Pressemeddelelse -
Ny gammeldags ost til osteelskere
Danmarks ældste andelsmejeri, Tistrup Mejeri, har fremstillet en helt ny serie af smagfulde oste efter gamle håndværksmæssige traditioner. Ostene er lavet efter original recept, som er gået i arv fra mejerist til mejerist gennem generationerne på mejeriet - med respekt for de stolte håndværkstraditioner og de gode råvarer.
”Vi er rigtigt stolte af osten, som vi kalder ”Tistrup Mejeri”. Den har en karakterfuld smag, som vi håber især garvede ostespisere vil sætte pris på”, siger ostemester Gert Bjerre fra Tistrup Mejeri, som er en del af Arla Foods.
Han forklarer, at den særlige smag skyldes Tistrup-kulturen, osteklædet og den særlige rødkitkultur.
Tistrup-kulturen stammer tilbage fra smørproduktionen på Tistrup Mejeri i 1940 og dyrkes fortsat på mejeriet. Kulturen tilsættes mælken og er med til at give osten den rette smag og konsistens.
Osteklædet former osten og giver den en stærk skorpe, så osten bedre kan lagre. Desuden bevirker klædet, at meget valle kan presses ud af skorpen, hvilket styrker skorpen endnu mere. Tistrup Mejeri er blandt de meget få mejerier i Danmark, som stadig benytter osteklæder i fremstillingsprocessen.
Rødkitten er også Tistrup Mejeris egen. Den smøres på osten, inden osten lægges til lagring, og er sammen med kulturen med til at give osten sin endelige smag.
”Vi har udviklet osten, dels fordi forbrugerne efterspørger ost fra os, som smager af mere, og dels fordi vi ved, at danskerne er meget interesseret i råvarens oprindelse og historien bag produkterne. Sekundært vil vi også gerne vise, at Arla Foods består af en række små og store mejerier, og at vi både benytter os af moderne teknologi og den tradition, som generationer før os har skabt”, siger Brand Manager i Arla Foods Rikke Møldrup Lynggaard
Den nye, gammeldags ost fra Tistrup Mejeri kan købes i supermarkederne fra 1. oktober 2005. Den findes i tre varianter: Mellemlagret, Kraftfuld lagret og Stærk ekstralagret.