Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Voldsom eksplosion på Arinco



Halvanden time efter midnat lørdag blev Arla Foods' mælkepulverproduktion Arinco i Videbæk i Vestjylland ramt af en voldsom eksplosion i et tørrekammer i et af fabrikkens spraytårne.
Ingen mennesker kom til skade, men to af de tre medarbejdere, som befandt sig i kontrolrummet under eksplosionen, havde et kvarter forinden været i tårnet. Sammen med to kolleger fra naboanlægget fik medarbejderne efter uheldet en samtale med Falcks krisekonsulent og blev tilbudt krisehjælp.

Eksplosionen var så voldsom, at den trods et velfungerende sikkerhedsudstyr medførte meget omfattende skader på bygningen og inventaret. Tårnets vestvendte vægge blev på fjerde sal trykket ud, og de øvrige vægge blev beskadiget. En del af taget og væggene styrtede ned og lavede skader på spraytårnets maskinrum, ligesom der skete omfattende skader på personalebygningen.
Sikkerhedssystemets brandslukningsudstyr slukkede øjeblikkelig branden i tårnet, og eksplosionsdøre til trykudligning ud i bygningen åbnede, som de skulle. Samtidig åbnedes vinduer ud i det fri til trykaflastning af bygningen.

Der opstod dog en mindre brand i en del af tårnet under oprydningen. Mens en beskadiget låge blev skåret af, antændte en gnist vægbeklædningen, og brandvæsenet måtte tilkaldes.
Det er endnu uklart, hvad eksplosionen skyldes, og hvor lang tid det vil tage at udbedre skaderne. Specialister går nu i gang med at analysere uheldet.

Emner

Kontakt