Gå til indhold
Solide resultater og stærk bæredygtighedsindsats i endnu et volatilt år

Pressemeddelelse -

Solide resultater og stærk bæredygtighedsindsats i endnu et volatilt år

Arla Foods har leveret et stærkt 2022-resultat i et år præget af inflation. Det har derfor været muligt for andelsselskabet at hæve acontomælkeprisen betydeligt og opnå en efterbetaling til andelshaverne, som med 2,2 EUR-cent per kg mælk lå over målet. Arla har også taget betydelige skridt på sin bæredygtighedsrejse ved at sænke emissionerne fra scope 1, 2 og 3 og nå i mål med udviklingen af en tillægsmodel for bæredygtighed, der vil blive indført i 2023. Den vil omfatte en bæredygtighedsbetaling som en del af mælkeprisen for yderligere at accelerere investeringer på gårdene.

Arla-koncernens samlede omsætning steg med 23,2 procent til 13,8 milliarder EUR sammenlignet med 11,2 milliarder EUR i 2021. Omsætningsvæksten var stort set udelukkende drevet af prisstigninger. Et stagnerende udbud og en stabil efterspørgsel medførte stigende markeds- og detailpriser, hvilket bidrog positivt til stigningen.

Arlas gennemsnitlige acontomælkepris steg med 40,5 procent fra 37,0 EUR-cent/kg i 2021 til 52,0 EUR-cent/kg i 2022. Arlaindtjeningen, som er udtryk for den værdi, Arla tilfører hvert kilo ejermælk, var 55,1 EUR-cent/kg, hvilket er en stigning på 38,8 procent i forhold til 2021.

Arla nåede i 2022 et nettoresultat allokeret til ejerne på 382 millioner EUR eller 2,8 procent af omsætningen, hvilket er i den lave ende af målintervallet på 2,8-3,2 procent. Indtjeningen var drevet af hidtil usete høje marginer på industriprodukter, som sammen med høje produktionsomkostninger satte marginerne i detail- og foodservice-segmenterne under pres.

De økonomiske resultater gjorde det muligt for Arlas bestyrelse at foreslå en efterbetaling, inklusiv rente på individuel kapital, til landmændene på 2,2 EUR-cent per kg leveret mælk, hvilket er i tråd med Arlas nye konsolideringspolitik, og som for første gang udbetales i to rater i september 2022 og marts 2023.

Det højere afkast var med til at lette presset på landmændene, som måtte kæmpe med skyhøje produktionsomkostninger som følge af rekordstore prisstigninger på foder, gødning og energi. Det muliggjorde også de investeringer, der var nødvendige for deres fortsatte omstilling til mere bæredygtig mælkeproduktion, så de kan nå Arlas mål om at reducere gårdenes CO2e-emissioner med 30 procent per kilo mælk senest i 2030.

"2022 var domineret af inflation og usikkerhed for både selskabet og vores landmænd. På trods af dette udfordrende miljø leverede vi solide resultater, samtidig med at vi gjorde vigtige fremskridt inden for bæredygtighed. Som andelsselskab tog vi et historisk skridt i 2022 med beslutningen om at indføre et bæredygtighedstillæg, der binder den enkelte landmands mælkepris til bæredygtighedsinitiativer og -resultater. I alt vil der blive omfordelt op til 500 millioner EUR hvert år, hvilket demonstrerer vores ambition om at være på forkant med progressiv mælkeproduktion," udtaler Arla Foods' bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard.

Vækst for brandede produkter bremset af skift til billigere produkter og lavere forbrug
Efter to år under coronapandemien med enestående vækst for brandede produkter i detailsegmentet aftog denne vækst i 2022, da de stigende leveomkostninger ramte forbrugerne og medførte pres på hele værdikæden. Et betydeligt nedadgående pres på forbrugernes købekraft, især i Europa og Afrika, har fået forbrugere til både at skifte til billigere produkter og generelt forbruge færre mejeriprodukter. Ved udgangen af 2022 var efterspørgslen efter mejeriprodukter i Europa faldet med cirka 5 procent i forhold til samme tidspunkt i 2021.

"De kraftigt stigende leveomkostninger påvirkede os over hele verden og har især ramt vores brandede produkter, og selvom de fortsat er en vigtig værdiskaber for vores forretning, er omsætningen fra dem faldet med 3,2 procent. Undtagelser herfra var vores foodservice-brand Arla® Pro, Arla® Protein og vores StarbucksTM-forretning, som alle bidrog med positive vækstrater. Vores internationale forretning har også oplevet stigende omsætning, idet Puck® har klaret sig godt i Mellemøsten," fortæller Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh.

Forretningsområder præget af inflation
Arlas forretning er opdelt i fire forretningsområder.

