgasser i produktion, logistik og energiforbrug inden 2030
  • 100 procent genanvendelig emballage på Arlas egne brands inden 2025
  • 0 procent fossilbaseret virgin plast på Arlas egne brands inden 2030
  • Netto nul udledning på tværs af alle scopes (1, 2 + 3) inden 2050


For mere information, kontakt venligst:
Carina Østergaard, PR-Manager Arla Danmark
Mail: caoes@arlafoods.com
Telefon: 91 31 16 01

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8900 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum