Pressemeddelelse -
Nye roller til Andreas Lundby og Hans-Åke Hammarström
De to afgående medlemmer af koncernledelsen, Andreas Lundby og Hans-Åke Hammarström, fortsætter i Arla, men vil fremover hellige sig mere specifikke koncernkritiske opgaver.
Andreas Lundby, 61 år, har været medlem af koncernledelsen siden 1998 og blev i 2004 vice-adm. direktør. Han træder ud af både direktionen og koncernledelsen og vil fremadrettet fokusere på færre, men fortsat centrale strategiske udviklingsområder i Arla Foods - og samtidig skabe mere tid til familien. Han vil særligt koncentrere sig om koncernstrategiske opgaver i Arla Foods Ingredients og i Kina. Han vil desuden fortsat repræsentere Arla i en lang række eksterne sammenhænge internationalt.
Hans-Åke Hammarström, 60 år, har været en del af koncernledelsen siden 2004. Han vil fortsætte i Arla og beskæftige sig med særlige opgaver i Sverige og Finland for koncernen og for Executive Vice President for Consumer Sweden, Christer Åberg.
”Både Andreas og Hans-Åke har gennem deres mange år i Arla ydet et stort bidrag på henholdsvis den danske og den svenske side, og de senere år på tværs af markederne i deres roller i koncernledelsen. De har begge trukket et stort læs og haft direkte indflydelse på at skabe det Arla, vi har i dag. Jeg er derfor glad for, at de begge stadig ønsker at bidrage til virksomhedens udvikling,” siger adm. direktør Peder Tuborgh.