Pressemeddelelse -

Tre nye gårde mistænkt for hormoner i foder

Mens analyseresultaterne af foder, mælk og kød fredag viste, at der ikke er spor af hormonet MPA på de fire kvæggårde i Sønderjylland, har myndighederne imidlertid sporet endnu et parti foder mistænkt for at indeholde MPA til tre danske gårde.

Disse lukkes nu, og leverancerne og foderets anvendelse undersøges nærmere. De tre landmænd er alle leverandører til Arla Foods. To er bosiddende i Region Vest og en i Region Nord.

MPA er et syntetisk progesteron, der bruges til svangerskabsforebyggelse og til behandling af hormonelle forstyrrelser. Forureningen er opstået ved, at en medicinalfabrik i Irland har solgt et restprodukt i form af sukkersaft til coatning af hormontabletter til det belgiske firma Bioland. I stedet for at destruere sukkersaften, har Bioland videresolgt sukkersaften til to sodavands-fabrikanter og til producenter af foderblandinger til dyr. Forureningen af dyrefoderet blev opdaget, da en hollandsk producent af pattegrise havde vanskeligheder med at få søerne drægtige.

Man regner med, at over 15.000 tons foder i Europa er ramt af forureningen med MPA. Myndighederne i Tyskland, Holland og Belgien har gennemført nærmere analyser af både foder og kød. Med udgangspunkt i disse analyser vurderer Fødevaredirektoratet, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko ved at have drukket mælk og spist kød fra de berørte gårde.




Emner

  • Fødevareindustrien

Kontakt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663