Pressemeddelelse -
Kick-off til fodboldskole for de mindste
På fredag 3. september starter Arla Foods og DBUs mikrofodboldskoler, der afholdes for sjette år i træk.
I alt har 3.632 seks- og syvårige drenge og piger tilmeldt sig fodboldskolerne. Idéen er at give børnene og deres forældre en fælles oplevelse på børnenes præmisser med fodbolden i centrum. Pirater er årets tema for de fodboldglade børn, og alle kommer i kamp mod de uberegnelige landkrabber.
Der bliver spillet fodbold på i alt 98 skoler i hele Danmark. 28 skoler er udsolgte, og 12 skoler har aflyst på grund af manglende tilmelding. De skoler, som afholder mikrofodboldskole, men endnu ikke er udsolgte, har overtaget restsalget af billetterne. Børnene kan blive tilmeldt helt op til starten, og derfor forventer DBU, at der kommer omkring 200 flere børn med.
”Vi har solgt lidt færre billetter, end vi håbede på og lidt færre end sidste år”, siger Steen Jørgensen, som er afdelingsleder i DBU Børn og Ungdom. Som forklaring peger han på, at årets årgange er lidt mindre end sidste år, og muligvis har børnene fået flere aktivitetstilbud at vælge imellem.
Arla Foods er sponsor for DBUs børne- og ungdomsaktiviteter, der blandt andet omfatter fodboldcamps, fodboldskoler og mikrofodboldskolerne.