Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Matilde Classic bliver grøn

Arla Foods lancerer en øko-variant af Danmarks mest populære kakaomælk.

Børnefamilier er særligt glade for økologisk mælk, og de er også den primære målgruppe for Matilde Classic, som er det mest populære kakaomælksprodukt i Danmark. Derfor har Division Danmark fundet det naturligt at lancere en økologisk Matilde Classic, som ud over økologisk mælk indeholder økologisk sukker og kakao.

”De økologiske ingredienser smager ikke helt som de konventionelle, men vi har gjort utroligt meget ud af at ramme den velkendte smag, som forbrugerne er vant til”, fortæller produktchef Susanne Klemp.

Hun håber, at den økologiske variant kan være med til at gøre Matilde Classic endnu mere populær blandt danskerne – hvis det overhovedet er muligt, tilføjer hun. Salget af Matilde Classic går nemlig forrygende og er siden 1. oktober sidste år steget ca. 20 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Den økologiske Matilde Classic har meget passende fået et grønt bånd.

Den nye øko-variant, som fås i kartoner med henholdsvis 1 liter og 200 ml, kom på hylderne i Coop-butikkerne i denne uge, og sidst i januar vil den være tilgængelig i den øvrige danske detailhandel.

Emner

Kontakt