Gå til indhold
Nyt cheddar partnerskab med Dairy Farmers of America

Pressemeddelelse -

Nyt cheddar partnerskab med Dairy Farmers of America

Arla indgår et nyt joint venture med Dairy Farmers of America (DFA) om etableringen af et mindre produktionsanlæg for cheddarost i USA. I deres første samarbejde nogensinde vil de to landmandsejede andelsselskaber undersøge, om der er et marked for premium-cheddar på verdens største ostemarked.

En tredjedel af den ost amerikanske forbrugere køber er cheddar. Hvis man gerne vil købe cheddar, hvor producenten bruger mælk af den højeste kvalitet på markedet og har forpligtet sig til ikke at bruge væksthormoner eller kunstige ingredienser, er udvalget imidlertid begrænset.

"Sammen med Dairy Farmers of America og otte af deres landmænd, som skal stå for leveringen af den rå mælk, vil vi undersøge mulighederne for at tilføre nye kvalitetsstandarder til cheddarkategorien gennem vores Arla® varemærke. Det vil gøre os mere attraktive for detailhandelen, at vi har cheddar i vores amerikanske sortiment, og dermed kan vi samtidig øge salget af vores europæiske produkter fremstillet af vores andelshaveres mælk," siger Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods.

"Vi er glade for at have indgået dette samarbejde med Arla. Arla og DFA ønsker begge at levere produkter af højeste kvalitet til forbrugerne på basis af mælk fra mælkeproducenter, som driver deres landbrug på en bæredygtig og transparent måde," siger Rick Smith, administrerende direktør i DFA.

En del af joint venture-aftalen går ud på at etablere et produktionsanlæg i den vestlige del af staten New York. Landmændene, der skal levere mælken til produktionen, er alle medlemmer af DFA, og de skal årligt levere omkring 70.000 tons rå mælk, som opfylder de kvalitetsstandarder, der er opstillet i Arlas eget kvalitetsprogram Arlagården®.

Det amerikanske marked har en meget restriktiv kvoteordning for import af cheddar. Dermed har Arla begrænsede muligheder for at importere europæisk cheddar, og derfor er det en bedre idé at satse på lokal produktion baseret på amerikansk mælk.Den fælles investering udgør 58 mio. USD (53 mio. EUR), heraf står Arla for 20 procent, svarende til 11,6 mio. USD (10,3 mio. EUR).

Mål om at blive blandt de 10 største ostemærker
Det amerikanske marked er en af seks strategiske vækstregioner i Arlas strategi "Good Growth 2020". Målet er at fordoble omsætningen fra salget af forbrugerprodukter i USA frem mod 2020 (ifht 2014-niveau) samt at blive blandt de ti største aktører inden for ost på detailmarkedet. Et vigtigt element er at udbygge forretningen fra delikatesse-segmentet til den almindelige mejerihylde, hvor 92 procent af den amerikanske detailhandels ostesalg foregår. Arla i USA har for nyligt lanceret en Arla® flødeost, som skiller sig ud fra markedet ved at være uden væksthormoner, kunstige ingredienser og smagsstoffer.

"Amerikanerne efterspørger i stigende grad sunde fødevarer, som de kan føle sig trygge ved at spise og servere for familien. Den position, vi har skabt for Arla®-varemærket, er netop kendetegnet ved autenticitet, transparens og fantastisk smag. Det er en attraktiv position, som i øjeblikket ikke findes i stor stil hverken på mejerihylden eller i cheddarost-kategorien. Vores forventning er, at de nye cheddarprodukter også kan bane vejen for vores flødeost og andre Arla® produkter," siger Don Stohrer, som er direktør for Arla Foods USA.

DFA får ledelsesansvaret og vil eje 70 procent af joint venture-selskabet, mens Arla ejer 20 procent, og de otte landmænd, der leverer mælken, ejer 10 procent. Joint venture-selskabet forventes at få 30 medarbejdere. Etableringen af produktionsanlægget går i gang i efteråret 2016, og produktionen forventes at starte i efteråret 2017.

Fakta om Arla Foods USA

  • Omsætning i 2015: 123 mio. EUR (en stigning på 14 procent fra 108 millioner euro i 2014)
  • I den nye Strategi 2020 satser Arla på at fordoble sin omsætning fra salget af forbrugerprodukter i USA inden 2020 (ifht 2014-niveau).
  • Arla sælger aktuelt følgende produkter i USA under Arla® varemærket: Havarti, Gouda, Meunster og Fontina, der fremstilles lokalt på Arlas mejeri i Hollandtown, Wisconsin, samt importeret flødeost fremstillet i Holstebro af danske andelshaveres mælk. Flødeost er et nyt stort satsningsområde for Arla Foods USA, som blev lanceret på markedet i slutningen af 2015.
  • Arla Foods USA's sortiment af importerede produkter omfatter også Castello® oste inkl. premium-cheddar fra Storbritannien til supermarkeders delikatesse-afdeling samt Lurpak® og Puck® (sidstnævnte sælges hovedsageligt i etniske butikker til arabisk-amerikanske forbrugere).

Fakta om Dairy Farmers of America

  • Dairy Farmers of America (DFA) er et nationalt kooperativ, som arbejder for sine mere end 14.000 medlemmer fordelt på 9.000 gårde i hele USA.
  • DFA er en af landets mest alsidige producenter af mejeriprodukter, fødevarekomponenter og ingredienser og er førende inden for produktion og emballering af langtidsholdbare mejeriprodukter. Mere info findes på www.dfamilk.com.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum