Hvor er autobranchen i lærlingeopgøret?

af Jan Ankersen, kædechef i AutoMester

Undersøgelser har længe peget på, at vi mangler elever på landets erhvervsuddannelser. I 2022 var det igen kun 20 % af de unge, der efter folkeskolen søgte ind på erhvervsskolerne, mens omkring 72 % søgte ind på gymnasiet. Og fortsætter udviklingen sådan, vil der i 2030 mangle tæt på 100.000 faglærte - heriblandt dygtige mekanikere, der skal reparere fremtidens biler. 

Det er en velkendt talemåde, at det “ikke ligefrem er studenterhuen, der trykker,” men hvorfor skal en hat være målestok for, om man er lykkedes, når vi har brug for flere og også mere praktiske og krævende fagligheder? Det er på tide, at vi lige trækker håndbremsen og begynder at anerkende håndens vigtighed, væsentlighed og værdi. 

Vi mangler anerkendelse af håndens arbejde
Nu tænker du måske, at løsningen er simpel: De unge mekanikere får da bare stukket en en hue i hånden, og så står det dem ellers frit for at bestille en vogntur. Ja, så ville befolkningen nok også vinke til dem - og hurra for det. Men jeg nægter at tro på, at det hjælper at smide det tidligere så stolte svendebrev i skraldespanden og opfinde endnu en farve til studenterhuen.

For det er ikke kun fejringen, der mangler. Nej, fejringen - eller manglen på samme - er et soleklart symbol på det underliggende problem. 

Problemet er blandt andet mange års underprioritering. Og på baggrund af det underskrev over 250 lærlinge og nyuddannede et lærlingeopgør tilbage i maj. Lærlingene var og er trætte af, at deres uddannelse bliver behandlet som andenrangs - både af omverden og i medierne, men også i forhold til ressourcer. Som svar smider regeringen fortsat om sig med hensigtserklæringer, krumspring og tomme ord. 

Men når vi underprioriterer erhvervsuddannelserne, vil det ikke ligefrem blive mere attraktivt at tage en faglig uddannelse. Tværtimod. Det giver sig selv. 

Hvis ikke os, hvem så?
Spørger I mig, handler det ikke kun om uddannelsesinstitutionerne. Jeg vil påstå, at branchens ansvar i debatten rækker lige så langt - hvis ikke længere - end skolernes.

Tag for eksempel uddannelsen som automekaniker. Den varer tre og et halvt år i alt. Undervejs har eleverne syv forløb på skole - hvert forløb varer fem uger. Resten af tiden arbejder de ude hos os i branchen. Rundt regnet bruger fremtidens mekanikere altså cirka 80 % af deres uddannelsesforløb på et værksted.

Derfor starter det hele hos alle os, der arbejder med faget hver eneste dag. Hvorfor tager vi som branche ikke ansvaret på os? Hvordan kan vi være nået til, at vores unge lærlinge selv må tage kampen op? Burde vi ikke have trådt til for længst? 

Hos AutoMester indgik vi i februar et samarbejde med Skjern Tekniske Skole, der er et eksempel på en institution, der ligefrem har et prisvindende højt niveau. Samarbejdet skal sikre fremtidens mekanikere de optimale forhold for en høj faglighed - særligt indenfor fremtidens el- og hybridbiler, hvor der for alvor bliver et behov, og hvor der for alvor er et hul. Og hvis vi nu skal sparke lidt til vores egne dæk, så tror vi på, at det er den slags skoler, der er vejen frem for håndens arbejde. Men den historie bliver kun lykkelig, hvis vi som branche også tager et socialt ansvar på arbejdspladsen for, at vores lærlinge havner på de rigtige uddannelser.

Find fællesskabet i fagligheden
Indrømmet: Det kræver en større politisk indsats at pege flere unge i retning af erhvervsuddannelserne, men det betyder ikke, at vi skal sætte os på passagersædet og se passivt til, mens vi utålmodigt spørger: “Er vi der ikke snart?” 

Og hvorfor egentlig ikke sætte sig i førersædet, når det gælder lærlingens udvikling? Det er kort sagt den bedste investering. Lærlingene kommer hjem med opdateret viden, og det gavner din forretning. Win-win. 

Men sandheden er, at det lige nu er alt for nemt at føle sig som “Palle alene i verden,” når man er yngstemand på gulvet. Vi skal også tiltrække og fastholde de unge til vores faglige fællesskab. Også med nogen der forstår deres situation. 

Hos AutoMester har vi derfor oprettet en klub for vores lærlinge, hvor de kan mødes om både fagligt og socialt. Og det er noget, som vi kan se virker på sammenholdet. Mere end 100 mekanikerlærlinge deltog på vores seneste event på Egeskov Slot, og vi har endnu flere medlemmer i vores Facebookgruppe for lærlinge, der både bruges til sparring og til at dele en fælles passion. Så lad os nu genfinde den passion sammen.

For når vi som branche ikke kæmper for vores lærlinges sag og faglighed eller viser den faglige stolthed i at være indehaver af svendebrevet, vil prestigen i håndens arbejde ikke stige. Tværtimod vil vi medvirke til, at flere vælger en anden vejbane i uddannelsesverdenen. Så kære branche: Mens politikerne stadig leder efter koblingen, er det på tide, at vi tager føringen, træder på speederen og begynder at tage mere ansvar for vores lærlinge! Det er trods alt vores branches fremtid, det handler om.