For Arla Europe har historisk høj inflation medført store prisstigninger for hele det europæiske forretningsområde. Omsætningen steg med 17,4 procent til 7.771 millioner EUR sammenlignet med 6.621 millioner EUR i 2021. Den volumendrevne vækst for brandede produkter faldt med 4,2 procent, fordi forbrugerne begyndte at vælge billigere produkter og gik efter tilbud. Nogle produktkategorier og brands har oplevet betydelige fald i volumen, hvor hele kategorien for smør og smørbare produkter blev ramt mest akut med et fald i volumen på 7,0 procent. Til trods for de mange udfordringer leverede Arlas Holland/Frankrig/Belgien-klynge en vækst for brandede produkter på 1,3 procent. StarbucksTM leverede en vækst på 14,4 procent, Arla® Protein voksede med 48,1 procent, og Arla® Pro steg med 20,4 procent.

Forretningsområdet Arla International øgede omsætningen med 17,2 procent til 2.463 millioner EUR fra 2.101 millioner EUR i 2021. Udviklingen skyldtes primært prisstigninger, som var nødvendige for at imødegå de stigende produktionsomkostninger. Selvom volumendreven vækst for brandede produkter faldt 1,2 procent overordnet i forretningsområdet, opnåede Arla også en rekordstor volumenvækst for brandede produkter i regionerne Mellemøsten og Nordafrika samt Sydøstasien, hvor den var henholdsvis 4,3 og 21,3 procent. Forretningen i Kina har lidt under den fuldstændige coronanedlukning hele året.

Hos Arla Foods Ingredients (AFI), et 100 procent-ejet datterselskab af Arla, voksede volumenerne af værdiforædlet protein med 6,8 procent, hvilket medførte en omsætningsfremgang på 29,5 procent til 1.028 millioner EUR mod 794 millioner EUR sammenlignet med sidste år. Stærk efterspørgsel efter AFI's specialiserede valleprotein- og laktoseprodukter stabiliserede marginerne i et meget dynamisk marked med rekordhøje energi- og råvarepriser.

Andelen af mælketørstof solgt af Global Industry Sales steg til 23,6 procent sammenlignet med 22,1 procent sidste år. Drevet af markedsprisstigninger steg forretningsenhedens samlede omsætning med 45,2 procent til 2.531 millioner EUR mod 1.743 millioner EUR i 2021. Et stærkt globalt industrisalg har været en vigtig drivkraft bag den konkurrencedygtige mælkepris til Arlas landmænd.

Co2e-reduktionerne på gårdene følger planen
Arlas emissionsreduktionsprogrammer leverede de forventede reduktioner i 2022.

"De seneste år har vi fremskyndet vores bæredygtighedsindsats for at nå vores reduktionsmål for CO2e-emissioner i scope 3 senest i 2030. Efter en flad udvikling de sidste fire år har Arla-landmændene igen formået at nedbringe scope 3-udledningerne med 2 procentpoint i 2022, hvilket betyder en samlet reduktion på 9 procent i forhold til vores referenceniveau fra 2015," fortsætter Arla Foods' administrerende direktør, Peder Tuborgh.

Arla nedbragte sine scope 1- og 2-emissioner med 4 procentpoint i 2022, og i alt er de 29 procent lavere end i referenceåret 2015. For scope 1 og 2 er målet en reduktion på 63 procent i forhold til 2015. Mens selskabets planer om at skifte fra fossile til vedvarende energiformer er uændrede, har risikoen for afbrydelser af gasforsyningen i Europa gjort det nødvendigt midlertidigt at benytte olie til at drive udvalgte produktionssteder og opretholde kontinuiteten i forsyningen. Arla har kompenseret for disse øgede emissioner ved at købe yderligere certifikater for vedvarende el. Derudover bekendtgjorde Arla et nyt mål om at bruge 100 procent vedvarende elektricitet i Europa senest i 2025, hvilket muliggøres ved indgåelse af yderligere elkøbsaftaler.

Arla har nedbragt sine scope 3-emissioner med 2 procentpoint per kg mælk og valle og med i alt 9 procent i forhold til referenceåret 2015. I 2022 tog Arla også skridt til yderligere at fremskynde reduktionen af sine scope 3-emissioner ved at udarbejde en tillægsmodel for bæredygtighed, der knytter den mælkepris, landmændene får, til bæredygtighedstiltag på gårdene. Tillægsmodellen for bæredygtighed træder i kraft i august 2023 og giver landmændene mulighed for at tjene op til 3 EUR-cent per kg mælk for tiltag, der bidrager til at nå 2030-målet om at reducere CO₂e-emissioner for scope 3 med 30 procent per kg mælk og valle, samt andre bæredygtighedstiltag, herunder forbedring af biodiversiteten.

Som belønning for tidligere tiltag og for at motivere til yderligere miljøforbedringer på gårdene har Arlas bestyrelse besluttet at øremærke op til 500 millioner EUR årligt, som skal fordeles til landmændene baseret på de point, de hver især optjener i tillægsmodellen for bæredygtighed.

Forventninger til 2023
Arla forventer, at inflationen og volatiliteten fortsat vil påvirke forretningen i 2023. I en kommentar til virkningerne heraf udtaler Peder Tuborgh:

"2023 bliver utvivlsomt endnu et vanskeligt år med et udfordrende globalt økonomisk miljø og forsatte effekter af krigen i Ukraine, som påvirker både energimarkedet og forsyningskæderne. Vi kan se, at omkostningspresset er faldende for landmændene i øjeblikket, og vi forventer derfor, at balancen mellem udbud og efterspørgsel på markedet for mejeriprodukter vil blive genoprettet i løbet af 2023. Imidlertid begyndte markedspriserne at falde kraftigt i fjerde kvartal af 2022, og vi forventer yderligere fald på råvaremarkederne i 2023. Vi forventer også at se en fortsat afmatning i væksten for brandede produkter på grund af forbrugernes reducerede købekraft og frygten for recession."

De kraftigt stigende leveomkostninger, som forventes fortsat at påvirke forbrugerne i hele 2023, har ført til en nedjustering af en vigtig økonomisk indikator i Arlas Future26-strategi. Mens størstedelen af Future26 fortsat er relevant og derfor uændret, er det nødvendigt for Arla at justere sine ambitioner om volumenvækst for brandede produkter.

De økonomiske konsekvenser er mest alvorlige i 2022 og 2023, og Arla forventer en tilbagevenden til et vækstscenarie fra 2024. Baseret på disse antagelser forventer Arla, at volumenerne for brandede produkter vil falde med 1,5-3,5 procent i 2023, og at de vil begynde at stige igen fra 2024 og resten af strategiperioden i intervallet 1-4 procent.

Koncernen forventer en omsætning i 2023 på 13,6-14,2 milliarder EUR, en nettoresultatandel i intervallet 2,8 til 3,2 procent og effektivitetsgevinster i intervallet 55-85 millioner EUR. Gearingen forventes at ligge i intervallet 2,4-2,8.

Arla offentliggør sin års- og bæredygtighedsrapport for 2022 den 23. februar.

Nøgletal fra resultatet for 2022:

Koncernomsætning: 13,8 milliarder EUR

Arlaindtjening: 55,1 EUR-cent/kg

Mælkemængde: 13,5 milliarder kg

Nettoresultatandel af omsætning: 2,8 procent
Bestyrelsens forslag til overskudsdisponering: Efterbetaling inklusiv rente på individuel kapital udgør 269 millioner EUR svarende til 2,2 EUR-cent per kg ejer mælk, hvoraf rente på individuel kapital udgør 9 millioner EUR, svarende til 0,1 EUR-cent. Konsolidering udgør 113 millioner EUR svarende til 0,9 Euro-cent, fordelt med 39 millioner EUR på individuel kapital og 74 millioner EUR på kollektiv kapital.

Nettoeffektivitetsgevinster: 101 millioner EUR

Gearing: 3,0

Samlet volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands: -3,2 procent – inkluderer Lurpak®, Arla®, Puck®, Castello® og StarbucksTM

Arla® er det største strategiske brand baseret på omsætning og et paraplybrand med en bred vifte af succesfulde underbrands inden for produkter som mælk, yoghurt, fløde, pulver og ost. Arla® var udfordret i 2022 på grund af forbrugernes reaktion på højere priser og normaliseringen efter coronakrisen. På trods af, at brandede produkter oplevede et volumenfald på 4,3 procent i forhold til 2021, fastholdt brandet sin andel af værdimarkedet på sine kernemarkeder. Omsætningen steg med 10,2 procent til 3.702 millioner EUR fra 3.359 millioner EUR i 2021.

Lurpak® er det førende brand inden for smør og smørbare produkter i Danmark, Storbritannien og MENA og sælges i 95 lande. Lurpak® oplevede et volumenfald på 7,6 pct. i forhold til 2021 på grund af prisstigninger og et generelt fald for kategorien. Omsætningen voksede med 16 procent til 750 millioner EUR fra 646 millioner EUR i 2021.

Puck® er Arlas stærke brand i Mellemøsten og det førende brand inden for smørbar ost i MENA. Puck® oplevede en volumenvækst på 4,7 procent og overgik dermed væksten på 3,2 procent i 2021. Omsætningen voksede med 31,8 procent til 504 millioner EUR mod 383 millioner EUR i 2021.

Castello® faldt 6,9 procent i volumen i forhold til 2021. Omsætningen blev forbedret med 24,4 procent til 239 millioner EUR fra 192 millioner EUR i 2021.

StarbucksTM: Det drikkeklare kaffesortiment under det licenserede brand StarbucksTM leverede en volumenvækst på 12,4 procent i 2022 på trods af prisstigninger i hele sortimentet.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8900 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum